Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111224Visninger
AA

72. 71

Der gik ti minutter, før en sygeplejerske trådte ind i venteværelset og indkaldte Anna, og det var en læge, som tilså hende. Selvom hans svedglatte gummiansigt blev foldet i elastikagtige furer af vedblivende venlige smil, kunne Anna ikke lide ham, og sagde intet, uanset hvad han spurgte om, sad blot på kanten af briksen, og stirrede imod væggen bag ham. Det var rækken af stikdåser, der strakte sig over instrumentbordet, som hendes opmærksomhed limede sig på, de smilende stikdåser, med husstik som øjne og jordstik som munde, og det var hende, dåserne smilte ad, de smilte så hånligt og så vidende, ligesom madbakken, der havde stået i skolekorridoren, hvilende imod den midterste af de tre firkantede murstenssøjler i kantinen, smilte og vidste og fordømte, ligesom blikkene i venteværelset. Stikdåsernes smil – Anna havde aldrig rigtig forstået de stikkontakter, som syntes at være indrettet på en måde, så de lignede at være udstyret med både øjne og mund, som en grotesk form for elektrisk smiley – fik det til at brænde salttørt i Annas hornhinder, og endnu en kold forkrybning klamrede sig op ad hendes krop. Den spritsøde hospitalslugt dampede kvalmt mod ansigtet, blandede sig med den næsestikkende aftershave fra den mandlige læge, og skriget, der blev ved med at brænde i mellemgulvet, syntes at svulme kraftigere, sværere at tilbageholde, men hun ville ikke græde, ikke her, ikke foran en fremmede, der kunne se de blotlagte sårstriber af dybrødt, ville ikke græde, ville ikke, ville ikke.

   Efter inspektionen af sårene, blev det vurderet, at nogen af dem skulle sys, andre skulle have plaster, men særligt flængen i venstre arm, som var blevet skåret dybt, skulle have en syning. Proceduren – fire sår som blev behandlet med en tolv-stings-syning, inklusive såret henover venstre underarm – tog hen ved en halv time, og på intet tidspunkt fjernede Annas blik sig fra de smilende stikdåser, og de fordømmende tankestemmer dæmpede sig ej heller i sindet.

   Rækken af stikdåser vedblev deres hånlige smil. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...