Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

214Likes
1144Kommentarer
110654Visninger
AA

79. 78

Selvom det ikke burde komme som en overraskelse for Dennis, gnavede det alligevel i ham, ved tanken om, at det var ham, Emilie ignorerede. Og hun gjorde det åbenlyst, han havde vidst det, allerede inden han trådte ind ad døren til klasseværelset, for lige siden hun havde sendt ham det alt for brede og alt for falske smil, siddende der på sengekanten, og derefter resolut havde rejst sig og var gået, havde hun ikke kontaktet ham. Torsdagen forinden, hvor han var blevet hjemme fra skole grundet sit øre, havde hun hverken skrevet til ham over SMS eller Skype eller Facebook eller Snapchat, som om, de aldrig havde været venner, næsten som om, hun aldrig havde mødt ham. Selvom han vidste, at det var noget, hun alt for ofte gjorde, når hun følte sig forurettet, og selvom han vidste, at der kunne gå flere dage, før hun genoptog kontakten med folk, hun var blevet sur på, havde han aldrig oplevet det mod sig selv. Han burde blive vred, men det var han ikke, selvom det ikke var retfærdigt, selvom han ikke havde gjort hende noget, andet end at være uenig, andet end at få dårlig samvittighed, han var ikke vred, i stedet var han ked af det, og allermest frustreret, for han ønskede ikke at være uvenner med Emilie, ikke Emilie.

   Han ønskede ikke at miste venskabet med den pige, der – trods hendes ofte manglende evne til at indse sine egne fejl og mangler, en træls tendens, hun nok altid havde haft, men som syntes at være blevet værre efter Marias selvmord, ligesom alt andet – fik det til at stramme og kildre i kroppens nedre regioner, den pige, hvis varmbløde, tætsluttende og frugtsøde omfavnelse kunne få ham til at glemme alt andet, den pige, som også havde så mange positive sider, og som han havde erfaret var en vidunderlig veninde, når det virkelig gjaldt. Som han, med Nicklas arm slanget omkring sin skulder, vandrede ind i klassen, og så hvordan Emilie blot viftede sine ovaliske øjne mod Jasmin, inden hun smilte og begyndte at tale, som om han ikke var der, selvom han vidste, at hun havde set ham, blev den indre gnaven mere ulidelig, dunkede et sted bag brystbenet, og i et kortvarigt øjeblik ønskede han, at han aldrig havde sagt de ting til hende, han havde sagt, og at han ikke havde været uenig, men været enig, uden at sætte spørgsmålstegn eller få dårlig samvittighed, men bare havde givet hende ret i, at Anna Larsen selvfølgelig ikke var andet end en forkælet trunte, alt for vant til at få sin vilje, som sikkert kom fra et hjem med forkælelse, lidt ligesom møgkællingerne fra Roskilde, der sendte Emilies veninde i graven, han ønskede at han bare havde givet hende ret, uden at betvivle det eller sætte spørgsmålstegn, givet hende ret i at han skulle hævne sig på hende og at det var Anna der skulle straffes, at Anna skulle lide og at det kun var retfærdigt, at hun led, fordi hun var en forkælet snob, alt for vant til at få sin vilje, utålelig og egoistisk og som da i hvert fald ikke havde det dårligt på nogen som helst måde andet end at være dårligt opdraget. Som han vandrede forbi de to piger, forbi Jasmin og Emilie, begyndte ulidelige billeder fra venskabets glade stunder at filme sig igennem sindet.

   Emilie, der smilte på den kindblødende måde, så toppen af den smalle næseryg trak sig sammen i de ikoniske hudbølger, hver gang han kaldte hende Mille i stedet for hendes rigtige navn, Emilie, der gik tæt ved siden af ham, med de brune hårstrenge, der faldt tungt og blødt nedover hendes afrundede kinder, Emilie, der for tre måneder siden, med sin dæmpede og alt-for-blide stemme forsøgte at trøste ham og opmuntre ham, da han hæst grædende ringede hende op, fordi hans åh-så-elskede farmor havde fået konstateret livmoderhalskræft, og som lægerne ikke var sikre på, at de kunne fjerne, selvom det endnu ikke var terminalt, og han huskede særligt den varme, der havde væsket sig op i brysthulen, da hun sagde, at selvom han mistede dem, han elskede, noget, hun jo selv kunne sætte sig alt for godt ind i, så lovede hun ham, at hende ville han ikke miste, for de var venner, og hun ville aldrig forlade sine venner, hvis de virkelig betød noget for hende, medmindre de virkelig fuckede op, og han kom atter i tanker om, at der ikke var nogen andre piger, han kendte, som kunne få ham til at smile ved deres blotte tilstedeværelse, som kunne trøste ham og berolige ham på samme måde, som Emilie kunne. Måske havde hun sine dårlige sider, men det havde alle mennesker jo, og hun var jo stadigvæk en fantastisk ven, stadigvæk så pokkers uerstattelig, og han ville ikke miste hende, ikke hende, han kunne ikke miste Emilie, og bare tanken fik det til at vride sig i luftrøret. Måske havde hun ret, måske havde hun virkelig ret, måske var det Anna, der var problemet, måske var Anna slet ikke en, der havde det dårligt, præcis som Emilie sagde, måske var hun bare dårligt opdraget og forkælet, og måske havde hun ikke cuttet fordi hun havde det skidt, men derimod fordi, hun håbede på opmærksomhed eller på at få sin vilje eller hvad fanden ellers, han kendte hende jo ikke så han kunne jo ikke vide noget. Og lige nu, idet han satte sig ned på sin plads, uden næppe at have registreret de andres smil og hilsner og ”godt at se dig” udtryk, og uden at have hørt efter ret meget af, hvad Nicklas havde sagt – andet end ”vi skal nok beskytte dig, og hvis kællingen prøver på noget, skal vi nok give hende en lærestreg” – tænkte han på at gå op til hende, for at sige undskyld og at give hende ret og sige, at det var ham, der tog fejl, bare for ikke at miste (hvilket venskab?) det forhold, han havde til hende, for ikke at miste hende. Men så ville han lyve. Hvis han sagde, at hun nok havde ret, ville han lyve, for tanken om, at hun måske ikke havde ret, at Anna ikke var dårligt opdraget, men en pige, der bare havde det skidt, ligesom Maria, en pige, som måske led af en eller anden sygdom – måske ADHD? Han havde i hvert fald hørt, at det kunne få en person til at virke snobbet og uopdragen, uden rent faktisk at være det – hun ikke selv kunne gøre for, og som var skyld i, at hun var som hun var, fyldte stadigvæk hans hoved. Den fyldte hans hoved, sammen med den dårlige samvittighed, der plagede og fordømte, og som blev ved med at minde ham om alle de ord, han havde sagt til hende, de grusomme ord, alt det, han havde gjort imod en pige, der måske ikke engang fortjente det, det fyldte alt sammen hans hoved, men Emilie, hvad med Emilie?

   Hun kunne jo stadigvæk have ret.

   Men uanset om hun har ret eller ej, er de ting, du har gjort, forkerte, de er onde, og det ved du godt. Anna har aldrig nogensinde gjort dig noget. Du fortjente at blive tæsket med den kæp. Det ved du også godt!

   Han begyndte at få ondt i maven. Nicklas dunkede venskabeligt til hans skulder, men selvom slaget var blidt, føltes det i den tankefjerne tilstand, Dennis befandt sig i, som et knytnæveslag, og han var tæt på at spjætte sig rundt og højlydt udspørge sin ven, hvad fanden han egentlig havde gang i. Han gjorde ingen af delene. Skulede blot til siden, med ansigtet, som havde trukket sig i et neutralt, klippefast udtryk. ”Er der noget galt?” Nicklas smilte ikke, da han spurgte, så i stedet ganske bekymret ud.

   Dennis trak læberne ud i et svagt, skævende smil, der ikke var helt ægte men ej heller helt falskt. ”Egentlig ikke. Jeg har stadigvæk lidt ondt i øret, men ellers ikke noget.”

   Han havde faktisk ondt i øret, men ikke en slem smerte, blot en svag trykken, og det suste stadig, som bølger, der brusede indover kystkanten, så hørelsen dæmpedes en anelse, ikke meget, men alligevel nok til, at hans egen stemme gav en underlig resonans i kraniet.

   Resten, derimod, var selvfølgelig løgn.

   Hans blik drev sig atter væk fra Nicklas, buede rundt og bestirrede sig i stedet mod Emilie, og hestehalen, der brunt fejede nedover rygpartiet og den sortstribede sweatshirt. Tankerne begyndte at trykke blytungt i kraniet. Tomheden fra Emilies tavse afvisning gnavede fortsat, sammen med den ulidelige samvittighed, der gav ham ondt i maven. Nicklas brød stilheden.

   ”Bare rolig, Dennis, vi hader hende også.”

   Dennis, som i starten ikke forstod hvad Nicklas mente, rynkede forvirret sine bryn sammen og drejede ansigtet imod ham. Nicklas kæber syntes mere spændte, og det stramme raseri spiledes i hans øjne. ”Vi har også fortalt hende, at hun kommer til at fortryde det. Næste gang, vi ser hende, får hun hvad hun har fortjent.”

   Dennis stirrede blot på ham, ude af stand til at sige noget. Nicklas smilte forsigtigt, og strakte sin flade, åbne hånd fremad. ”Vi er dine venner, og vi støtter dig et hundrede procent, og den lille klamme lorteunge kommer ikke til at slippe godt fra det. Det har du både mit, og de andres, ord på.” 

   Dennis kunne intet andet end blot at stirre, og maven blev både hulere og klammere, og kulden prikkede dystert imod lænden, ved kendsgerningen om, at Nicklas mente hvad han sagde, at Anna ville komme til at fortryde det, bogstavelig talt fortryde det, og det ville blive grusomt. Det var han klar over. Det ville blive grusomt, og tanken om, at Emilie tog fejl, at Anna ikke var uopdragen, men havde det skidt, at hun var en pige, der bare havde det skidt, og som havde angrebet ham i selvforsvar, ikke fordi hun var syg i hovedet, men fordi hun var panikslagen og uskyldig, uskyldig ligesom Maria, blev værre, nu gnavede den ikke længere i det indre, nu åd den, parasitisk spredende åd den ham indefra, sammen med samvittigheden, og han ville hjem.

   Nicklas pande rynkedes, idet Dennis øjne, både stive og opsvulmede, med små spjæt gled bort og mod venstre. ”Er du sikker på, at du er okay? Du ser ikke sådan ud.”

   Dennis sank en klump, den hule, klamme trykken i maven blev værre, og så rystede han på hovedet og rejste sig op, så stolen med en metallisk lyd skurrede tilbage i processen. ”Jeg bliver lige nødt til at gå et øjeblik.” Og med de ord skridtede han målrettet fremad, lod sig næsten blive styret af sine egne ben, som om det var dem, der havde kontrollen, og ikke ham selv, og for første gang nogensinde var han ligeglad med, hvordan de andre i klassen ville tænke om optrinnet, for han skulle bare ud, skulle bare væk, og hans skridt blev hurtigere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...