Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1145Kommentarer
108320Visninger
AA

83. 82

Lone trådte ind på Celines værelse, imens Celine lå i sengen, på siden og hovedet løftet og støttet i højre hånd, i færd med at læse Skammerens Datter – Celine var særligt på det seneste begyndt at læse mange bøger, særligt fantasy, og jo større bøger, jo bedre – og Celine reagerede på hendes tilstedeværelse, og løftede og drejede blikket, men uden at rette sig op. Lone lukkede døren en anelse efter sig, mindre end på klem men mere end halvlukket, sagde intet som hun skridtede igennem værelset, og sagde heller ikke noget, da hun satte sig på kanten af Celines seng. Tavsheden var kort. Celine rynkede panden.

   ”Er der noget galt, mor?”

   Lone trommede sine fingerspidser sammen, tænkende, og så kiggede hun på sin datter. ”Hvordan har du det?”

   Celine rynkede brynene. ”Hvad mener du?”

   ”Med hele … med det hele. Det med din søster. Det i går.”

   Celines læber blev tynde, på samme måde som Annas gjorde, og det fik atter Lone til at tænke på gårsdagen, da Celine sad på sengekanten med sine flakkende øjne, og den spinkle, pibende stemme, idet hun spurgte det er min skyld, er det ikke? Den samme klamme fornemmelse af koldt begyndte på ny at prikke imod ryggens inderside.

   Celine var stille.

   ”Prøv og hør, skat, jeg ved godt at du ikke har lyst til at snakke om det, men … Men det bliver du nødt til. Vi bliver nødt til at få snakket om det her, alle sammen. Også selvom det er svært. Og i går, der lovede jeg, at vi skulle tage en snak senere, men hele kaosset og alt det, fik mig til at komme fra det, så jeg fuldstændig har glemt det. Men nu er jeg kommet i tanke om det igen.”

   ”Kan vi ikke bare glemme det, mor?”

   Lone rystede på hovedet. ”Nej. Nej, Celine, skat, det kan vi ikke. Vi bliver altså nødt til at snakke.”

   ”Er du sur på mig?”

   Lone var i tvivl om, hvad hun skulle svare, og der blev stille, og selvom stilheden varede under et minut, føltes den som en uendelighed.

   Hvem hader dig, Anna?

   Så skilte hun sine læber.

   Alle. Alle sammen hader mig!

   ”Hvorfor skulle jeg være sur på dig, Celine?”

   ”Fordi at … fordi at jeg sagde, at jeg hadede hende. Og fordi … !”

   ”Uanset hvad du har sagt, så er det ikke din skyld, at din søster gjorde det, hun gjorde.”

   ”Men ... ,” begyndte Celine. Lone afbrød hende. Stemmen var blevet skarpere.

   ”Celine! Det er ikke din skyld! Jeg vil ikke have at du siger det. For det passer ikke.”

   Celines mund havde svulmet sig omkring de sammentyndede læber. ”Er du sikker?” spurgte hun, med en stemme, der var blevet svagere.

   ”Ja, jeg er sikker. Jeg er ikke sur på dig. At blive sur på sine søskende og sige en masse dumme ting, er noget, som er normalt. Det skal du ikke skamme dig over. Jeg er sikker på, at du ikke mener det. Vel?”

   Til dette svarede Celine blot ved at vifte blikket bort, væk fra mor og mod gulvet. Noget bed fast i Lones gane ved dette syn, og hendes stemme blev skarpere. ”Celine?” Kort tavshed. ”Du mente det ikke, gjorde du vel?”

   ”Jeg hader hende ikke.” Celine kiggede ikke på mor, men kun nedad, da hun svarede. ”Jeg hader hende ikke, mor, men … !” Hun stoppede.

   Lone løftede brynene og pressede på. ”Men?”

   ”Men det … Det er som om, at jeg ikke betyder noget for hende.

   ”Hvad skal det sige?” spurgte Lone, hult.

   ”Det er svært at forklare, men … men det er bare nogen gange som om, at hun … Som om hun altid er i dårligt humør, og det er som om, at hun også gør dig i dårligt humør, og det gør mig i dårligt humør, og det kan jeg ikke lide. Jeg kan ikke lide det, mor, jeg kan ikke lide at være herhjemme eller være sammen med hende, for … hun bliver altid bare så sur. Det er også derfor, at jeg ikke har lyst til at tage mine veninder med hjem. Undskyld.” Celine blev stille, og Lone forbløffedes af sin yngste datters pludselige og utilslørede ærlighed, men selvom hun forbløffedes, ja næsten var glad for, at Celine turde fortælle hende sandheden, fortælle hende hvordan hun faktisk havde det, var der også noget mørkere bag forbløffelsen og glæden, noget, der hele tiden syntes at have været der, omgivet huset og familien i en mystisk aura, noget der var både hult og dødt og rådnet. Det gav hende lyst til at skrige, ikke græde, men skrige, og blive ved med at skrige, indtil stemmen var blevet så hæs og utydelig, at hun næsten ikke kunne tale mere.

   Celine fortsatte, og det bed kraftigere i Lones gane. ”Min veninde Sara har også en storesøster, og selvom de skændes, er de glade for hinanden. De er sammen og de har det sjovt sammen og de snakker rigtig meget sammen og de passer på hinanden, og Saras storesøster trøster altid Sara, hvis hun er ked af det. Men sådan en søster har jeg ikke, mor. Jeg har en søster, som aldrig vil snakke med mig men som altid sidder inde på sit værelse, eller som altid er sur, og jeg vil så gerne have en storesøster, mor, jeg vil så gerne have en storesøster som Sara har, men det har jeg ikke. Jeg har en storesøster, der bare gør mig ked af det og som jeg altid skændes med og som sikkert ikke kan lide mig.”

   Nu bed det ikke kun i ganen, nu dunkede det, og det var en kamp for Lone at bevare fatningen, da hun svarede Celine. ”Anna har det bare ikke så godt lige nu, Celine, okay?”

   ”Men sådan har det jo hele tiden været. Vi snakker ikke ret meget sammen, og det har vi aldrig gjort. Jeg vil bare ønske, at jeg havde en god storesøster. Så ville det her måske føles som en rigtig familie, ligesom dengang far var her.”

   Den tåresvidende kendsgerning ramte Lone. Kendsgerningen om, at hun ikke anede, hvad hun skulle gøre, og at den familie, hun kæmpede for at opretholde, måske slet ikke var en familie, men bare en illusion, og at hun var en dårlig mor. Det burde ikke være hende, Anna og Celine boede hos, men derimod hos deres far, for han vidste jo, hvordan man opdragede, havde hele tiden vidst det, han havde sikkert haft ret i sine beskyldninger, at hun ikke forstod hvordan man virkelig opdragede børn, fordi hun ikke var god til virkelig at sætte sig ind i, hvordan de havde det, men i stedet bare gav dem for frie tøjler, og dengang havde hun ment, at det var ham, der ikke kunne opdrage, ham og ikke hende, og det hele havde ikke handlet om Celine, men om Anna, det hele havde handlet om Anna, det hele havde handlet om, at det var den ene, der mente, at Annas adfærd skyldtes svigt i omsorgen, og at det var den anden person, der havde svigtet, og den anden person, der havde ment, at det var den ene, der var synderen i foretagendet, og hadet, nu huskede hun det alt for bitre had, skrigene og råbene og de øredøvende brag, når døre smækkede, eller Celine og Anna, der nogen gange gik fra bordet, uden mor og far gjorde noget ved det, for de havde jo så travlt med at skændes. Men måske havde han haft ret. Selvom Celine – men ikke Anna – tit overnattede hos far, var det måske slet ikke ham, der burde være en, de kom til og overnattede hos i en weekend, men derimod ham, ikke hende, men ham der opdragede og ham de boede hos hele tiden, og hende, de kun besøgte.

   En dårlig mor Lone en dårlig mor er du en dårlig mor der ikke kan passe på de børn du elsker en DÅRLIG MOR.

   Lone måtte synke flere gange, for at stemmen ikke begyndte at knække, inden hun sagde noget. ”Kan du ikke … kan du ikke lide din søster, Celine, er det det?”

   ”Nej. Det er ikke det jeg mener. Jeg kan godt lide hende, mor. Jeg kan godt lide hende, når hun er glad, men … det er hun jo aldrig. Og det er det, jeg ikke kan lide, for når hun ikke er glad, så er du heller ikke glad og når du ikke er glad, så er jeg ikke glad, og så er der ikke nogen af os der er glade. Det gør mig ked af det.”

   Lone vidste ikke, hvad hun skulle svare, og værelset fyldtes med stilhed, der kun blev afbrudt af radiatorens svage vandrislen. Lone kiggede mod sine fingerspidser, som hun atter forsigtigt trommede sammen, sank flere gange, for at forhindre grådklumpen i at bryde frem – hun ville ikke græde foran sine børn, og hun ville absolut heller ikke skrige – og det svulmede og dunkede i svælget.

   Det varede længe, før ordene kom til hende. ”Ved du hvad jeg synes, Celine?” Stemmen skælvede svagt, men hun gjorde intet for at dæmpe det. Celine vendte blikket imod hende og rystede på hovedet, og Lone fortsatte. ”Jeg synes at … at dig og Anna … efter aftensmaden … skal tage ned og købe noget slik sammen … ”

   ”Men,” afbrød Celine.

   ”Lad mig tale færdig.” Lone løftede alvorligt brynene. ”Jeg synes, at dig og Anna skal tage ned i kiosken ved stationen, og købe noget fredagsslik. Jeg tror I to vil have rigtig godt af at lave nogen ting sammen, og det vil være godt for Anna, at have nogen tæt på hende, som hun kan snakke med, for jeg tror virkelig ikke, at hun har det særlig godt.”

   ”Hvad nu hvis hun siger nej?”

   ”Det tror jeg ikke hun gør. Og hvis hun siger nej, så fortæl hende, at … at det er en beslutning, som jeg har truffet, og det er mig, som bestemmer.”

   Celine kiggede på hende, men uden at sige noget. Lone hævede brynene. ”Har vi en aftale, Celine?”

   En kort tøven. Så nikkede hun. ”Okay.”

   Lone fremkæmpede et smil. ”Det er jeg glad for, Celine. Og så husk også at sige til hende, at du ikke hader hende, og måske også fortælle hende, hvordan det er du har det, for jeg tror måske ikke, hun ved det.”

   ”Jeg skal prøve,” svarede Celine spinkelt.

   Lone fastholdte sit tilkæmpede smil. ”Godt, Celine.” Hun hævede atter brynene. ”Har du brug for en krammer?”

   Celine nikkede, og Lone foldede armene ud, og Celine lænede sig frem, og så krammede de hinanden, mor og datter, fast og tæt og længe. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...