Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
110346Visninger
AA

87. 86

Øjnene både kildrede og dunkede, da Anna trådte ind i entréen få minutter senere. Hun hørte lyden af fjernsynet inde fra stuen i den anden ende af huset, rundt om hjørnet ved gangens slutning og gennem køkkenet, og hun lukkede døren efter sig. Gled sig af sine sko. Mor havde sikkert for travlt med nyhederne, eller hvad pokker hun end lavede, til at lægge mærke til, at kun den ene af sine døtre, men ikke den anden, var vendt tilbage fra kiosken, tidligere end hun burde og uden en slikpose, men det gjorde ikke Anna noget, og den samme snurren, som da hun vågnede om morgenen, den fristende snurren efter at skære, for at fjerne den onde frygt, der sad på hendes skuldre, tungt og tyngende, grinende af hendes lidelser og hendes grusomme trængsler, for at fjerne frygten og erstatte det med friheden, der fik hende til at svæve over de imaginære, eviggrønne vidder, strakte sig atter ud i fingrene. Det var denne snurren, mere fristende end den plejede, som fik hende til at bevæge sig målrettet fremefter, ikke mod sin egen værelsesdør, men derimod badeværelsesdøren. Det var denne snurren, der ikke kun strakte sig i hendes fingre, men fortsatte op gennem ikke blot den ene arm, men dem begge, som fik hende til at åbne badeværelsesdøren, fik hende til at glemme løftet, som hun desperat havde givet til mor Lone ude i bilen tidligere på dagen, løftet om at hun ikke ville gøre det igen, at det kun skete den ene gang, den absolut ene gang, at hun aldrig ville gøre det igen fordi det kun var noget syge mennesker der var syge i deres hoveder gjorde, det var dette løfte, hun, måske kun kortvarigt, glemte.

   Hun åbnede badeværelsesdøren, mekanisk, som om hun var styret af noget andet, noget der ikke var hende men var ondt, og trådte ind og tændte lyset i processen, så det hvidklare fra panellampen over vasken blændede badeværelsets mørke bort. En tåge af fjern intet snoede igennem tankerne, syntes næsten at sløjfe dem, og hun lukkede og låste døren bag sig. Skrånede de fire skridt henover flisegulvet, der var fra døren til vasken. Hun så sig ikke i spejlet, hvor hendes blege hud fik et spøgelsesgråt skær af det industrielle lampelys, så kun på skabet til højre for spejlet, over vasken, og åbnede kabinetlågen. Fingrene snurrede ikke længere, nu stak de, og hun trak den lædersorte taske ned. Placerede den på kanten af vasken. Hun nåede at få lynet op og grebet fat i barberbladet, og hendes øjne havde akkurat viftet sig ned til venstre arm, klar til at vride ærmet tilbage, så den sårovertrukne hud blev blottet og hun kunne skære, da mor Lones stemme lød fra gangen på den anden side ad døren.

   ”Anna? Er det dig?”

   Lones stemme sendte mindet tilbage. Mindet om, at hun havde siddet der, på passagersædet, og vedblivende insisteret på, lovet, at hun ikke ville gøre det igen, at hun ikke ville skære, det ville hun ikke, og mindet gjorde hende atter bevidst om hvad det var for en handling, hun var ved at foretage sig. Fingrene på højre hånd knugede om barberbladets skaft, stramt og skælvende, og hun kiggede på sin spøgelsesblege refleksion i spejlet over vasken. Det bankede på døren. Tårerne kildrede atter frem. ”Anna?”

   ”Ja, det er mig, mor,” svarede Anna, og havde ikke bemærket den hæse skælven, der gennemstrømmede hendes stemme.

   ”Hvor er Celine?”

   Undskyld mor undskyld mor undskyld mor

   Anna blinkede, én gang, det fjernede ikke den fugtige kildren, så hun prøvede igen, og så endnu en, men det hjalp stadigvæk ikke. ”Hun … øh … hun kommer snart, tror jeg.”

   ”Fulgtes I ikke ad?”

   Anna rystede på hovedet. Hun så tåren, der svulmede ud fra venstre øjenkrog, og begyndte at dråbe ned langs næsebenet, vridende og spejlende, og så slap den øjet, faldt, indtil den ramte ned på midten af hendes kind. ”Nej. Det … Jeg ombestemte mig.”

   Stilhed. Tåren vred sig rundt om mundvigen, bølgede og svulmede, med kursen ned mod hagen og halsen.

   ”Ombestemte dig?”

   Det gjorde ondt i svælget.

   Anna nikkede, selvom Lone ikke kunne se hendes handlinger, for hun stod på den anden side ad døren, ude på gangen, uvidende om, hvad der havde været tæt på at ske. ”Ja. Så … så jeg tog hjem.”

   En ny tåre svulmede frem. Denne gang var det fra højre øje.

   Endnu en tavshed, hvor Anna fjernt betragtede den næste tåres glidende kurs langs næsekanten.

   Da Lone igen sagde noget, var der noget dystert i hendes stemme, noget skrøbeligt, Anna absolut ikke kunne lide, og som blot fik det til at svide kraftigere i halsen.

   ”Det er jeg ked af at høre.”

   Det krampede i begge mundvige. Flere tårer svulmede frem.

   ”Jeg er okay, mor, jeg har bare lige brug for at være alene.” Denne gang hørte Anna det, hørte sin egen stemme skælve blegt, og mundens sider eftergav sig i kraftige vibrationer, der fik underlæben til at bævre mærkbart.

   ”Du lyder ikke okay, skat. Er der noget i vejen?”

   Du er den værste storesøster i verden og jeg hader dig og skrid med dig.

   Anna stregede munden sammen, og nikkede, og øjnenes underkanter sved tørt. ”Ja,” svarede hun, mere hæsdirrende, og stemmen kvækkede, og en indånding, inden flere tårer, der svulmede frem. ”Jeg vil bare … gerne lige … være lidt alene … lige nu.”

   Kort stilhed. En tåre dryppede ned fra højre kæbekant i det spøgelsesgrå lysskær fra lampen over spejlet. Så lød Lones stemme atter. ”Selvfølgelig. Du siger til, hvis der er noget.”

   Hermed gik hun, så gulvets træbrædder eftergav beklagelige knirk, og efterfølgende var alt, hvad Anna hørte, den lavtonede, dybe summen af en vedblivende, elektrisk strøm. Hun betragtede annA nesraL med de tåreblanke kinder, der syntes at have grånet sig mere end før, betragtede hende i et kort øjeblik, og så vendte hun sit fokus mod tasken med toiletsagerne. Hun handlede hurtigt, spjættede hånden væk fra barberskraberen, som om den kunne brænde hende eller ætse hende, skyndte sig at lyne tasken, inden hun klaskede den tilbage på hylden og smældede lågen i. Hun bakkede herefter bagud, fjernede sig med gradvise skridt fra vasken og den surrealistiske belysning, bakkede, bakkede, bakkede, indtil hun stødte sin ryg imod væggens brune klinker, der var både kolde og hårde. Tårerne gik fra at svulme til at stribe, lige og lodret, nedover kinderne, efterladende sig fugtrøde spor i det blege ansigt, og hun havde nær brudt et løfte, hun havde nær gjort det igen, selvom hun sagde, at hun ikke ville, så havde hun næsten gjort det igen (syge kælling), og hun smækkede sin flade hånd imod læberne, som vejrtrækningen hev (det er nok ikke for sjov at alle hader dig), og gråden flåede lungerne i stykker, lige inden hun sammenkvalt hulkede.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...