Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1145Kommentarer
108303Visninger
AA

92. 91

Anna sad sammen med Lone i bilen en halv time senere. Maven var stadigvæk udfyldt af den frygtelige, angste udhuling, og hjertet blev ved med at banke, ville ikke stoppe, selvom mørket ikke var der mere, og tungheden ikke længere pressede på hendes skuldre. Det var som om, noget havde udsuget alt hendes livsenergi, og blot efterladt hende i en drænet, død skal, ligesom fluer i et edderkoppenet efter indmaden var blevet opløst af edderkoppens gift, og derefter ædt. Det sitrede i fingrene. Halsen gjorde stadigvæk ondt, i en tør følelse, efter de lange, serievise og skingre skrig, hun havde udstødt i samtalerummet, kort inden hun var brudt sammen.

   Få fat på en psykiater.

   Det var hvad Lone havde fået at vide af psykologen, der ikke blot anbefalede det, men stillede det som et hastende og yderst vigtigt krav.

   For Guds skyld, få fat på en psykiater, for et angstanfald i den kaliber tegner ikke godt.

   Lone sad bag rattet, uden at dreje på tændingen, længe efter, at døren var blevet smækket i. Frederiksberg Allé strakte sig trafikeret ud i en ligefrem retning foran dem, og blev afløst af lysreguleringernes skiftende signaler – røde og gule og grønne – nogle hundrede meter længere nede. Lejlighedskomplekserne knejsede sig næsten truende på vejens begge sider. Det var Anna, der brød stilheden denne gang, forsigtigt og yderst dæmpet. ”Undskyld, mor.”

   Lone blinkede sig tilbage til virkeligheden, og drejede hovedet mod sin datter. Hun kiggede, som om hun havde hørt, at Anna sagde noget, men ikke havde hørt hvad hun sagde, men så syntes det at gå op for hende, og igen buede hendes mundvige frem, da læberne blev strammere. Hun rystede på hovedet i svage, vridende bevægelser. ”Ikke sig undskyld, Anna. Uanset hvad, så skal du ikke sige undskyld. Du kan ikke gøre for det. Du skal ikke sige undskyld.”

   Din mor ved også, hvad du er. En syg kælling. Syg i hovedet. En syg KÆLLING.

   Lone vendte atter hovedet fremefter, gennem vindspejlet og mod den udstrækkende vej. Venstre hånd var strammet om toppen af rattet. Anna slog blikket ned mod skødet, hvor hun havde samlet sine hænder. Mor og datter forblev i stilheden i godt og vel et minut. Lone brød den. ”Hvad skal jeg gøre, Anna? Hvad skal jeg gøre for at hjælpe dig?” Fortvivlelsen dirrede i hendes stemme, dirrede på en måde, Anna ikke havde problemer med at aflæse, og dette fik hende til at ønske, at hun alligevel ikke kunne aflæse tonelejet af udtalt magtesløshed. Hun svarede ikke, og stirrede i stedet på sine hænder, hun fortsat hvilede mod skødet.

   Lone kiggede på hende, og Anna fornemmede hendes bestirren, fornemmede det som den ubehagelige kildren, der prikkede gennem venstre kind, men selvom hun fornemmede det, reagerede hun ikke, fordi hun hverken vidste hvad hun skulle sige eller gøre eller om hun overhovedet skulle gøre noget.

   ”Fortæl mig, hvad det er jeg skal gøre. Hvad som helst. Giv mig et hvilket som helst hint, og så vil jeg gøre det. Så vil jeg hjælpe dig.”

   Anna lukkede øjnene, lukkede dem fordi hun ikke ville græde, ikke foran mor, hun havde allerede forvoldt hende nok smerte, og hun ville ikke græde, hun måtte ikke græde, det måtte hun bare ikke.

    For Guds skyld, få fat på en psykiater.

   Det havde psykolog-Kristian sagt, og hans stemme havde været stram af alvor.

   Kun syge mennesker der er syge i deres hoveder kommer til en psykiater, Anna, og psykologen sagde det fordi han ved det, at du er syg i dit fucking hoved, og derfor skal du til psykiater, din syge kælling.

   Lone kiggede på Anna en sidste gang. Så rystede hun på hovedet, og vred i tændingen, så bilen brummede, men hun blev alligevel holdende i parkeringsbåsen.

   Så tændte hun for radioen, så stilheden kunne overdøves. Herefter begyndte hun at køre. Mor og datter forblev i en tættere stilhed på hjemturen, end de havde gjort på vej til psykologen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...