Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

215Likes
1144Kommentarer
110829Visninger
AA

78. 77

Anna havde fået lov til at medbringe computer og en samling matematikopgaver – det lå alligevel digitalt og var ikke svært at hente frem – så hun havde noget at lave, og stadigvæk ordnede det obligatoriske skolearbejde, og temaet lige nu omhandlede statistiske kvartiler og medianer, med cirkeldiagrammer og søjleopstillinger, og hyppighedernes frekvenser for et antal af rygere og ikke-rygere blandt eleverne i en tilfældig 9’ene klasse. Typetallene for opgaverne syntes altid at ramme fire eller seks, som om der næsten var et mønster i det, som om at både fire og seks havde en underliggende kraft i sig, havde en dybere betydning for naturen, ligesom fraktalske former og perfekte symmetrier. For en kort stund havde Anna glemt Nicklas’ hvæsende ord fra gårsdagen, glemt den sviden, der hele tiden kradsede og dunkede under syningerne i venstre underarm, glemt den drænende fortvivlelse, der så ofte murede sig omkring hende, og som var blevet særlig slemt i løbet af de sidste uger. Hendes hjerne strakte sig i stedet gennem den matematiske verdens logiske natur, flød ud i de pludselige spekulationer, der havde ramt hende efter synet af annA nesraL i glasdørens spejlrefleksion foran Kulturstationen Vanløse, spekulationer om multiuniverserne, om de parallelle verdner bag de parallelle verdner, om den sjette og den syvende og den ottende dimension, og om naturens dybe symmetri, som gav sig til udtryk i geometriske fraktaler, der skabte snefnug og grannåle og galakseformer og atomkerner og DNA-strenge, og forelskelsen i den magiske logik, den matematiske verden tilbød, vendte tilbage i et dybt mavesug, og ingen af disse opgaver var svære, de var næsten alt for nemme, hyppigheder og frekvenser og kvartiler og medianer, og papirerne flaprede igennem den tomme kantines stilhed, som hun, med en entusiasme der sugede stadig kraftigere, gik fra opgave til opgave og løste hver enkelt opgave med skarp præcision.

   Det var først ved lyden af dæmpede stemmer, der summede lavt gennem luften fra kantinens modsatte ende, et sted bag træpillerne med de zinkglinsende metalrammer, der flankerede kanten mellem kantinen og korridoren – lidt ligesom murstenssøjlerne tilbage på skolen, dem som madbakken altid syntes at hvile sig imod – at Annas fokus blev revet bort. Selvom hun befandt sig i kantinen på et HF-center, med elever, hun ikke kendte, som heller ikke kendte hende, og som var over to år ældre end hende selv, begyndte den tunge frygt alligevel at tæppe sig over hende. Den ene stemme tilhørte en pige, den var næsten fnisende, og fulgtes op af en anden stemme, dybere, tilhørende en dreng, ligeledes dæmpet og lavfrekvent. De nærmede sig. Anna skulede sine øjne opad og fremefter, til den modsatte kantineende, og den tunge frygt gjorde musklerne strammere, på den måde, hun kun var alt for vant til, lige inden de dukkede op.

   Pigen, der trådte frem som den første, var klædt i mørkeblå addidasbukser, med de tre hvide striber nedover siderne, og røde converse støvler, der fremgav en svag gummiknirken af vridende læder, hver gang hun betrådte linoleumsgulvet. Hættetrøjen var grå, og det brune hår strakte sig langt og balsamblankt nedover skuldre og bryst. Selvom det ikke var Emilie, og umuligt kunne være Emilie – for Emilie gik ikke på HF og gik heller aldrig i røde converse – syntes Anna alligevel, at det mindede alt for meget om hende. Det var både den samme hårfarve og den samme højde, ja næsten samme kropsbygning, bortset fra, at hende her så en anelse ældre ud, muligvis atten eller nitten, men næppe over tyve – selvom hun kunne være tyve, eller sågar enogtyve, ingen af disse muligheder var udelukket, men Anna tvivlede –, med feminine kropskurver, der var blevet en anelse mere udtalte, og frygten blev koldere og værre og tungere. Pigen, der mindede om Emilie, men ikke var det, smilte, så det svulmede sig i hendes runde ansigt. Hun var ti meter væk. En anden trådte frem fra træpillerne, en fyr et hoved højere end hende, og med en hvid kasket, og et kantet, nybarberet kæbeparti. De havde begge siden imod Anna, så hende ikke, havde måske ikke engang lagt mærke til hendes tilstedeværelse, men Anna ville bare væk. Nu. Ville bare løbe væk, ud på toilettet, eller måske helt ud fra bygningen, væk og væk og væk, indtil hun nåede et sted hvor hun kunne gemme sig.

   Det begyndte atter at klø i sårene. Hun gled højre hånd gennem luften, og greb om sit venstre håndled, inden hun knugede om sweatshirtens omsluttende ærme, i en irrationel kvælende angst for, at sårene på en eller anden vis ville blottes, og de to fremmede kun ti meter borte, ville se dem og fordømme dem.

   Det næste der skete, fik en pludselig tomhed, som var værre end frygten, til at slå hende i brystet.

   Pigen løftede begge sine arme, og slaskede dem omkring halsen på fyren. Fyren tillod hende at gøre det, og lænede sig bagud, indtil ryggen hvilede imod træfladen, løftede sine egne hænder og gned dem op ad pigens flanker. Pigen trak sig tæt ind til ham, hans arme syntes at strammes, og hun strakte hovedet frem, og så smældede det klistret, smældede, smældede, smældede, og for hvert smæld syntes den pludselige tomhed, der havde angrebet Anna uden varsel, at vokse i det indre af hendes krop, vokse og fortære, som om noget rådnede i hendes hjerte, noget sjæleligt, men stadig alt for virkeligt, og endnu et smæld, og forrådnelsen i hjertet begyndte at skære. Den begyndte at skære, bogstavelig talt at skære, en skalpelkniv, der flænsede og rev og flænsede noget mere, borede sig ind i bindevæv og blødt kød, for der var ikke nogen der kunne lide hende, og det scenarie, der udspillede sig ti meter fra hende, midt i kantinen, mindede hende om, at det kun var noget, der skete for alle andre, men aldrig for hende, det havde aldrig sket og det ville heller aldrig ske, for hun var en klam kost, hun var (syge kælling) en klam kost (der er ikke nogen der kan lide dig, så hvorfor går du ikke bare hjem og hænger dig selv?), fed (måske skulle du tabe dig lidt?), som ingen kunne lide (hæng dig selv), og endnu et smæld, der klistrede i kantinens tætte stilhed, kort inden læberne ploppede fra hinanden.

   En våd dunken sved i Annas øjne. Hun ville fjerne blikket, men hun kunne ikke.

   Pigen med det brune hår trak sine hænder en anelse længere ned til sin kærestes skuldre, og pressede hovedet ind mod hans bryst, i en tæt omfavnelse, og tårerne begyndte at vride synsfeltet sammen. Anna strammede kæberne, og (du er en klam fed KOST en klam KOST) pigen, der stod der, ti meter fra hende, virkede så perfekt, med alle de rigtige former, hverken for tyk eller for tynd, men perfekt, hun var en rigtig pige, en rigtig kvinde, som havde en rigtig plads i den rigtige verden, en pige, der ikke behøvede at lade som om, men en pige, der bare var, en pige, som ikke fortjente at blive hadet, men elsket, en pige, der var alt det, Anna ikke var og sikkert aldrig kunne blive, og havde alt det, Anna ikke havde og aldrig ville få. Scenariet, der udspillede sig dér, midt i kantinen og op ad træpillen, hånede hende, og Anna vidste det, scenariet var ikke en tilfældighed, kunne ikke være en tilfældighed, det onde, som havde sat sig på hendes skuldre og tynget hende ned, det onde, der kun var der for at ødelægge og stjæle og dræbe, havde planlagt dette, planlagt det for at håne hende og for at minde hende om det, hun ikke ønskede at blive mindet om, at hun var forkert, forkert, hun var forkert, der var ingen der kunne lide hende, ikke ligesom hende pigen, der elskede sin kæreste, og hvis kæreste gengældte kærligheden. Der var ingen, der kunne lide hende, hun var en taber (hvorfor hænger du ikke bare dig selv, din klamme fede KOST en fed KOST er du, du er så fucking klam, din fucking KOST), forkert, bare forkert og ikke andet end forkert. Fingrene på højre hånd knugede grebet strammere, kraftigere, om det venstre håndled.

   Pigen løftede atter sit hoved, skrånede det en anelse, og mundede på ny sine læber sammen om sin kærestes, så endnu en række våde smæld gav genlyd i kantinen, våde smæld, der hånede, hånede, hånede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...