Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111051Visninger
AA

84. 83

Det var efter aftensmaden, omkring ved halv syv tiden, en halv time før Disney Sjov, som Celine stadigvæk så, fordi hun elskede tegnefilm, at Celine trådte ind på Annas værelse, for at invitere hende med en tur til kiosken, som Lone havde bedt hende om at gøre.

   ”Anna?”

   Anna kiggede op fra sin bærbare computer, som hun hvilede mod sit skød, siddende i skrædderstilling, og Celine stod blot der, foran hende, med brynene løftet, ulæseligt, ulæseligt på samme måde, som Emilies ansigt altid var ulæseligt, på samme måde som de alt for brede smil, hun på ingen måde brød sig om, hun stod blot der med brynene hævet, og hvorfor stod hun der overhovedet? Anna kunne ikke huske, hvornår Celine sidst havde snakket med hende, så hvorfor snakkede hun med hende nu?

   Måske vil hun fortælle dig hvor meget hun hader dig, ligesom alle andre, hader dig, din klamme fede sæk, hader dig, hvordan hun HADER DIG.

   Det var ikke det, Celine sagde.

   ”Har du, øh … Har du lyst til at tage med mig ned og købe slik?”

   Emilie havde spurgt, om de skulle være venner, og nu spurgte Celine, om hun ville følges med hende, Celine, som hun ellers var sikker på ikke kunne lide hende, Celine, der havde ligget på sengen, og med grædende, røde kinder havde kastet den grønne tøjkrokodille efter hende, hæst skrigende ”DU ER DEN VÆRSTE STORESØSTER NOGENSINDE OG JEG HADER DIG”, Celine, der umuligt kunne andet end hade hende, men alligevel spurgte hun, om de skulle købe slik sammen, hvilket hun heller aldrig plejede at gøre. Usikkerheden blev tung i kroppen, og hun ville sige noget, men hun vidste ikke hvad, måske ville hun sige undskyld fordi jeg er en dum kælling, Celine, undskyld at jeg er en dum kælling og jeg forstår godt at du hader mig og undskyld, måske var der mange ting, hun ville sige, men hun kunne ikke, kunne blot sidde og kigge, på Celines hævede bryn og sammenstregede mund.

   Så kom det endelig.

   ”Nu?”

   Celine nikkede forsigtigt. ”Ja. Hvis … øh … hvis du altså vil.”

   Du er den værste storesøster i verden og jeg hader dig og SKRID MED DIG SKRID MED DIG SKRID MED DIG.

   Anna blinkede, og vendte øjnene fremad, mod skabet med det påklistrede spejl (hader dig), hvor annA nesraL gemte sig (vi fucking hader dig), annA nesraL fra den parallelle spejlverden, som måske var virkelig, selvom hun nok ikke var, men blot var lyspartikler, der blev reflekteret og tilbagekastet og intet andet.

   Skulle hun gå med?

   Det er jo nok ikke for sjov at alle hader dig.

   ”Øhm.” Hun tøvede, tog sig så sammen og fortsatte, men kiggede ikke på Celine, da hun fremsagde sætningen. ”Det … Det kan jeg godt. Giv mig lige fem minutter.”

   ”Okay,” svarede Celine blot i en nøgtern tone, inden hun vendte sig rundt og med hurtige, dappende skridt forsvandt ud gennem døren, væk fra værelset og mod venstre på gangen. Anna skulede efter hende, drejede herefter ansigtet mod spejlet på lågen. annA nesraL kiggede ligeså forvirret tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...