Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111012Visninger
AA

73. 72

Det sluttede ikke ved inspektionen eller ved behandlingen af sårene, også selvom Anna ønskede at det gjorde. Det var som om, det aldrig sluttede, men blot fortsatte i uendelige tidsvidder, strakte sig ubønhørligt og nådesløst gennem den sene eftermiddag og tidlige aften, og klokken blev seks, tidspunktet, hvor den hule sult begyndte at vokse i maveregionen.

   Det var en straf. Alt dette var en straf, fra nogen, der hadede hende, en straf fordi hun havde gennemtæsket en dreng med en askegren på en mosesti (vi smadrer dig), en straf for, at hun havde (du smadrede min vens øre) snittet sig dybt i huden, det var en hån, af den onde ikke-materielle kraft, en kraft der både var en kraft såvel som en person, både virkelig og i ikke-virkeligheden, det var denne kraft, som sad på hendes skuldre, og på ejendommelig vis ætsede sig ind i sindet, for at minde hende om at hun var syg i hovedet, og det her er hvad der sker med piger, som er syge i hovedet, din lille kost, de bliver straffet, og det her er straffen, du er syg i hovedet, og alle hader dig. Det var en straf, hun var på ingen måde i tvivl om det, en straf, en straf, en straf.

   Lægen skulle nemlig have sig en snak med dem, som han kaldte det, både mor og datter. Det var en obligatorisk samtale, en psykisk tilstandsvurdering. Anna havde fået iført sig en løstsiddende T-shirt, som Lone havde medbragt hjemmefra kort inden afrejsen til skadestuen, samt en langærmet hættetrøje, en af de grå, Anna alligevel ejede i mangfoldighed, da behandlingen var overstået, men de var stadigvæk ikke færdige. På ingen måde. Anna sad på briksen, da lægen stillede rækkevis efter rækkevis af spørgsmål, der syntes at være mere henvendt til mor Lone, end til Anna, men der var også nogen gange, hvor han kiggede på hende direkte, og spurgte hende, hvordan hun havde det, og hun trak blot på skulderen og mumlede, men sagde ellers intet yderligere.

   Hvis jeg var jer, ville jeg tage en tur omkring den psykiatriske modtagelse, og få en samtale med en psykiater, sagde lægen, selvom Anna ikke rigtig hørte efter, men det er ikke et krav, blot et meget godt råd, for jeg kan forstå på jer begge, at du, Anna, ikke virker til at have det særlig godt psykisk. Så jeg vil anbefale jer at få en snak med en ungdomspsykiater.

   Anna fornemmede intet ved nyheden. Blot kold tomhed.

   Syge kælling, syyyyyge kælling.

   Lone svarede lægen ved at sige, at hun havde kontaktet en psykolog, og de havde fået bestilt en tid til lørdag formiddag, men hun ville da selvfølgelig overveje forslaget med en psykiater, for tingene kørte på ingen måde som de skulle i familien, og da særligt ikke i Annas liv. Efter samtalen, gav lægen dem en pjece, om hvordan sår, der var blevet syet, skulle håndteres, ønskede dem en fortsat god aften og et ønske om bedring for Annas vedkommende, men kun Lone svarede tilbage. Solen var allerede kantet under horisonten, da de satte sig ud i bilen.

   Både mor og datter var stille. Først da de holdte for rødt i lyskurven mellem Hulgårdsvej, Tuborgvej og Frederikssundsvej, vendte Lone hovedet mod sin datter og fugtiggjorde læberne. ”Skat.” Anna reagerede ikke, kiggede blot tomt fremad, ud i det højttrafikerede kryds, med lyssignalerne, der blot hang der, i de ophængte kabler over vejen. ”Det … Det er vigtigt … i en familie, mener jeg … at … at være ærlige overfor hinanden. At være åbne og … at være åbne til at kunne snakke om tingene.”

   Lyssignalets øverste lanterne fortsatte med at udstråle den dybrøde glød.

   Det begyndte atter at dunke i mundhulen og svælget, så Lones læber vred sig strammere, og hun var nødt til at knuge sit svedfugtige greb tættere, kraftigere, om toppen af rattet. ”Jeg er din mor, og jeg … jeg elsker dig. Jeg elsker dig, Anna.” Stemmen skælvede og det gjorde ondt i struben, hver gang hun sagde noget. ”Okay? Jeg elsker dig uendeligt. Det har jeg gjort, lige siden du blev født, og det vil jeg gøre indtil den dag, jeg dør.”

   Lyssignalerne skiftede – rød, rød og gul og så grøn – og Lone trak i gearstangen, og vendte blikket fremad, det spejlede imod hornhinderne, og fugtspejlene kriblede hendes øjne. Hun skar tænder. Grebets hårde tilstramning mod toppen af rattet, fik det til at skælve i armene, men hun var ligeglad. Hun var tavs, blinkede flere gange, prøvede at modstå tårerne, og først da de var krydset igennem den næste lyskurve, mellem Hulgårdsvej og Borups Allé, genoptog Lone samtalen. ”Jeg elsker dig, og det eneste, jeg ønsker, det er, at du har det godt. Og jeg ved, at du ikke har det godt, Anna, jeg ved det, men jeg ved ikke hvorfor, og det kan jeg ikke klare. Forstår du det? Jeg kan ikke klare at vide, at du har det dårligt, uden at vide, hvorfor du har det dårligt.” Den første dråbe smeltede frem i højre øjenkrog. Lones ansigt blev strammere, syntes næsten at brænde. ”Jeg vil så gerne hjælpe dig. Jeg dømmer dig ikke … det må du aldrig tro. Jeg dømmer dig ikke. Jeg vil bare gerne hjælpe dig. Det er det eneste jeg ønsker, at du får det bedre, men så længe, jeg ikke ved, hvad der er galt, så kan … så kan jeg ikke gøre noget.”

   Hun rystede på hovedet, og tørrede en tåre bort med spidsen af venstre pegefinger. Vejen virkede mere langtrukken og uendelig, end den plejede, og lejlighedsbygningerne, der kantede sig majestætisk i vejret langs venstre side, virkede større og mere truende. Lone pressede læberne stramme. Var stille lidt. Langt nede, efter en krusning i vejen, kom det næste lyskryds til syne. Så. ”Du må ikke gøre det igen. Næste gang, så … snak med mig. Fortæl mig, hvad der er galt. Så skal jeg nok hjælpe dig og være der for dig. Bare lov mig, at du ikke … Gør det igen.” Hun skulede til Anna, som stadig ikke svarede, som ikke engang kiggede ligeud længere, men i stedet til højre, gennem sideruden, på de forbiflimrende træer, der flankerede vejen. Lone blinkede, kraftigt, fugten fortsatte med at stramme og stikke. Hendes ansigt havde svulmet sig tungere, da hun kiggede fremad igen. Langt nede glødede det rødt i lyskurven, der udgjorde krydset mellem Sallingvej og Hvidkildevej. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...