Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
109404Visninger
AA

86. 85

Celine snakkede først til Anna, da de var trådt ind i Føtex, og da de allerede stod ved bland-selv-slikket.

   ”Anna?”

   Anna, som netop havde iført sig den obligatoriske, gennemsigtige plastichandske, der mere var en pose klippet ud som en hånd, end en reel handske, og som netop havde fået åbnet lågen til kassen med de sukkerovertrukne ferskenvingummier, hvis sødme hun særligt elskede, vendte hovedet til højre. Celine stod under en meter fra hende, men hun havde ingen handske på og havde heller ikke åbnet lågerne på nogen af kasserne, i stedet stod hun der blot, med den sammentrukne mund, ved kanten af bland-selv-hylden, så ryggen vendte imod det øvrige af butikken.

   Celine ventede i lange sekunder, som trak sig i ulidelige langdrag, inden hun fortsatte. ”Der, øh, der er noget, som jeg rigtig gerne vil sige til dig.”

   Du er den værste storesøster der findes og jeg hader dig og skrid med dig.

   Selvom det var det, Celine tårekvalt skreg i Annas tanker, var det ikke det, som forlod Celines mund. ”Jeg ved godt, at jeg sagde at jeg hadede dig, men det gør jeg ikke.” Hun rystede på hovedet, så de lange, mørkeblonde hårlokker strejfede og fejede nedover kinderne et par enkelte gange. ”Det gør jeg virkelig ikke. Jeg sagde det fordi jeg var ked af det. Men jeg hader dig altså ikke. Så … !” Hun nikkede selvbekræftende, imens blikket viftede ned mod gulvet.

   Der blev atter stille imellem dem.

   Celine sagde ikke mere, og det gjorde Anna heller ikke, hun sagde ikke noget fordi hun ikke vidste hvad hun skulle sige, fordi hun ikke var van til at snakke med sin lillesøster på denne rolige, stille og ikke-vrede måde, og det var som om, at – trods de var søstre og havde samme forældre og samme gener – de slet ikke kendte hinanden, ikke rigtigt, og det gik op for Anna, at det måske var fordi det lige præcis var det, de ikke gjorde. Kendte hinanden. De kendte ikke hinanden på den måde, som søstre burde kende hinanden, og den samme tomhed, som svulmede i hende, da hun sad i HF centrets kantine og overværede det forelskede kærestepars lidenskabelige kysserier, bed op i svælget, og hun betragtede sin lillesøster med et dødstirrende blik, betragtede hende som hun åbnede lågen til først vingummibamserne, og sidenhen vampyrvingummierne, dem med lakrids, der mørknede figurernes vingespidser, og som hun stod og kiggede, opfangede hun nogen i baggrunden, længere inde i butikken, nogen, hun havde set før og som hun havde set i skolen og som kom fra hendes klasse men som hun ikke kunne huske navnet på. En blondine, den samme blondine, som havde vredet sine øjne hvide, da Anna dagen forinden vandrede op ad stien langs cykelstativerne, og sikkert også den pige, der havde sendt hende den første besked over telefonen, fordi hun var gode venner med Dennis, Dennis, som Anna havde tæsket på stien ved mosen, den pige, der – ligesom Emilie og alle de andre – hadede hende, det var den pige der kom gående, klædt i en lang, grå cardigan flagrende forbi hofterne, nylonstrømper, der endte i hvide sneakers, og langt hår, der i et forhæng af mellemblond dækkede sig nedover det kvadratiske ansigt. Hun kom gående, med siden til, fra venstre mod højre, mod afdelingen med drikkevarer, og lige inden hun forsvandt om bag den næste sektion af hylder, kunne Anna se de to andre personer – den ene en brunette med hår, der bølgede krusende, den anden en krølhåret dreng – som vandrede efter blondinen, snakkende, personer, hun også havde set før, som også var fra hendes klasse og som sikkert også hadede hende, og idet de alle tre var forsvundet bag reolen, uden at have lagt mærke til hende, drejede hun hovedet mod Celine, der allerede var i gang med at fylde slik i sin pose, og gav slip på den låge, hun lige nu holdt åben, så den smældede i. Hun greb Celines ene skulder, og strammede fingrene.

   ”Celine, vi skal ud.”

   Celine gav et forskrækket spjæt fra sig. ”Slip mig.”

   ”Celine,” gentog Anna, dæmpet og med et nådesløst tæskende hjerte, uden at have hørt efter, hvad Celine sagde, og de tre personers stemmer syntes pludselig at være blevet højere, nærmere, og (vi fucking smadrer dig) Annas fingre blev strammere om Celines skulder. ”Vi skal ud, og vi skal ud nu!” Hun vendte sig rundt, og trak afsted med sin lillesøster, hurtigt og med panikken voksende i lungerne. Celine tabte posen med slik, og spærrede munden op i overraskelse, men først da de var rundet omkring hylden, og havde vandret tre skridt, med udsigt direkte til kassen, fik hun boret hælene i gulvet, samlet sine kræfter og arrigt vredet armen til sig. ”Slip mig, sagde jeg!” Hendes stemme dirrede højere. Den unge mand bag kassen vendte hovedet imod dem, og strakte sig op og rynkede opmærksomt panden.

   Anna drejede sig rundt og kiggede på sin søster. ”Vi kan ikke blive herinde, Celine, vi er nødt til at gå. Lige nu!”

   ”Jamen så gå med dig.”

   Stemmerne kom nærmere. Den lune sved klistrede sig frem i Annas håndflader. Celine hævede skingert stemmen. ”Så gå med dig! Hvis du ikke gider være sammen med mig, så gå med dig!”

   Blondinen dukkede op en sektion længere nede, ti meter bag Celine, om hjørnet af den næste reol. Hun havde sikkert hørt Celines stemme, og var blevet nysgerrig, og nu dukkede hun op. Panikken tog kontrollen over Anna, og idet hun så hende, vendte hun sig rundt og kastede sig i løb, fordi hun bare skulle ud, bare skulle væk, hun løb gennem kassen og vred sig rundt ved mellemgangen til glasdørene, fortsatte ud på den velbelyste Jernbane Allé og vred sig til venstre og fortsatte. Hun løb, forbi biografen og forbi Kop og Kande og hvad pokker ellers, løb indtil hun havde rundet omkring hjørnet af bygningen, tilbage på Lindehøjen, hun løb tre meter og så stoppede hun og vendte sig rundt. Hun bakkede tilbage. Plastichandsken, der ikke var en handske, men en ombygget pose, klistrede sig lunt til sveden på hendes højre hånd. Hun hev efter vejret, og den kolde paranoia bed atter i mavesækken, bed og rev og dunkede, for de var ude efter hende, de var alle sammen ude efter hende, fordi de hadede hende og ønskede at tæske og smadre, at sende hende på skadestuen som straf for det, hun havde gjort, som straf for at være syg i hovedet (vi fucking smadrer dig), og hun kunne ikke tilbageholde de skingre, pibende lyde der brød frem i den hivende vejrtrækning. Hun hørte noget, gjorde hun ikke? Hun hørte noget, hun hørte nogen, de kom vandrende op ad Jernbane Allé fire meter foran hende, kom vandrende med skridt, der klappede hurtigt og vedvarende, klappede tættere, klappede nærmere, klappede, klappede, klappede, og tårerne frembragte den alt for velkendte fugtige kildren, der prikkede i hornhinderne, de var ude efter hende, de var ude efter hende og hun skulle smadres og de var ude efter hende. Hun bakkede endnu et skridt tilbage, ænsede næppe den klistrede varme frembragt af plastichandsken, fokuserede kun på de skridt, hun var sikker på, at hun kunne høre, selvom det måske var indbildning, selvom der ikke var nogen, og den paranoide mavegnasken smertede, og så vendte hun sig rundt. Hun løb. Forbi huset med gitterlågen. Forbi knækket. Forbi rækken af fint opstillede lindetræer. Hun løb, indtil hun nåede Bogholder Allé. Da, og først da, stoppede hun og kiggede sig tilbage, for at forvisse sig om, at hun nu vitterligt var alene.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...