Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

215Likes
1144Kommentarer
110663Visninger
AA

90. 89

Det tog et kvarter, før de ankom. Klinikken befandt sig på anden etage af en rød bygning, der for det meste bestod af lejligheder, og som strakte sig langs den ene langside af Frederiksberg Allé. Lone parkerede bilen i en bås næsten direkte overfor indgangen. Hun steg ud som den første. Anna fulgte tavs med, og hendes hoved var ikke rettet fremefter, men i stedet bøjet, så hendes blik vendte mod snuderne på de flade converse. Det dunkede vedblivende i Lones tanker, men hun lod stadigvæk ikke den ubehagelige stilhed blive brudt imellem dem.

   Lone henvendte sig i receptionen, da de var nået op i ankomstværelset, fortalte om situationen og hvem de var og hvornår de havde rettet henvendelse til psykologen, og herefter blev de bedt om at tage plads i venteværelset, på de hvide stole i den smeltede designerstil, der var både postmodernistisk og alt for klinisk. Det var først da de havde sat sig, at Lone endelig – efter at have kigget på sin datter i et minut, der syntes at vare i ulidelige evigheder – lod læberne deles og brød den tunge stilhed.

   ”Anna, har du … øh … lyst til noget at drikke? Noget kakao? Noget vand?”

   Præcis som Lone ventede, gav Anna intet svar. Sad blot stille på sædet, med blikket skrånet ned mod gulvet. Lone sank en klump, i et forsøg på at lette den ulidelige strammen, som vred hendes svælg tæt og hård, men det hjalp ikke. Hun stregede læberne tæt sammen, så mundvigene trådte frem i tydelige buer på begge sider. Hendes øjne gled hun bort fra Anna, og i stedet mod den hvide gipsvæg lige inden receptionen.

   Fem minutter senere blev de kaldt ind til psykologens kontor.

   Lone rejste sig som den første. Anna fulgte dernæst. Hendes blik fjernede sig på intet tidspunkt fra det gråkedelige gulvtæppe under dem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...