Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111061Visninger
AA

81. 80

Samvittigheden blev værre som dagen gik, og det samme gjorde den svulmende lyst i Dennis’ strube til at snakke med Emilie, til blot at gribe fat i hende og snakke med hende, fortælle hende hvordan han havde det med hele situationen, fortælle hende, at det burde standse, fordi det var vanvittigt. Det var vanvittigt at høre, hvordan de øvrige af hans venner, men særligt Nicklas, ønskede at smadre den kælling og give lorteungen en lærestreg, hun fortjener, det skræmte ham, for tanken om, at Anna var uskyldig og at det var hans egen skyld at hun angreb ham med kæppen, hans egen, udelukkende hans egen, vedblev dens tunge, ulidelige biden i tankerne, sammen med tanken om, at Emilie slet ikke ville snakke med ham, hans gode veninde, der altid gjorde ham så varm i maven, hun ville slet ikke snakke med ham, men han var nødt til at snakke med hende, nødt til det, nødt til det, nødt til det, men fik ikke gjort det, før skoledagens afslutning oprandt.

   Han havde ellers haft rig mulighed i løbet af dagen til at komme i kontakt med hende, særligt i fysiktimen, hvor hun havde stået på den modsatte side ad bordet, ved siden af Marika, og beskyttelsesbrillerne dækkende for øjnene, med sit fokus, der enten var rettet imod den kemiske syreblanding, der skulle udvikle syrerester i form af salte, eller også til en samtale om alt og intet med Marika, der ikke omhandlede skole men i stedet weekend og fester, og flere gange kunne han blot strække sin arm over bordet og knuge om hendes skulder, klemme og få hendes opmærksomhed og sige, at de skulle snakke sammen – dette kunne hun umuligt ignorere, at blive klemt på skulderen – men han gjorde det ikke, fordi modet endnu ikke havde samlet sig, selvom han ikke var i tvivl om, at det var godt på vej.

   Skoledagens afslutning oprandt, og han fik taget sig sammen, og som hun rundede omkring hjørnet, gennem kantinekorridoren – denne gang uden en følgesvend, som hun ellers plejede at have så tit – satte Dennis farten op, halede op på siden af hende og langede fat i hendes skulder. ”Emilie!”

   Emilie reagerede med et spjæt, og vred sig rundt, og der var noget i hendes algegrønne øjne der sagde ham, at dette havde været en dum idé, en rigtig, rigtig dum idé, men han kunne ikke få kolde fødder nu, han var nødt til at fortsætte, nødt til at snakke med hende, for den ulidelige samvittighed bed ikke længere, nu syntes den snarere at dræne.

   ”Hvad er der, Dennis?” Stemmen var stiv, kølig, havde vredet sig alt for stram, og det knugede sig sammen i Dennis hjerteregion. Hans kæber spændte sig.

   ”Jeg kan ikke lide det.”

   Han nåede kun lige at fuldføre sin sætning, inden Emilie flimrede sine øjne hvide en kort gang, for derefter at dreje sig rundt og genoptage sin målrettede vandring mod udgangen. Dennis gav ikke op, han skridtede sig efter hende, hurtigt, sko knirkede svagt mod linoleum, og han fortsatte, indtil han var foran hende og vendte sin front imod hende og spærrede vejen, så hun var nødt til at standse op.

   ”Emilie, hør på mig!” gentog han, en anelse højere end før.

   ”Hvad er der?”

   Den måde, hvorpå hun på intet tidspunkt lagde blot en lille dæmper på irritationen, men i stedet lod den blive alt for tydeliggjort, stramt og tørt og hårdt, fik det atter til at trække sig koldt sammen i hans indre. Alligevel kæmpede han imod, for dette skulle gøres, og det skulle gøres nu, og han ville ikke få fred fra ulidelighederne før det var blevet gjort. ”Jeg kan ikke lide det her, Emilie” gentog han, og skyndte sig at fortsætte, før Emilie kunne nå at foretage det samme nummer, som hun havde gjort kort tid forinden. ”Alle vores venner, stort set hele klassen, snakker kun om at Anna skal tæskes og smadres og at de vil hævne sig for det, hun gjorde imod mig, og jeg kan ikke lide det. Det kan jeg virkelig ikke! Det her, Emilie, det er gået for vidt, og jeg fortryder at jeg nogensinde lod mig involvere i det, og jeg synes at du skal stoppe det nu, før nogen ender med at komme alvorligt til skade.”

   Emilie svarede tilbage, med stemmen vredet sammen, og selvom ansigtet var en maske af ulæselighed, var hendes øjne det ikke, de syntes næsten at dirre, og blikket gjorde nakken stram. ”Jeg gør hvad fanden der passer mig, og hvis du ikke kan lide det, fint! Det er ikke mit problem, at du stikker halen mellem benene, fordi du ikke har nosserne til at give den klamme kælling den straf, hun fortjener! Jeg synes bare at det er noget pis, at jeg har hjulpet dig og været der for dig SÅ mange gange, men at du så ikke kan finde ud af at gengælde tjenesten!”

   ”Jeg vil ikke være med til det her fordi det er fuldstændig sindssygt!” Emilies blik gjorde det sværere for ham at finde ordene, men han prøvede. Stemmen dæmpede sig, så andre ikke kunne høre, hvad de snakkede om. Han sank en klump, og vedblev. ”Jeg er ikke bange for Anna, okay, jeg er bange fordi det her er gået over stregen! Jeg er bange, fordi Anna måske slet ikke er den person, du tror hun er, men at hun … at hun måske i virkeligheden er en pige der bare har det skidt. At hun er en pige som … som Maria.”

   Denne sætning, denne ene sammenligning, igangsatte en reaktion et sted i Emilies tankelabyrint, noget, han burde havde forudset, men alligevel ramte ham som en ubehagelig overraskelse. Hendes læber vred sig tilbage, på en måde, han kun sjældent havde set dem gøre, og som for det meste kun skete i forbindelse med gråd, og det stive blik svulmede, og så hvæsede hun, så halsen blev stram og spyt blev slynget ud i takt med konsonanterne. ”Du skal fandeme ikke sammenligne den klamme, selvfede kost med min veninde! Det skal du fandeme bare ikke!

   Dennis vidste ikke, hvad han skulle sige, og hjertet begyndte at banke hurtigere – og ikke på den behagelige facon – men så syntes det at komme til ham, og han fortsatte, selvom han vidste at det var dumt, at han burde trække sig tilbage og overgive sig, fordi det ville ende galt, det ville ende galt, men han gjorde det alligevel, i håbet om at den drænende samvittighed standsede, sammen med de bidende tanker. ”Jamen hvad nu hvis jeg har ret, Emilie? Hvad nu hvis Anna bare har brug for en ven? Hvad nu hvis hun virkelig bare har det skidt, og har brug for en ven?”

   ”Typer som hende fortjener ikke venner. Typer som hende fortjener at lære konsekvenserne af deres handlinger!”

   Dennis måtte kæmpe for ikke at gribe fat i hendes jakke, kæmpe for ikke at ruske og ikke at råbe. ”Helt ærligt, hvad er det hun har gjort, der er så skide forkert? Udover at hun gjorde nar af din frygt for edderkopper, så kan jeg helt ærligt ikke se, hvad det er, hun har gjort forkert! Det er altså ikke hendes skyld, at Maria døde, så jeg synes faktisk ikke det er fair! Hvad nu hvis alt det, du tror hun er, bare er noget, du bilder dig selv ind? For at finde nogen, du kan skyde skylden på? Hvis det rent faktisk er sådan, det forholder sig, så er du jo fuldstændig som de piger, der fik din veninde til at begå selvmord!”

   ”Okay, nu må du pænt gerne skride og ikke gerne komme tilbage!” Emilies stemme dirrede endnu kraftigere, og mere skingert, end den havde gjort før, og hendes læber var stadig vredet tilbage, så tændernes hvidblanke blev tydeliggjorte.

   Dennis snørede munden ind. Der gik lidt, en kort og tung og kvælende tavshed, og så. ”Hvorfor kan du ikke bare svare mig, Emilie?”

   ”Skrid med dig.” Emilie trådte et skridt frem, snakkede kun mellem tænderne, uden at dele munden, og fingrene på venstre hånd krampede sig hårdt og skælvende om taskeremmen. ”Skrid. Skrid!” Hun skubbede til ham med sin frie, højre hånd, et skub, der plantede sig kraftigere ind på skulderen, end Dennis havde forventet, og han spærrede munden op i overraskelse, vaklede to skridt tilbage inden han standsede og chokeret stirrede.

   Emilie trådte et tilsvarende skridt nærmere, og fortsatte, i den sammenbidte dirren. ”Hvis ikke du skrider nu, så er vi ikke venner mere og så vil jeg aldrig snakke til dig igen, kan du fatte det, Dennis?”

   Dennis nikkede, kunne ikke andet end blot nikke, og det var som om hjertet var forsvundet, ædt bort af en indre parasit eller en kræftsvulst, et eller andet der var ondt, og det gnavede i tarmene.

   ”Jamen så vil jeg gerne have, at du viser at du har fattet det, og skrider!”

   Dennis nikkede igen, fornemmede en underlig ring stramme omkring sine kæber, og adlød Emilie, som en hund i en snor, og begyndte at bevæge sig imod udgangen. Denne gang var det ikke længere samvittigheden, som drænede. Denne gang var det en følelse af tomt intet, som måske var fortvivlelse, måske ikke, men som i hvert fald ikke var en god følelse.

   Da han næsten var ved glasdøren, hørte han Emilies ord genafspille sig i hovedet.

   Hvis ikke du skrider, er vi ikke venner mere og så vil jeg aldrig snakke til dig igen.

   Det bed kraftigere i tarmene. Han havde en næsten uimodståelig trang til bare at græde.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...