Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111212Visninger
AA

10. 9

Sociale hierarkier herskede i mangfoldighed på Annas skole. Dette sociale hierarki var særligt tydeligt blandt pigerne, selvom det også i stor grad påvirkede drengenes indbyrdes forhold til hinanden. Hierarkiet ændrede sig, jo højere op i klassetrinnene, man kom, og hierarkiet i 7. var milevidt anderledes end hierarkiet i 1.

   Blandt de yngre klasser – denne beskrivelse af yngre klasser gjaldt, i dette tilfælde, fra 1. til og med 4. – var hierarkiet meget mere åbenlyst, og dette kunne bortforklares med uskyldigheder. Eleverne er jo bare børn. De forstår stadigvæk ikke helt verden omkring dem, eller hvordan det er mest passende at begå sig. De prøver at lære gennem hierarkier. Og denne, tilsyneladende harmløse, undskyldning om, at det jo bare var børn, og børn forstår jo, som bekendt, næppe konsekvenserne af deres handlinger, og at dette er en læringsproces, børn fra 1. til 3. klasse stadigvæk skal igennem, medførte en høj mobningsprocent. Skolen havde, i en kort overgang midtvejs i 2000’erne – 2004 til 2006 eller cirka deromkring – haft et negativt ry netop på grund af dette. Fordomme og sociale udelukkelser blandt de yngre klasser, og små elever, typisk med udenlandske baggrunde, som grædende klagede til deres forældre om, at de ikke havde lyst til at komme i skole, fordi de blev udelukket af de andre. Mange af forældrene til disse børn, havde også klaget til skolebestyrelsen, og kaldt disse fordømmende tilfælde af mobning for ren racisme af den værste skuffe. Bortset fra, at mobningen ikke havde ret meget med udlændingehad at gøre. Det var ikke det faktum, at flertallet af de elever, som blev mobbet, rent faktisk kom fra en udenlandsk baggrund. Dette var ikke grunden til, at de blev mobbet. Årsagen skulle findes i den mangel på forståelse for det, der var anderledes, og den store procentdel af etniske, hvide, danske elever, skolen bestod af. Årsagen skulle findes i den forkerte pædagogiske vinkling, skolen havde overfor de ellers ganske almindelige børn fra ganske almindelige danske arbejderklasse-familier, som gik på skolen. Vinklingen med den, på overfladen, ganske harmløse undskyldning de er jo bare børn.

   Det var nemlig ikke kun børn af anden etnisk herkomst, som blev udsat for udelukkelse, fordømmelse og ondskabsfulde drillerier. Det var enhver, som på den ene eller den anden vis, ikke passede ind i det sociale fællesskab. I nogle af klasserne, gik mobningen på tur, og der var bare nogen, som var så uheldige at blive fanget i krydsilden, uden nogen egentlig øjensynlig grund. Selvom chancen for, at blive udsat for mobningen, var højere blandt de lidt mere specielle elever, som skilte sig blot lidt mere ud end flertallet. Og de er jo bare børn undskyldningen bortforklarede det hele. Den mest udbredte forklaring var børn har brug for at finde deres plads i verden, og derfor er det jo kun naturligt, at langt de fleste vil følge hvad flertallet gør, og hvis der derfor er én eller to, som mobber en person, fordi den her person ikke er som flertallet, vil resten straks følge trop, og en såkaldt ”mobbe-epidemi” har spredt sig. Men de er jo bare børn. Når de bliver lidt ældre, for drenge typisk i 13-14’årsalderen, for piger lidt yngre, vokser de fra dette intense behov for at følge flokken, og begynder i stedet at finde og danne deres egen selvstændige identitet.

   Skolen tog langt om længe affære i slutseptember 2006, efter de havde fået nok af de vedblivende klager fra mobbede børns vrede forældre, og strammede op i deres regler omkring mobning. De forlangte flere pædagogiske kurser for lærere og socialrådgivere, og forlangte at der blev indsat et værn mod mobning. Der blev indsat ekstra penge – trods den økonomiske krise på daværende tidspunkt var ved at starte – til at udruste lærerne bedre mod mobning, og skolens tilgang til disse grusomheder, blev vinklet anderledes. Mobning skulle ikke tolereres. Uanset hvad, skulle det ikke tolereres.

   Dette standsede i midlertidigt ikke mobningen. Børn valgte stadigvæk at følge det, flertallet gjorde, og udelukke de mindre socialt kompetente, eller dem, som bare ikke lignede de andre. Mobningen blev begrænset, men ikke standset, og lærerne kunne intet mere gøre. Forældrene til dem, der mobbede, var oftest ganske uvidende om deres barns onde handlinger – ”Min lille Mira kan umuligt finde på at mobbe nogen, vi har opdraget hende godt, du må tage fejl, vi nægter at tro, at det kan passe” – og fandt meget ofte på at gå i forsvarsposition. På et eller andet plan, var dette forståeligt nok. Dette var forældre, der elskede deres børn, og som havde investeret meget af deres tid og økonomi i deres børns opvækst, og lært dem alt hvad de følte, de kunne lære dem. Hvis de så finder ud af, at deres børn slet ikke er så gode og velopdragne, som deres illusioner fortalte dem, kunne dette måske betyde, at de var dårlige forældre, og denne kendsgerning – at være en dårlig forælder og vide, at man har svigtet sine børn, som man elsker mere end alt andet – var enhver forælders værste mareridt. Men forældrenes stædige fornægtelse om, at deres barn måske ikke var det helt så uskyldige barn, som de ellers gik og troede, og det resulterende manglende samarbejde fra forældrenes side, medførte, at kampen mod mobning var en kamp, der var næsten  umulig at vinde. Lærerne og skolestyrelsen gjorde alt, hvad de kunne, og mere kunne de ikke gøre, og klagerne om mobning formindskedes da også betydeligt. Og mobningen så da også ud til at være blevet begrænset – ikke afskaffet, bevares, men begrænset – men dette skyldtes, at den nu i stedet havde spredt sig til pauserne og legepladsen. Og jo flere klassetrin, man kom op, jo ældre, eleverne blev, desto flere mobbeofre blev tavse omkring deres mobning.

   Hierarkiet i 7., 8. og 9. var et komplekst hierarki, velcamoufleret for næsen af lærerne, men kun alt for virkelig og alt for kompetent. Dette var et hierarki bestående af ældre børn, mere voksne og mere intelligente, end hierarkierne i de yngre klasser. Og disse hierarkier var nådesløse på en helt anden, og muligvis meget værre, måde, end hierarkierne blandt de yngre. I de yngre klasser handlede det bare om at identificere sig med alle de andre, og følge flertallet og holde dem ude, der ikke var som de andre. I de ældre klasser, blev flertallet opdelt, og ranglister dannede sig. Ranglisterne blev til kliker, og dem, som var så uheldige ikke at høre med i det sociale fællesskab – muligvis fordi personen var for indadvendt, for socialangst eller måske havde traumer fra tidligere skoler efter at være blevet mobbet – blev dømt til klikesløse. Bagtalelse var veludbredt, særligt blandt pigerne, og det var ikke unormalt, at to piger, der optrådte som veninder for én gruppe, talte bag om ryggen i en anden, og de falske facader og de falske smil og de falske du er min beeeeeedste veninde udtalelser var udbredte og de smittede til stadighed flere og flere. Hvis man bagtalte hinanden, eller fortalte ting om en veninde, der måske ikke passede, var man in med sin respektive gruppe. Og hvis man udelukkede dem, som de andre også udelukkede, eller blev irriteret på dem, som ens veninder blev irriteret på, var man også en del af flokken, og kunne smage lidt af den alt for søde popularitet. For i disse klasser, var populariteten vigtig. Mængden af venner, både på sociale medier og i offentligheden, var vigtig – også selvom dette blot var en overfladisk vigtighed – og det var vigtigt, at imponere de andre piger. Hvis man havde den forkerte tøjstil, som måske ikke passede til resten af moden, eller tøj, man måske selv kunne lide at gå i, men som var alt for voksent eller bare ikke smart nok, var det grund nok til at blive afstødt og nedgjort og hånet. Og hvis man havde vanskeligheder på sociale områder, særligt hvis det gik ud på at aflæse andre menneskers kropssprog og følelser, og man derfor havde udtalt besvær med at navigere rundt i de forskellige grupper og kliker og hvad pokker ellers, var dette endnu en valid grund til at blive afstødt fra resten af flokken.

   Anna var ikke som de andre, og hun havde aldrig været som de andre, og at kopiere de populære piger i de ældre klasser, hjalp ikke synderligt meget, for hun var stadigvæk Anna, der hele tiden begik kejtede fejl, som alle de andre aldrig begik. Så afbrød hun de andre pigers samtaler, så blev hun ved med at tage kontakt til nogen, der ikke gad at snakke med hende, så blev hun ved med at snakke, selvom de andre syntes hun var kedelig at snakke med, og for hver fejl, hun lavede, stor eller lille, prøvede hun at bløde det op med et undskyld, det var ikke meningen, undskyld, undskyld, men for hver undskyld, tog de andre hende stadig mindre seriøst. Hun var bare forkælet. Alt for vant til at få sin vilje. Uopdragen tøs, det var hvad hun var, åndssvage taber-Anna, kan hun da ikke bare tage sig sammen i stedet for at være så skide barnlig.

   Det var alle disse skjulte signaler, Anna aldrig kunne opfange. Og hvis hun endelig opfangede dem, var det allerede for sent. Og hvis nogen bare lavede sjov med hende, ganske harmløse drillerier, ramte det hende, fordi måske mente de hvad de sagde, og dette gjorde hende ofte vred eller ked af det eller, som det i de fleste tilfælde gjorde, mut og tilbagetrukken og stille.

   Og alligevel havde hun den svage, naive forhåbning om, at hendes nyligt forandrede tøjstil kunne ændre på situationen. Blot en anelse. Blot en smule. For med denne tøjstil, kunne hun i det mindste ligne de andre mere, og hvis hun så bare lod være med at sige eller gøre så meget, ville hun måske blive lidt mere accepteret.

   Bare lidt mere.

   Selvom hun aldrig kunne gøre noget rigtigt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...