Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

212Likes
1145Kommentarer
107557Visninger
AA

85. 84

Anna iførte sig sine flade, grå converse og sin sorte skindjakke, og satte håret i den tykke hestehale, som altid pendulsvang i takt til hendes gang og som strakte sig ned til skulderbladene, den rutinevise hestehale, håret for det meste sad i – men ikke altid –, inden hun fulgtes med Celine udenfor. Vandringen mod Føtex ved Jernbane Allé skete i tæt stilhed, hvor det eneste, de to søstre hørte, var hinandens sko, som klappede mod fortovets grå betonfliser, og efterårsbrisernes tørre hvisken gennem bøgehækkene og træerne langs den livløse villavej. Den tunge aften hævede sig over dem, i en udstrakt dug af dybsort nattehimmel, et mørke, der ikke blev brudt af andet end spøgelsesblegt lys fra gadelygternes lysstofrør samt det hyggegule skær, som udstråledes gennem vinduerne på vejens huse, huse der både var en-etagers og to-etagers, men alle sammen nogen med trekantstage, og ikke de flade tage, Anna aldrig havde brudt sig om og altid syntes var så kedelige.

   Der var ikke liv på vejen, men det var der i folks stuer og på folks værelser, og livet tilkendegjorde sig en gang imellem af flimrende bevægelser, når folks kroppe vandrede forbi lyset bag ruderne. De to søstre krydsede tværs over Bogholder Allé, hvor Grønbakken sluttede – eller begyndte, alt efter hvilken retning, man kom fra – og idet de nåede ind på Lindehøjen, og havde rundet omkring hjørnet, forbi vejskiltet, vred Anna hovedet bagud, kiggede sig over skulderen og tilbage på Bogholder Allé, men det var ikke alléen, hun så på, det var huset, der stod på den anden side ad vejen, næsten lige bag dem. Det var huset, der strakte sig opad, i to etager, med fire vinduer i facaden, to på stueetagen – én på hver side ad døren, som var overtrukket af tynde og sirligt udformede glasruder, og bevogtet på begge sider af to grækerhvide søjler, som understøttede udhænget for toppen – og to på første etage, og der var lys i alle vinduerne, bortset fra tagvinduet, der skrånede mod himlen længere oppe. Hun blev stående, i kun få sekunder, imens hun blot betragtede, og hun kunne se stuen, dér, i det vindue som lå til venstre for døren, og hun kunne se en kvinde og en mand – sikkert to forældre – der skiftedes til at rydde det bord op, familien havde spist ved, og der var et eller andet over scenariet, der udspillede sig i den døde bygning, noget over livet, der flimrede i lyset, noget over det hyggelige scenarie, som fik en tung klump til at vride sig sammen i det bagerste af ganen. Hun blev kun stående kortvarigt, og vred sig rundt inden hun hastigt skridtede efter Celine, imens hun prøvede på ikke at huske det syn, hun havde set, en familie, der ikke virkede til at være belastet – selvom hun selvfølgelig ikke kunne vide det, for hun kendte dem ikke – af en pige som hende, men som sikkert havde det godt, med børn, der sikkert ikke behøvede at lade som om, og som folk ikke hadede, men elskede, ligesom det forelskede kærestepar i HF Centrets kantine, der havde stået op ad en af træpillerne, imens de vedblivende og elskværdigt kyssede, ligesom pigen i de løstsiddende sportsbukser og røde converse støvler, og det balsamblanke, brune hår, der langt og glat flød nedover skuldrene, pigen der havde mindet om Emilie men ikke var det, pigen der havde smilet alt for lykkeligt, som slaskede sine arme henover fyrens skuldre, rigtige mennesker der havde en rigtig plads i den rigtige verden, rigtige mennesker, rigtige mennesker, hun prøvede bare at glemme, intet andet end glemme, imens struben ætsede kraftigere.

   De fortsatte op ad Lindehøjen, til det sted, hvor vejen slog et knæk mod venstre, og hvor lyden af trafik, sparsomt i aftenmørket, en gang imellem frembragte en susen fra Jernbane Allé knap hundrede meter borte. Celine skulede flere gange til Anna, som de nærmede sig knækket, der ledte bort fra villakvarteret og ind i den tættere befolkede del af Vanløse, ind til Vanløses kerne, men Anna så ikke hendes blikke og registrerede ikke hendes skulen eller de nervøst løftede bryn, hun registrerede kun vejen fremad, skoenes hårde klappen og de enkelte susende lyde fra forbipasserende biler på Jernbane Allé. De rundede om knækket. De nåede til en gitterlåge af metal til venstre for dem, idet de havde udsigt til lyskrydset ved Jernbane Allé, og den hvide bygning, der udgjorde Føtex’ vareindlevering på vejens modsatte side, da en hund sprang frem. Det var en rottweiler, og den var vred, selvom dens hale logrede, så var den vred, eller også grinede den, af hende, af Anna, den grinede af hende, dens gøen var dens måde at grine på, den gøede på den anden side ad lågens gitter, gøede højt og gøede vredt, og dens gøen var en hån, den gøede fordi den vidste det, vidste at hun var syg i hovedet, den gøede af hende og af hendes sår og ønskede hende intet andet end fortabelse, og klumpen blev værre, grusommere, samtidig med at hjertet begyndte at banke og kaste mod bagbrystet. Hun satte farten op. Celine var næsten lige bag hende.

   Hunden blev ved med at gø, så det ekkoede ud i natten bag dem, og det kildrede i Annas øjne. De krydsede vejen. Lanterne i lyskrydset under hundrede meter foran dem, strålede farverigt gennem aftenmørket. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...