Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111007Visninger
AA

94. 93

 

 

Fristelsen vendte tilbage, da Anna stod i køkkenet med sit blik fæstnet mod rækkerne af knive på væggen over køkkenbordet. Den mavekløende fristelse vendte tilbage, fremprovokeret ved synet af sølvmetalliske skær, der glinsede ned langs kødknivens skarpe blad. Det var som om, at skæret prøvede at fortælle hende noget, prøvede at sige, at det var okay, helt all right, at hun godt kunne skære, for hvis hun skar, ville det onde forsvinde, og det ville tage mørket, der havde fået hende til at skrige og fået hendes mave til at blive fortæret i smerte, med sig, hvis hun skar ville det onde og alle dets gerninger forsvinde. Jovist havde hun lovet, at hun ikke ville gøre det igen, men mor lå og sov, mor lå og sov og hun ville ikke finde ud af det, ville hun vel? Hun ville ikke finde ud af noget som helst, og det skulle jo ikke være kraftige snit, og det behøvede heller ikke at være på armen, for det kunne ses, man kunne jo også skære på den bløde hud omkring maven, eller måske på lårene eller skinnebenene, det behøvede jo ikke at være et sted, der kunne ses, og bare få snit, ganske få snit, det ville være okay, helt okay, all right, det kunne hun godt, bare skære og så ville problemerne forsvinde, skære, bare skære, bare skære

   Jeg lover at jeg ikke gør det igen, mor!

   Hendes højre arm strakte sig gennem luften, hen til kniven, og hun knugede sine fingre stramt om skaftet.

   Syge kælling.

   Grebet blev hårdere, tættere, så skaftet gnavede ind i håndfladen.

   Syyyyyge kælling.

   Det gik op for hende, hvad hun var på vej til, ligesom da Lone havde påkaldt hende fredag aften, da hun stod på badeværelset med grebet omsluttet barberskraberen, det gik op for hende, hvad hun var ude på, og hun gav slip og spjættede armen til sig. Fingrene krummede hun sammen.

   Hun blev herefter stående, betragtede kniven, og hjertet bankede hurtigere. Så besluttede hun sig for, at hun ikke var sulten, og at hun måske bare skulle gå i bad, så hun kunne glemme det hele. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...