Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111028Visninger
AA

88. 87

Celine kom hjem ti minutter efter at Anna var trådt ind ad døren, og Anna hørte det, men selvom hun hørte det, inde fra sit værelse, turde hun ikke gå ud på gangen og sige undskyld for at hun gik. Hun blev blot siddende der, i skrædderstilling, med den bærbare computer hvilende imod skødet, og sammenstregede sin mund, som det atter begyndte at brænde i øjnene. Celines gang lød underligt let, alt for stille, og Anna hørte atter den tårekvalte stemme, idet hendes lillesøster højfrekvent udskreg ”DU ER DEN VÆRSTE STORESØSTER I VERDEN OG JEG HADER DIG OG SKRID MED DIG,” inden hun kastede tøjdyret, hader dig, Anna, hun hader dig, din klamme kost, hun hader dig som alle de andre, hader dig, hader dig, og Annas læber blev stadigt strammere.

   Det er nok ikke for sjov at alle hader dig …

   Den værste storesøster nogensinde

   Alle hader dig

   Værste storesøster.

   Øjnene brændte, men denne gang uden gråd.

   Lone dukkede op seks minutter senere. Anna sad på sengekanten, og stirrede blankt på computerskærmen, på Googles startside, stirrede uden at foretage sig andet, fordi hun ikke vidste hvad hun skulle gøre, stirrede, med et tungt bryst, der brændte som øjnene.

   ”Anna?”

   Lone lukkede forsigtigt døren efter sig, havde stadigvæk hånden på håndtaget, da hun, med brynene buet bekymret opad i panden, betragtede sin datter. Anna spjættede hovedet imod hende, og vred læberne sammen. Døren lukkede. Lone slap dog stadig ikke håndtaget.

   Jeg lover at jeg ikke gør det igen mor jeg lover at jeg ikke (syge kost) gør det igen jeg lover det jeg lover det.

   Hun havde stået der. Foran spejlet. Hun havde stået der, som hun skulle til at skære, stået der, med grebet strammet alt for hårdt om barberskraberen, alt for klar til at snitte, til at bryde sit løfte som den syge tøs hun var, og bare snitte. Hun ville græde, men var ikke sikker på at hun kunne. I stedet kiggede hun blot på mor, uden at sige noget, uden at gøre noget. Kiggede blot.

   ”Hvad gik der galt?”

   En knirkende lyd af fjedre, der blev afslappet. Lone gav slip på håndtaget. Bevægede sig frem. Anna svarede stadigvæk ikke. Lone fortsatte med at bevæge sig, indtil hun nåede sengen, hvor hun satte sig på kanten, ved siden af sin datter. Hendes øjne veg sig ikke væk fra Annas blanke bestirren. En kort stilhed. Så fortsatte hun. ”Anna, jeg ved, at noget er gået galt. Du kom alt for tidligt hjem. Celine ville ikke fortælle mig, hvad der var sket, men hun virkede rigtig ked af det. Hun virkede næsten til, at I havde haft et skænderi af en eller anden art … !”

   ”Jeg blev bange,” afbrød Anna. Stemmen var alt for monoton, alt for ulæselig, og det kunne Lone på ingen måde lide.

   ”Bange? For hvad dog?”

   ”Jeg blev bare bange.”

   Stilhed.

   De hader mig alle sammen.

   Så sagde Lone noget. ”Du mødte nogen, gjorde du ikke? Nogen du kendte.”

   Anna svarede ikke, og hendes øjne gled væk og i stedet mod skabet. Læberne forblev sammenvredne.

   ”Du bliver mobbet, gør du ikke, Anna?”

   Hvem hader dig?

   Alle. Alle sammen hader mig!

   ”Vær sød at svare mig, for jeg magter snart ikke det her mere … !”

   ”Det er fucking ligegyldigt, okay? Jeg blev bange. Jeg blev bare bange!”

   ”Bange for hvad?” Lone hævede stemmen, selvom hun ikke ville, selvom hun blot ønskede at fastholde kontrollen over sig selv og sin stemme, så kunne hun ikke. ”For nogen du kendte? Nogen fra skolen?”

   ”For alt.”

   Svaret kom så hurtigt, så nøgternt, at Lone ikke vidste, hvilken respons hun skulle give på det, så i stedet for at svare, sad hun blot der, betragtede sin datter, som ikke kiggede tilbage.

   I en familie er det vigtigt at være åbne overfor hinanden.

   Stilheden var så tung, at computerens hvislende ventilering næsten forekom som den trommehindebrydende støj fra et jetfly. Lones læber var delte, men det var næsen, og ikke munden, som hun trak vejret igennem.

   Der gik en evighed. Så vendte hun fokus bort fra sin datter, og ned til sine hænder. ”Anna, det lægen sagde … det med at vi måske skal have fat på en psykiater …,” hun rystede svagt på hovedet, og kiggede tilbage på Anna, som stadigvæk ikke returnerede blikket, ” … Det … Jeg tror, han har ret. Jeg tror helt ærligt ikke, at en psykolog er det, du har brug for. Jeg tror, at … At det er nogen andre. En læge eller en psykiater, en eller anden … der kan hjælpe dig på en måde, en psykolog ikke kan.”

   Dette fik Anna til at reagere. Hun drejede hovedet, langsomt, og kiggede på mor. Hendes læber delte sig, øjnene var stadigvæk de tomme, grågrønne skiver, de havde været under hele samtalen, det følelsesdøde udtryk, som fik det til at kvæles mod Lones stemmelæber. Annas læber delte sig, men selvom de delte sig, gik der alligevel alt for lang tid, før hun endelig sagde noget. Spørgsmålet, hun stillede, fik hårsækkene til at trække sig koldt sammen hele vejen op langs Lones skuldre.

   ”Jeg er syg, mor, er jeg ikke?”

   Det bed atter op i det bagerste af Lones svælg, så hendes mundparti strammedes og svulmede, og hun rettede blikket bort fra Anna, ned til madrassen. Det trak stramt ud i venstre mundvige. Hun skrånede hovedet, kiggede ikke op, gjorde en grimasse, der kunne have lignet et smil, men som ikke var det, en grimasse, hun ikke engang selv forstod betydningen af, og der gik noget tid, før hun sagde noget. Det sved i øjenæblerne. ”Jeg ved det ikke, Anna.” Hun rystede atter på hovedet, og tvang sig selv til at kigge på sin datter, hvis følelsesdøde blik nu syntes at spejle mere, end det havde gjort før. Det gjorde ulideligt ondt i struben hver gang hun sagde blot et enkelt ord. ”Hvis ikke det er fordi at du bliver mobbet … eller fordi at det er mig, der er en elendig mor … så ved jeg det ikke.”

   Som havde det været en bekræftelse på spørgsmålet, hun havde stillet, vedblev Anna i sagte, umærkelige nik. ”Jeg er syg. Hvorfor skulle ham lægen ellers sige, at jeg har brug for en psykiater, hvis ikke det er fordi, jeg er syg i hovedet? Det er kun syge mennesker, der kommer til en psykiater. Hvorfor siger du det ikke bare? At du tror jeg er sindssyg, fordi jeg nok også er det! Jeg er sindssyg i mit fucking hoved.”

   ”Det har jeg ikke sagt, at du er, Anna! Man behøver ikke at være sindssyg, bare fordi man kommer til en psykiater.”

   ”Mor, jeg er ikke idiot. Psykiatere er nogen, man bliver sendt til, hvis man er for syg til en psykolog, og det ved alle!”

   Lone smallede atter sine læber sammen, så mundpartiet svulmede op. Hun skrånede hovedet. Det dirrede et uidentificerbart sted i svælget. ”Jeg er bare bekymret for dig, skat. Jeg elsker dig og jeg er bare … jeg er bare rigtig bekymret for dig. Når du ikke vil fortælle mig, hvad det er der er galt, så ved jeg ikke, hvordan jeg ellers skal hjælpe dig. Vel?”

   Anna kiggede atter væk. Lone havde det som om, at hjertet blev ætset af en alt for stærk syre. Det begyndte at dirre i underlæben, men hun bevarede kontrollen. Huden langs overarmene føltes stram og kold. ”I hvert fald … så tager vi til den psykolog i morgen … og så finder vi ud af, hvad det er han siger, om du skal til en psykiater eller ej … okay, skat?”

   Anna svarede ikke, stirrede blot ud i den tomme evighed. Lone løftede hånden, forsigtigt, strakte den herefter gennem luften og mod den blonde hårstreng, der gled sig tykt nedover venstre kæbeben, næsten lige ved siden af øret. Hun rakte hånden frem, for at glide strengen af hår tilbage, rundt om øreflippen, som hun havde gjort så utallige gange før, men idet fingrene strejfede Annas kind, vred Anna sig i én hurtig, voldsom bevægelse til siden. ”Lad mig være!” Hun hvæsede, skreg ikke, men hvæsede, og det rev i Lones mavesæk.

   Lone trak sig en anelse tilbage, og kiggede på sin datter, som hun langsomt krummede fingrene sammen. Kort stilhed. Så rejste hun sig op og vandrede hen til døren, med den vedblivende gnaven imod struben, der nu begyndte at sammenblande sig med en svag pressen bag øjenpartiet, metallisk og pulsende, af den slags, der altid opstod når hun var ved at få de hadede migræner, og hun skubbede håndtaget ned og forlod Annas værelse. Døren lukkede forsigtigt i efter hende. En knirken af fjedre, da hun gav slip på døren, så håndtaget vippede tilbage i vandret stilling. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...