Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1145Kommentarer
108030Visninger
AA

80. 79

Anna og mor Lone spiste frokost sammen, da tolvpausen oprandt, og elever overstrømmede kantinen. Anna fik lov til at låne penge af Lone, så hun kunne købe mad i kantinen – selvom hun ikke var meget for at stå blandt køen, for hvad nu hvis nogen kunne se hendes sår, selvom de ikke kunne – hvor dagens menu stod på pasta og kødsovs.

   De spiste i en kortvarig tavshed, som Lone tilbragte med blot at betragte sin datter, betragte hende sidde der og spise, og måden, hvorpå hun viklede de gullige strenge af spaghetti omkring sin gaffel, mindede Lone kun alt for godt om sig selv. Det mindede hende om, at pigen foran hende virkelig var hendes datter, at pigen foran hende var et produkt af hende selv, som hun elskede og kun ønskede det bedste for. Og som hun sad der og så hende, var det ikke Anna Larsen på 15, hendes tanker drev sig til, men derimod lille-Anna på fire, lille-Anna i børnehaven, der ikke ville lege med de andre børn, men kun sig selv, lille-Anna, der slet ikke ville have noget imod at blæse sæbebobler, for derefter med et fint, spædt smil udspændt på læberne at betragte boblerne, som de, med deres regnbueagtige overfladehinder, svævede gennem luften i en surrealistisk sky. Lille-Anna, der elskede at gynge, at bøje og strække benene, så gyngen svang frem og tilbage, og som særligt elskede at gynge længe, og som sikkert kunne blive ved den hele dag hvis det skulle være, hvis ikke mor og far indblandede sig og sagde, at hun også skulle lave andre ting, lille-Anna, der som 7-årig blev ulideligt besat af heste, som kunne sidde og se Spirit hele dagen, og som altid begyndte at græde ved den helt særlige slutscene, hvor de to heste sagde deres sidste afsked til deres menneskelige ven, inden de red ud i friheden, lille-Anna, der smilte, som tårerne vred sig ned ad hendes kinder, smilte og pegede på skærmen og sagde ”Se, mor, Spirit er fri nu, Spirit er fri og nu har han det godt,” lille-Anna, der altid lukkede sig inde på værelset, når skænderierne begyndte mor og far imellem, og som ikke syntes at kunne trøstes af andet end sine hestefigurer og hesteblade og hestefilm, og hun huskede særligt de gange, hvor Anna alt for ofte trak sig væk, hvis man prøvede at omfavne hende, trak sig væk som om hun blev forskrækket eller ikke kunne lide det, eller de gange, hvor Anna sad alene på sine fødselsdage, fordi der ikke kom nogen, fordi der ikke gad at komme nogen, andet end den ene gang, til hendes 10-års, hvor det meste af klassen alligevel besøgte hende. Og hun tænkte på de gange, hvor Anna rent faktisk var til at snakke med, og hvor de lavede mad sammen, og hvor afslappet Anna altid forekom at være, når de befandt sig ude i køkkenet eller når hun hjalp til med vasketøjet.

   Annas ord, da hun havde siddet ved spisebordet indsmurt i blod, skingrede igennem Lones vejrtrækning i de alt for lyse hiv. Alle hader mig.

   Det blev efterfulgt af en anden tanke, ligeledes med Annas stemme, det, som hun havde sagt torsdag aften, efter de var kommet hjem og situationen var blevet mere rolig og mindre trykket.

   Jeg har ikke lyst til at tage i skole i morgen.

   Alle hader mig.

   Hvem skulle dog hade dig?

   Alle. Alle sammen HADER mig!

   Kendsgerningens kulde blev stram i Lones ryg, en kendsgerning, hun frygtede mere og mere var rigtig, og hun vidste, at hun var nødt til at snakke med Anna, når de var kommet hjem igen, snakke med hende og høre, hvad der foregik, og håbe, at der ikke foregik det, hun var begyndt at frygte, at der foregik. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...