Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1145Kommentarer
108363Visninger
AA

95. 94

Det onde angreb hende i badet. Da hun havde stået nøgen under den varme og befriende bruserregn i knap et minut, med sine hænder strakt op til skuldrene, gik det onde til angreb på hendes sind, med så voldsom en styrke, at hun ikke kunne kæmpe imod.

   Det var ikke et fortærende mørke, der klemte sig over hendes synsfelt denne gang. I stedet blev hun overvældet af de blandede stemmer, der hjemsøgte hendes sind. Der var Emilies stemme, lysdirrende og hadsk, og der var Dennis, som fortalte hende, at hun burde hænge sig selv fordi hun ikke var noget værd og var hadet, hvorfor hænger du ikke bare dig selv, din fede klamme kost, og så kom Nicklas, der sagde vi fucking smadrer dig, vi smadrer dig til uigenkendelighed, vi fucking smadrer dig, og Celine skreg DU ER DEN VÆRSTE STORESØSTER NOGENSINDE OG JEG HADER DIG OG SKRID MED DIG, og så kom tankestemmen, der bekræftede at hun var syg i hovedet, for kun mennesker, der er syge i hovedet, skærer i sig selv, og sårene, der stribede dybrødt og grusomt nedover skuldre og arme, i vandrette streger, kløede og brændte, og det sølvmetalliske skær, der blev afkastet fra kødkniven over køkkenbordet, glimtede sig atter for hendes indre syn (syge kost), og de brune klinkevægge omkring hende var kommet tættere, var de ikke? De var kommet tættere, blevet højere og tykkere og større, og de kom tættere, og maven vred sig atter sammen, præcis som den havde gjort tilbage i samtalerummet hos psykolog-Kristian, den vred sig sammen og blev ædt af de grusomme dæmoner, det ondes udsendinge, maven blev angrebet af den sammenvredne smerte, der åd og gnaskede og åd noget mere, og usynlige blikke stirrede imod hende, usynlige blikke der stadigvæk var virkelige, de stirrede imod hende, hun kunne mærke de onde øjne, de prikkede, prikkede koldt og prikkede grusomt, og den fugleflyvende frihed, hun manglede den fugleflyvende frihed, den fugleflyvende frihed, det var friheden, hun ønskede bare friheden, og arme strakte sig frem imod hende, strejfede hendes nakke og hendes ryg, arme uden kroppe, det onde lo af hende, hun kunne ikke høre det, men hun kunne mærke det, det lo af hende, lo længe, lo hånligt, og hendes ansigt fortrak sig.

   Få din datter til en psykiater.

   Syg i hovedet.

   Vi er alle fugle vi er alle frie fugle frie som fugle vi er alle fugle

   Den værste storesøster nogensinde

   Den værste

   Storesøster

   Syg i hovedet

   Værste

   SYG I FUCKING HOVEDET

   Hendes blik gled opad og hen til (JEG HADER DIG) kabinetskabet, der hang ved siden af spejlet, skabet tilhørende hende, skabet hvor (DEN VÆRSTE STORESØSTER OG JEG HADER DIG) hun gemte sin barberskraber, og det snurrede kraftigere i fingrene, hun skulle (Det er nok ikke for sjov at alle hader dig din sindssyge KOST som er syg i dit fucking HOVED) have fat i barberskraberen, hun skulle have fat (vi smadrer dig så ikke engang dine forældre vil kunne genkende dig) i den så hun kunne frembringe friheden, så hun kunne fordrive det onde, der ikke ville lade hende være, fordrive det onde og straffe sig selv, fordi hun ikke var god nok, hun skulle fordrive det onde, hun skulle være fri, bare fri, før det onde ville fortære, på samme måde som det prøvede at fortære hende i det omfavnende mørke, så hun ikke kunne kontrollere sin krop og bare var begyndt at skrige, hun skulle fordrive det, fordrive, fordrive.

   Før hun selv var klar over det, trådte hun ud ad brusekabinen, med vandet, der vred sig i lange, glinsende dråber nedover sin nøgne krop, og lod sig blive styret af fristelsen, fem skridt, hen til vasken og kabinetskabet. Hun slyngede den åben, lyttede ikke til den høje vandplasken af bruserregnen mod brusenichens gulv, så kun tasken, som hun greb og trak ned og, ligesom fredag aften, lynede op, og der lå den, barberskraberen, vejen til den fugleflyvende frihed, vejen til at fordrive det onde, bare for en stund, bare for en kort stund, den lå der, så fint og vandret, og bladet glimtede fra det spøgelsesblå lys, som blev udsendt af spejlets panellampe, den glimtede fristende, på samme måde som kødkniven havde glimtet, lige inden hun havde strakt sin hånd frem og strammede sit greb hårdt om skaftet, den glimtede, og det var hende, den glimtede af, den glimtede for at fortælle hende, at den var klar til at blive brugt, klar til at kysse den bløde hud med sine skarpe kanter, kysse huden og derefter skrælle, den var klar til at hjælpe hende med at blive fri for det onde, at blive fuldstændig fri.

   Denne gang blev hun ikke standset af mindet om, at hun havde lovet mor ikke at gøre det igen. Selvom mindet begyndte at skrige i hendes sind, skrige om, at man ikke bryder et løfte, man har givet til en anden, skrige til hende om, at det var sygt, fucking sygt, at det, hun var på vej til at gøre, var sygt, at hun skulle lade være, at hun bare skulle lade være, kløede længslen efter friheden kraftigere end fornuften, fristelsen var for stor og selvom det var forkert, var hun ligeglad. Hun vendte sig om, med barberskraberen i den ene hånd, som hun knugede så hårdt imod, at fingrene skælvede, efterlod den lædersorte taske stående på kanten af vasken, og vandrede tilbage i badet med den tændte bruser. Hun stillede sig i vandstrålen, og kiggede ned på barberbladet, endnu et bølgende glimt af sølvmetal, og gør det, Anna, bare gør det, skær, skær og bliv fri og bare gør det, bare gør det, og hun gjorde det. Stående i den varme bruserregn, der klaskede nedover skuldre og ryg og strømmede gennem den smalle kløft mellem hendes hængende bryster, gjorde hun det og skar. Selvom hun ville have skåret i låret eller maven, eller måske på sine bryster, skar hun i venstre skulder, helt oppe for toppen, skar imellem to andre sår, og hun behøvede ikke engang at presse, før skraberens blad med lethed gled ind i den våde hud.

   Den lette følelse, som smør, mindede hende på sælsom vis om at skære i en varm kartoffel. Så glat, så let og så ganske lydløst. Det var som at skære i en varm kartoffel, der lige havde kogt i gryden, og nu var klar til at blive serveret. Det var som at skære i en varm kartoffel, og det mest mærkværdige ved fornemmelsen af det afmonterede barberblad, der blødt snittede igennem skulderhuden, lige over armhulen, var den sælsomme følelsesløshed.

   Vi hader dig alle sammen, hvorfor går du ikke bare hjem og hænger dig selv, vi fucking smadrer dig din syge KOST din klamme syge KOST vi hader dig den værste storesøster nogensinde HADER DIG HADER DIG ALLE HADER DIG HÆNG DIG SELV HADER DIG FUCKING HADER DIG.

   Den sælsomme følelsesløshed, som hun også havde mærket de andre gange, den følelsesløshed, der varslede den snarlige frihed, fugleflyvende og vidunderlig, blev erstattet af den varme sviden, den, der var som små skærende glasskår eller som nåle, en sviden, der spjættede sig ind mod midten af brystet, og herefter begyndte at dunke. Og så kom gråden, som en eksplosion i hendes brysthule, den hikkede ud fra hende, forlod hendes læber i et enkelt, svagt klynk, og det var ikke den varme bruserregn, der vedvarende plaskede på hendes overkrop, hun registrerede, men kun det skærende barberblad, der skrællede kartoffelblødt gennem huden, én gang, to gange, og hun ville skære, til det blødte, ikke bare lidt, men meget, og når hun havde snittet et ekstra sår i sin skulder, ville hun gå videre til sine bryster, først det venstre og så det højre, for det her var ikke blot for at fordrive det onde, men også for at straffe sig selv, det her var straffen for at være en syg kost, det var straffen, og hun havde fortjent den, straffen, hun havde fortjent straffen.

   (Få din datter til en psykiater)

   (Syge kost)

   (Hader dig alle hader dig alle HADER DIG)

   Halsen vred sig grusomt sammen, vred sig til en hård knugen, og hun krængede læberne tilbage, så tænderne hvidblankt blottede sig. Det ætsede i hornhinderne, kraftigt, tørt, og den skærende hånd, som styrede barberbladets snit, eftergav sig dirrende.

   Hun snittede igen, en gang mere, snittede, snittede, snittede, snittede imens de salte tårer flød ud sammen med bruservandet, hun snittede, og endnu et klynk hikkede bort fra hende. Hun snittede, indtil det ikke kun var vand, der plaskede ned på de blankbrune gulvklinker for hendes fødder, men også tykke klatter af dybrødt, der spredte sig ud til lange streger, da de kom i kontakt med vandet på gulvet, de spredte sig til streger, der næsten lignede fjerskyer på sommerhimlen, selvom disse streger var røde, og ikke hvide, de blev til streger, og drev herefter ud i det sugende afløb. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...