Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
109406Visninger
AA

82. 81

 

Lone stillede spørgsmålet, da hende og Anna var kommet hjem fra HF-centret, og bilen var blevet standset foran indgangen til hjemmet, og hun stillede det, netop som hun havde slukket bilen, og før Anna nåede at få gledet hånden ned til selelåsen og klikket sig fri. Hun stillede spørgsmålet næsten øjeblikket efter, at bilen var standset, medens hendes fingre omsluttede sig tændingsnøglen og øjnene vred sig mod Anna.

   ”Jeg bliver nødt til at spørge dig.”

   Anna, hvis hånd allerede hvilede imod selelåsen, kiggede på mor.

   Lone fugtede læberne (alle sammen hader mig!) og tænkte over, hvad hun skulle sige, men så. ”Bliver du mobbet i skolen?”

   Anna kiggede blot, kiggede uden at svare, og blikket var så pokkers ulæseligt, og igen fornemmede Lone den klamme kulde begynde at vride sig op gennem rygpartiet. Fingrene på venstre hånd klemte automatisk imod toppen af rattet, som hun endnu ikke havde sluppet, klemte og blev stramme, og herefter en dyb indånding, der skælvede svagt. ”Bliver du mobbet?”

   Anna stirrede fortsat, og Lone skulle til at spørge igen, på en anden måde end før, fordi hun håbede på, at Anna ville svare hende, fordi hun var bekymret og hun kun ønskede det bedste for sin datter, men så rystede Anna på hovedet. Hendes blik flakkede sig væk. ”Nej.”

   Der var noget over den givne måde, hun vendte blikket bort, som gjorde Lones bekymring kvælende og svælget tungere, som om Annas nej ikke var et sandfærdigt nej, men kun et nej, fordi hun ønskede at blive i en illusion om at hun ikke blev mobbet, selvom hun rent faktisk gjorde, og med stemmen, som havde gjort sig strammere, vedblev hun. ”Kig på mig, Anna.”

   Anna adlød, skulede tøvende opad, munden syntes tyndere og mere udstreget, og Lone spurgte igen. ”Er det sandt? At du ikke bliver mobbet?”

   Anna nikkede igen, men der var stadigvæk noget over de øjne, Lone ikke var sikker på, noget, der virkede til at lyve, men så sagde Anna noget. ”Jeg gør det ikke igen, mor.”

   Venstre hånd forblev strammet mod rattets top. ”Det var ikke det, jeg spurgte om, Anna.”

   ”Jeg har svaret dig, mor. Det sker ikke igen, du skal ikke være bekymret, det sker ikke igen. Det lover jeg.”

   Lone brød sig ikke om den måde, Anna forsøgte at undgå at svare, den måde, hun skiftede emne på, svarede med noget, der ikke var relateret til det spørgsmål, hun var blevet stillet, men i stedet for at fortsætte, at presse på – noget, der muligvis ville have været frugtesløst -, undslap hun et dirrende suk og nikkede blot bekræftende. ”Okay. Det er jeg … det er jeg glad for at høre.”

   Hun smilte forsigtigt. I hovedet rungede Annas alt for lysskingre stemme fra gårsdagen i det samme vedblivende tankeekko.  

   De hader mig alle sammen hader mig de hader mig alle hader mig alle sammen HADER mig.

   Det fulgtes af Celines stemme, da hun sad på sengekanten, med de opsvulmede, fugtige øjne glidende rundt, og fingerspidserne, der pressede ind mod læben og tænderne, Celines hivende stemme, idet hun sagde det er min skyld, at min søster gjorde det, er det ikke? Det er min skyld.

   (Det er min skyld, at min søster gjorde det)

   (Alle hader mig)

   (Jeg sagde at jeg hader hende og det er min skyld)

   (Alle sammen hader mig!)

   (Bliver du mobbet i skolen, Anna?)

   (Alle sammen HADER MIG HADER MIG HADER MIG!) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...