Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

217Likes
1143Kommentarer
113256Visninger
AA

75. 74

Aftensmadens menu endte med at stå på pizza, der blev bestilt fra Pizza Palace på Sallingvej, og denne gang var de alle tre samlet – ikke kun mor og Celine, men også Anna –, men selvom de var samlet, som en familie burde være under aftensmaden, var der tavshed iblandt dem. Stilheden var ulidelig, ædende, men Lone gjorde intet for at fjerne den. Ingen havde noget at snakke om, måske af frygten for, at vende tilbage til emnet om sårene, end ikke skoledage så ud til at komme på tale, og efter aftensmaden, gik alle hver til sit. Lone måtte selv stå for opvasken og oprydningen og aftørringen.

   Det var klokken otte, da Lone var i gang med forberedelserne til fredagens matematikundervisning på B-niveau, at Anna trådte ind i stuen. Lone hørte den svage, knirkende eftergivelse af Annas vægt mod træplankerne, og løftede hovedet fra det papirarbejde, hun sad lænet over, og Anna standsede op, to meter fra hende, ved siden af den tomme sofa på den anden side ad det ovale glasbord. Hendes blik flakkede, men syntes hele tiden at lime tungt mod gulvet. Lone hævede brynene, rettede sig op i lænestolen, blot en anelse, og læderet knirkede og hun sagde noget. ”Hej, Anna. Hvad er der?”

   ”Har du …,” hun tøvede, vidste ikke helt, hvordan hun skulle formulere det, og læberne blev strammere, men så. ”Har du tid til at snakke?”

   Lone kiggede på hende, i få, men langvarige, sekunder. Så klaskede hun kuglepennen fra sig. Brynene forblev hævet. ”Ja. Ja, selvfølgelig. Jeg har altid tid til at snakke.”

   Anna nikkede, og vendte sig rundt, mod venstre, til sofaen, hvor hun satte sig. Hun bøjede sig en anelse fremover, betragtede sine sammenfoldede hænder, der strakte sig udover lårene og knækanterne, funderende over sine næste sætninger. ”Øhm.” Hun viftede skulende sit blik mod mor. ”Jeg … Må jeg gerne tage med dig på arbejde i morgen?”

   Der var noget ved spørgsmålet, Lone ikke brød sig om. Hun vidste ikke præcis hvad, for Annas tone virkede ikke mere dyster, end den plejede at gøre, ej heller mere skælvende, og måske var det snarere spørgsmålets natur end spørgsmålet i sig selv, der fik en indre alarm til at kime i hende. Uanset hvad, kunne hun ikke undlade at trække brynene sammen til en svag panderynke, og vente i lang tid på at svare på sin datters spørgsmål. ”Med mig på arbejde?”

   Anna nikkede kun, og vendte blikket imod sine foldede hænder.

   Nu lænede Lone sig tilbage, indtil bagsiden tryggede imod stolens ryglæn. De hader mig, lød Annas skingert hivende stemme i hovedet. Der var noget, der var helt forkert, og det blev hun stadigt mere overbevist om. ”Hvorfor vil du gerne med mig på arbejdet?”

   ”Jeg har ikke lyst til at være alene.” Annas stemme sænkedes, syntes samtidig at dirre sig mere skinger, og Lone tænkte på drengen Dennis – Dennis Kragh – der var blevet sendt på skadestuen efter at Anna havde tæsket ham med en gren. Gjorde ham Dennis noget ved dig? Annas tøj havde været drivende vådt, som om hun selv var faldet i mosen.

   Hvem hader dig, Anna?

   Alle. Alle sammen hader mig!

   Gjorde ham drengen noget ved dig?

   ”Men … Men, Anna, du er jo ikke alene. Du er jo i skole.”

   Hun rystede på hovedet. ”Jeg har ikke lyst til at tage i skole.” Hun fjernede ikke sine øjne fra hænderne.

   En klam kulde rejste igennem Lones krop, og hendes øjne svulmede sig større.

   De hader mig!

   Hvem hader dig, Anna?

   Alle!

   Der var noget forfærdelig galt. Og måske var det slet ikke hende. Måske var det noget andet. Noget værre.

   ”Anna, hvad er der galt?”

   ”Jeg … har det bare ikke så godt. Jeg vil ikke i skole, ikke i morgen, og jeg vil heller ikke være alene, fordi jeg er bange for at gøre det igen. Og det vil jeg ikke. Jeg vil ikke … jeg vil ikke gøre det igen.”

   Jeg vil foreslå jer at få fat på en psykiater (Alle hader mig)

   ”Må jeg ikke godt, mor?”

   Lone stirrede på hende, længe, uden at sige noget. Det blev atter stramt i hendes hals, brændende, ligesom da de sad i bilen på vejen hjem, hvor tårerne så ulideligt ætsede frem, hun vidste ikke hvad hun skulle sige (Hvem hader dig, Anna?), vidste knap nok, hvad hun skulle gøre (alle hader mig), og stilheden varede ved længe.

   Så træf hun en beslutning.

   Halsen var stram, da hun sagde den næste sætning, og fik det til at gøre ondt, når hun talte. ”Det må du gerne, Anna.”

   Alle hader mig. Alle sammen hader mig!

   Hvem hader dig?

   Få fat på en psykiater.

   Hun begyndte at få en ubehagelig anelse om, hvad der virkelig gik for sig, en anelse, hun ønskede, såvel som håbede, at hun ikke havde ret i. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...