Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
109415Visninger
AA

91. 90

Selvom Anna et eller andet sted burde føle lettelse, fordi hun havde muligheden for at få hjælp, fordi nogen hørte hende og elskede hende og bare ønskede at hjælpe hende, var der en modstridende følelse, der stod stærkere end lettelsen og stærkere end den positive bekræftelse om, at ikke alle hadede hende, men der også var nogen, der faktisk elskede hende, og det var visheden om, at hun var syg i hovedet. Besøget hos psykologen om formiddagen denne første novemberlørdag, bekræftede blot denne vished, bekræftede den på samme måde som de brændende blikke, hun havde været sikker på kunne se igennem det hvide badehåndklæde, hun havde omsluttet sig for at skjule de alt for dybe og alt for blødende sår, da hun ankom til skadestuen sammen med mor Lone, besøget hos psykologen bekræftede den vished, som den tunge ondskab, der hele tiden sad og pressede mod hendes skuldre, ondskaben der kun ønskede at stjæle og dræbe og fortære, vedblivende mindede hende om, syg i hovedet, hun var syg i hovedet, uanset hvad mor sagde, så var hun syg i hovedet og det vidste hun, og fortvivlelsen, der altid drænede så ulideligt og så rastløst, var vendt tilbage, murede tæt om hende fra alle sider, og hun var sikker på, at den usynlige ondskab, hun ikke kunne se men som klart og tydeligt kunne se hende, svævede over hende i en mørk sky, hvor den overvågede og hånede og lo.

   Mor Lone sad sammen med Anna under hele samtalen, som tog lang tid – det føltes for Anna som timevis, selvom samtalen næppe overskred tres minutter, muligvis halvfjerds og allerhøjest halvfems – og det var Lone, der snakkede mest, selvom det var for Annas skyld, at de var der. Hun fortalte om sine frustrationer og sine ulidelige migræner og om arbejdet, der ikke virkede som det vidunderlige arbejde, det gjorde engang, men som nu blot forekom som en byrde, for selvom hun arbejdede, var det ikke arbejdet, hendes tanker var på, men derimod familiesituationen derhjemme, og særligt Annas tilstand, og den konstante dårlige samvittighed, og pjækkerierne, og de mentale beskyldninger, at det var hendes skyld, at det alt sammen var hendes skyld, og at hun var en dårlig mor. Psykologen nikkede, flere gange – selvom han havde et navn og introducerede sig selv som Kristian, ville Anna ikke tænke på ham som andet end psykologen, for han mindede hende om det hun ikke ville mindes om, det hun bare prøvede at glemme, så han var ikke et navn værdigt – og udstødte flere gange sine obligatoriske psykologfraser, sine Mmm-hmm, aha, javel, jaså, okay, hmm, der gjorde fortvivlelsen tungere og stærkere. Til sidst endte det med at han måtte afbryde Lone, for han kunne godt se, at det var en på ingen måder nem situation, familien sad i, men nu handlede det jo om hendes datter og ikke hende, og herefter henvendte han sig til Anna, spurgte ind til, hvordan hun så hele situationen, og hvorfor hun følte, at hun havde det dårligt, også selvom Anna aldrig havde nævnt, at hun rent faktisk havde det dårligt, og dette gjorde på ingen måde fortvivlelsen bedre.

   Anna havde ikke lyst til at svare, heller ikke da mor Lone begyndte at presse på – ”sig nu noget, Anna, det er for din skyld, vi er her!” –, hun havde ikke lyst, fordi psykologen fortalte hende det samme som det onde, der forfulgte hende og hånede hende, han fortalte hende, at hun var syg i hovedet, også selvom han ikke sagde det, ikke rigtigt, men han sagde det alligevel. Han sagde det med sine klarblå øjne, bedrageriske blå øjne, og den blå farve var bedragerisk fordi Anna plejede at forbinde blåt med skønhed og godhed, men det var ikke det, disse øjenskiver af skyfri sommerhimmel kunne associeres med. Han fortalte hende, at hun var syg i hovedet, fortalte det på den måde hvorpå han spurgte ind til hendes situation, på den måde, han prompte og alt for nøgternt spurgte, hvorfor hun havde det dårligt, og hun ville bare rejse sig og skrige og slynge den klamme, forpulede notesblok, som han havde opslået på bordet foran sig, i hans hoved, bare feje sin hånd indover bordpladen og ind i notesblokken, så den lettede og flaprede gennem luften og indover psykolog-Kristians bedrageriske ansigt med de bedrageriske sommerblå øjne, og når det var gjort ville hun vælte stolen og kaste sig hen til døren, og ud, ud, ud.

   Du skal svare ham, Anna! vedblev mor, i sin infernalske, lysskingre stemme (syg i hovedet), og psykologen sagde noget, han sagde (du er en syg kost Anna syg i dit fucking hoved) det er okay, hvis du ikke vil svare mig, men det er bare svært at finde ud af, hvad der galt (hvilken psykopatisk sindssyge du gemmer i din sindssyge hjerne din klamme syge kost som er syg i dit hoved), og på den måde hjælpe dig (af med din sindssygedom din syge kost), hvis ikke du giver mig nogle hints, som jeg har at gå efter.

   ”Jeg vil ikke snakke om det.”

   Det var den første sætning, Anna havde sagt siden hende og mor Lone forlod hjemmet i Vanløse. Hun sagde det så hurtigt og tørt, at det var Lone, ikke psykolog-Kristian, men Lone, der eftergav sig et spjæt og i ren målløshed rettede sig lige og lænede sig tilbage. Psykolog-Kristian blev blot siddende overfor dem, med sine mørke bryn løftet op i panden, og virkede ikke til at lade sig berøre synderligt meget af Annas svar, ja, det var næsten som om han faktisk havde ventet det. Som om han ventede det, fordi han vidste det hele, vidste at hun var syg i sit hoved og det var derfor, hun ikke ville snakke om det, han vidste det, og han fordømte det, han vidste. De kolde fingre af død, sorte og rådne, slimede frem under hendes sår. Fortvivlelsen klemte sig tættere og mørkere.

   ”Hvorfor vil du ikke fortælle mig det? Er der noget, du er bange for?”

   Det er måske fordi du ved at jeg ved at du er syg i hovedet, er det ikke, din klamme kost?

   Sårene brændte selvom de var næsten to døgn gamle, de brændte, brændte varmt og ætsende, og huden omkring dem begyndte at stikke i en hidsig kløen. Uden hun selv tænkte over, hvad det egentlig var hun gjorde, førte hun højre hånd til venstre arm, langede fingrene fast i armen og begyndte herefter bare at stramme. Hun kiggede hverken på psykolog-Kristian eller på vinduet bag ham, der stirrede ud mod Frederiksberg Allé, kiggede i stedet ned på den blankbrune træplade med papirstablerne i A4-størrelse til højre og notesblokken, den forpulede klamme notesblok, som han nikkende og ”hmm”-ende havde nednoteret stikord i, notesblokken, der vidste det samme som de ulidelige spørgsmål og øjnene i den bedrageriske blå farve, notesbogen hvor han sikkert ville sammenfatte alle stikordene, han havde nedskrevet under samtalen, og drage den endelige konklusion.

   Kosten er syg i hovedet. Hun skal spærres inde på en lukket afdeling sammen med de andre sindssyge.

   Hendes greb om armen blev strammere og kæberne hårdt spændte, og hun ville skrige, men hun tilbageholdte skriget i den sammenknugende klump, der tætnede sig omkring luftrøret. Det knirkede svagt fra kontorstolen, da Kristian rettede sig op. Han foldede, ganske forsigtigt, sine hænder sammen på bordpladen. Lone havde venstre hånd dækket for munden, og betragtede bekymret Anna.

   ”Anna, hør her … Jeg forstår godt, hvis du føler at det er meget privat. Men du skal ikke være bange for at fortælle mig noget. Okay?” Anna lukkede øjnene. Kristian gav ikke op. ”Jeg har tavshedspligt, og det betyder, at alt, hvad vi snakker om, ikke forlader de her fire vægge. Den eneste anden, der bliver delagtiggjort i samtalen, er min journal.”

   Anna bøjede hovedet, indtil hagen næsten hvilede mod brystet. Øjnene strammede sig tættere, så furer trådte frem langs begge øjenkanter.

   Kristian klikkede tommelfingerspidserne sammen, trommende, og en kort tavshed. Så sagde Lone noget. ”Anna … !” Hun blev afbrudt af Kristian, der kort løftede hånden og viste fladen frem, og i stedet tav hun, men blikket veg ikke fra sin datter.

   Kristian forsøgte igen. ”Jeg er her for at hjælpe dig. Ikke for noget som helst andet.”

   Jeg er her for at hjælpe dig af med din klamme sindssyge din fucking syge kost.

   Emilies hadske blik vendte fugtdirrende i hendes retning, idet hun bed tænderne sammen og sagde det er nok ikke for sjov at alle hader dig, og kæppen, der tæskede Dennis, tæskede, bare tæskede, og barberbladet, hun snittede ind i huden, og Nicklas, der sagde vi fucking smadrer dig, og syg i hovedet, Anna, du er syg i hovedet, det her er straffen for at være SYG I HOVEDET SYG SYG SYG. Benene blev stramme, som om kroppen klargjorde sig til flugt, men hun blev stadig siddende.

   ”Der er en grund til, at du er her, Anna. Du har det nok ikke særlig godt, og det er ikke nemt at snakke om, det ved jeg, og det forventer jeg heller ikke at du kan ved første omgang, men … !”

   ”Der er ikke noget at snakke om, okay? Der er ikke noget at snakke om.” Anna havde stadigvæk øjnene lukket stramt sammen og hånden klemt hårdt mod venstre arm, da hun sagde sætningen, og hendes vejrtrækning begyndte at hive, skingrende og kraftigere end normalt.

   Kristian skrånede hovedet. ”Kan du i det mindste ikke kigge på mig?”

   ”Jeg vil hjem.” Hun åbnede denne gang øjnene, men kiggede ikke op, og fortvivlelsen, den var ulidelig, og nu syntes den nærmest at blive levende og omfavne hende, og skarpe kløer, usynlige men virkelige, kløer tilhørende det onde, krummede sig ind i hendes krop fra alle sider. Hun skulle dø, hun vidste ikke hvorfor eller hvordan, men hun var sikker, hun skulle fucking dø, måske om lidt eller måske i morgen eller måske om mandagen, når hun trådte ind på skolen og mødte Nicklas og Dennis og Emilie og alle de andre, der hadede, hadede, hadede, hun skulle dø og den rædselsfulde forvisning om snarlig død syntes at suge livsenergien bort fra hendes kropsmuskler. Blikket flakkede. Det gjorde ondt i venstre arm det sted, hvor grebet knugedes. ”Jeg vil hjem nu.”

   ”Det skal du også nok komme, men prøv i det mindste bare at … !”

   Kristian fik ikke sagt mere, før fortvivlelsen og de grusomme dødsforventninger og de hånlige og alt for hæse tankestemmer blev for overvældende, og Anna rejste sig op, selvom hun ikke havde fået besked på det, men hun var ligeglad, hun rejste sig op fordi hun bare skulle væk, og hun skulle væk nu, ikke om et minut eller om tre eller om fem, men nu, lige nu. Hun rejste sig op og vendte sig rundt og gik, hurtigt, målrettet, ignorerede Lone, der fortvivlet hidkaldte hendes navn bagfra, ignorerede tårerne, der fugtvarmt slørede op i øjnene, hun gik, væk fra frygten og fortvivlelsen og dødsforventningen, gik væk fra det hele, og det her var ikke virkeligt, det var en drøm, det var ikke virkeligt, det var en drøm, et mareridt, ikke (syg i hovedet) virkeligt, et mareridt, kun et (syg i fucking hovedet) forpulet mareridt, men hvorfor kunne hun så ikke trække vejret, i drømme kan man trække vejret, men det kunne hun ikke nu, hun kunne ikke trække vejret, fordi den stramme panik angreb hendes lunger, præcis som den havde gjort om torsdagen, da hun havde skåret med passeren, uden at det havde hjulpet, den stramme panik havde angrebet hendes lunger og nu ville den dræbe hende som straffen for det, hun havde gjort imod sig selv og imod (vi smadrer dig) Dennis og imod mor og imod Celine, imod hele verden, panikken var kommet og havde givet hende dødsstraffen, og (vi smadrer dig fucking smadrer dig vi SMADRER DIG) maven forsvandt, blev ædt af dæmoner eller monstre eller hvad fanden ellers, maven forsvandt i ædende smerte, og mørket, hun kunne se det, det kantede sig ind omkring siderne af synsfeltet, det lignede fingre, aflange og fortyndede menneskefingre, knoglede og gamle og visne, som spidsede sig til i kløer, der ikke kunne tilhøre noget menneske, og sikkert heller aldrig havde gjort det, men det var indbildning, der var jo intet mørke, det kunne der ikke være, men måske var det der virkelig, det onde, måske var det ikke bare i hendes hoved men omkring hende, og det hånede ikke længere, nu ville det fortære, bogstavelig talt fortære, som immunforsvaret ville fortære og æde en farlig bakterie, det onde ville fortære hende, grine imens, fordi det hadede hende, hadede hende som alle andre hadede hende.

   Hun hev efter vejret, men kunne stadigvæk ikke få luft, og tårerne kildrede kinderne i varme og nedadgående fugtstrømme, hvorfor kunne hun ikke få luft, og mørket voksede sig sortere og tættere, klamrede sig koldt og hårdt til hende, drænede hendes energi, og så skreg hun, og hun blev ved med at skrige, selv da mørket trak sig stadig voldsommere omkring hendes synsfelt, hun skreg og skreg og skreg og kunne ikke stoppe med at skrige, da hun først var begyndt, hun skreg, som om at skriget var hendes vejrtrækning, skreg og skreg og skreg noget mere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...