Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1145Kommentarer
109392Visninger
AA

9. 8

Den slanke, høje pige, som veninden – lav og med briller i firkantede kvadrater og sortmattede stel, af den slags som er vældig moderne – kaldte for Stine, trak ned i sin sweatshirt, nedover hofterne, og satte sig på sofaen overfor Anna. Hun fiskede telefonen frem i bevægelsen. Hendes ben krydsede sig. Veninden satte sig, med sin bærbare computer over skødet, ved siden af hende.

   ”Jeg ville nu have sagt, at du er pisse lusket, men awesome er du sikkert også.”

   Annas kæber blev strammere, og fingrene trykkede sig stadig hårdere omkring blyanten. Hvorfor satte de sig her? Af alle steder, hvorfor så her, ved hendes sofaer, som ikke var hendes. Hvorfor.

   ”Tror du han opdager min løgn?” sagde Stine. Hun drejede hovedet bort fra mobiltelefonen og mod sin veninde med brillerne. Den brune hestehale svirpede pendulisk luften.

   ”Mikkel? Ej, det tror jeg sgu ikke, du skal regne med. Han er fandeme ikke for skarp!”

   Deres stemmer var høje, og klirrende, og Anna hadede det. Irritationen brændte i hende, men hvorfor den brændte, vidste hun ikke. Hun ejede ikke skolen. Hun ejede ikke skolen, der skulle også være plads til andre, men for helvede, hvorfor lige nu, af alle tidspunkter, nu havde hun bare brug for at fordybe sig og være sig selv, hvorfor, og hun skulede en kort gang fremad. Hjertet begyndte at banke imod brystkassen, banke hårdere og hurtigere, og hun ville bare råbe. Havde lyst til at snerre af de to alt for snakkende piger på den anden side, som sad der og sludrede, om alt og intet og hvad pokker ellers, bare snerre fra det dybeste af hendes strube og bede dem om at fucke af, fucke væk og fucking ikke komme tilbage, for nu sad hun her, og de kom bare og forstyrrede hende.

   Irritationen afløstes af fortvivlelse, da hun viftede blikket tilbage til sine matematiske beregninger. Fortvivlelsen, der klemte sig omkring hendes krop, og blev tungere og tungere, og Stine udbrød ”Se, Mie, det er sådan en cardigan jeg gerne vil have!” med sin irriterende, med sin infernalske, med sin alt for HØJLYDTE stemme, og så hold dog jeres kæft, I snakker alt for højt, please, vil I ikke nok være søde at holde jeres KÆFT, og det begyndte at prikke ulideligt gennem hornhinderne. Fortvivlelsen drænede. Annas bryst blev hult.

   Stine vendte telefonen mod sin veninde, og skulle til at sige noget, da en dreng, som havde stillet sig bag sofaen, højlydt klaskede sine hænder sammen ved hendes højre øre. Stine hvinede, ganske kortvarigt, men varigheden var ligegyldigt. Annas muskler spasmede hurtigt i forskrækkelse, og hendes øjne svulmede.

   ”Hvad fanden?” udbrød Stine kort tid senere. Hendes stemme gjorde ondt i Annas ører. Hornhinderne vred sig.

   En dreng med mørkeblond hår svang sig rundt om sofaenden, og hans ansigt var spændt ud i et smil af velfornøjelse, som bølgede kinderne i fine hudfolder. ”Du skulle have set dit ansigt, Stine! Du lignede en fisk i hovedet!”

   ”Ha! Ha! Ha! Virkelig modent, Markus, virkelig modent!” svarede Stine tilbage, og rettede sig op. Markus satte sig ned, og han hævede brynene. Smilet var stadigvæk ikke forsvundet, men de smilende hudfolder blandet med de løftede bryn, skabte et alt for irriterende, flabet udtryk, der gav Stine lyst til at slå ham.

   ”Chill, mand. Jeg gasser jo bare lidt.”

   ”Ih ja,” svarede Stines veninde – Mie – inden hun fremstødte en skinger og falsk latter, der hikkede gentagelsesvist, ”Den var også mega fucking sjov! Tag dig sammen!”

   ”Tsk,” fnøs Markus. ”Hvis det skal være på den måde, så bare kald mig Hitler og heil mig.”

   Den bemærkning fik Stine til at glo åndsforladt på ham, med munden gabt i et åbent udtryk af uforståelighed – nu lignede hun faktisk en åbenmundet fisk – og efter lang tid brød hun stilheden imellem dem. ”A hvad?

   ”Ja jeg fatter den altså heller ikke,” istemte Mie.

   ”Seriøst? Forstår I den ikke?” Markus kiggede overrasket på dem, og de to piger stirrede blot tilbage, Stine med det fortsatte åbne gab, Mie med begge bryn buende opad. Han sukkede. ”Det jeg mener er, at … Jeg gassede jer. Nazisterne gassede jøderne, og de kunne ikke tage det. Altså jøderne, mener jeg. Og I kunne heller ikke tage mit gas … ligesom jøderne … nej, glem det, joken er ødelagt.”

   Mies opadbuende bryn blev endnu mere opadbuende, mere end Markus havde troet muligt, men det var Stine, som sagde noget, og hendes stemme var blevet en anelse mere drævende. ”Hold … kæft … hvor var den dårlig, Markus!”

   ”Dårlig? Tsk. Det er da bare jer, som ikke har nogen som helst humoristisk sans.”

   ”Eller også er det fordi du nemlig ikke har det, og derfor ikke er sjov,” skød Stine igen med, og et flabet smil, men Markus fnøs atter.

   ”Som om.”

   Anna ville rejse sig, hun ville bare rejse sig og skynde sig væk, og tårerne begyndte at brænde, men hun blev siddende, for hvis hun rejste sig nu og trampede væk, hvor meget hun end havde lyst til det, ville hun virke barnlig og unormal, og de andre ville sikkert bagtale hende, som de havde gjort så ofte, det var ikke normalt at rejse sig op på den måde, det var overhovedet ikke normalt, hun var nødt til at blive siddende, nødt til det, men for pokker, deres stemmer, hvorfor skulle de snakke så højt og så meget, hun ville bare være alene, og fortvivlelsen trykkede stadigt hårdere omkring hende.

   ”Hvad, hvem var det egentlig I sad og bagtalte lige før, piger? Var det mig? Jeg håber virkelig for jer, at det ikke var mig.”

   Mie rettede sig op og spidsede sine læber. ”Jo da, selvfølgelig, det var totalt meget dig, vi snakkede om. Du er jo interessant at bagtale. Klassens uskyldige dengse, der aldrig gør noget forkert.”

   ”Nemlig. Vi snakkede om alle de fester du ikke har været fuld til og ikke deltager i og alt sådan noget. Sådan noget er jo nemlig mega interessant at snakke om bag din ryg. Sådan virkelig, virkelig interessant,” medstemte Stine, og kiggede med ganske rolige øjne på Markus. Hun slog en anelse ud med armene, og løftede blikket opad. ”Det er ligesom … verdens mest interessante ting. Du er jo den store Markus Klitte, som alle bare har lyst til at snakke om.”

   Markus nikkede, og smilet bredte sig ud i hans venstre mundvige. ”Det var godt. I er ved at have lært det.”

   ”Åh, Markus,” sukkede Mie, og kiggede en kort gang på sin bærbare. ”Har din selvfedhed dog ingen ende? Står der ikke noget i biblen om, at stolthed er en skidt ting, og at man ikke skal være selvfed?”

   Markus udstødte sit tredje fnys – en ganske karakteristisk næselyd fra hans side – og skulede til sine to veninder. ”Næh. Hvor skulle det stå? Tror vist I forveksler kristendommen med buddhismen. Der står i biblen, at vi ikke er perfekte, men sådan noget tilgiver Gud jo. Det er ikke det samme som at man ikke må synes om sig selv. Især ikke hvis det er begrundet.”

   ”Fordi det er jo vildt meget begrundet, at du er selvfed,” sagde Stine, og nikkede roligt og ganske sarkastisk, og Markus’ smil blev bredere.

   ”Præcis.”

   Dråben flød bægeret over, og Anna havde fået nok. Og dette lod hun vise ganske hæmningsfrit. Hun skubbede til bordet, så en højlydt skraben af metal over linoleum fyldte lokalet, og tiltrak sig de omkringværendes opmærksomhed, og så rejste hun sig op og tog skitseblokken med sig. Hendes skridt var hurtige, de klaskede nedover gulvet, og hun hev skingert efter vejret, imens tårerne brændende flød udover synsfeltet i en tåge af fugtighed. Hun kunne ikke kontrollere sin krops reaktion, tingene skete bare, og hun skulle bare væk, og midt i den klaskende gang, halvvejs mellem korridoren foran og sofagruppen bag sig, hørte hun en pige – dette kunne hverken være Stine eller Mie, for den kom ikke bagfra, men fra venstre – vride sin stemme til et fordømmende tonefald, idet hun sagde, ”Hold kæft en hystade.”

   Anna vidste, at det var hende, pigestemmen omtalte, for det var langt fra første gang, hun havde reageret sådan når hun blev modvilligt forstyrret, og hun ønskede at hun ikke havde rejst sig, at hun bare var blevet siddende og havde fundet sig i det, at hun bare havde accepteret, at alt ikke altid er, som det plejer at være. Hvis bare hun dog var blevet siddende, nu troede de andre jo bare, at hun fiskede efter opmærksomhed (Måske har de ret, måske er jeg i virkeligheden bare en opmærksomhedskrævende hystade!), at hun var en forkælet skabeunge, alt for vant til at få sin egen vilje. Fortvivlelsen begyndte at æde i hende, og halsen snerpede sig sammen, hun skulle væk, bare væk, og hun vandrede med hastige, ustandselige skidt op gennem korridoren, blikket sløret til af de varme tårer, kiggende skråt nedad, mod sine fødder. Hun skulle bare langt, langt væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...