Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111048Visninger
AA

71. 70

Blikkene kunne se dem. Sårene. De kunne se dem. Blikkene, der rettede sig imod hende, da hun trådte ind i klinikken sammen med mor Lone, kunne se sårene. Selvom de ikke kunne. De så og de vidste og de fordømte.

   Det blev koldt i Annas mavesæk, da hun - stadig med badehåndklædet sluttende tæt og ydmygende om sig – vandrede i hælene på sin mors febrilske skridt, mod skranken, og ud ad synskanterne registrerede de mange øjne inde fra venteværelset, som hun var sikker på fulgte i hendes kurs, fordi de vidste, hvad der gemte sig bag det hvide håndklæde. De kunne sikkert regne det ud på de mange blodmørknede områder, som plettede sig i store plamager omkring det sted, hendes arme befandt sig, eller måske kunne de regne det ud på den hvidlige farve, der i løbet af køreturen havde bleget sig i ansigtet. Uanset hvad, så vidste de det, Anna var sikker, de vidste det, at hun var en syg kælling, syg i hovedet, en syg kælling, forkælet og som aldrig kunne gøre noget rigtigt.  

   Lone henvendte sig i receptionen, fordi det var det, hun havde fået at vide i opkaldet at hun skulle, og Anna holdte sig tæt bag hende. Efter en hurtig inspektion, hvor Anna – meget tøvende og ligeså modvilligt – gled sin bare, venstre arm frem fra badehåndklædet – men stadig holdt håndklædet tæt ind til sig med de sammenknugende fingre på højre hånd, der trykkede sig tæt og stramt ind i stoffet, for ikke at blotte sig –, så de mange sår, og nettet af blod over huden, det meste af det størknet, men noget af det stadig flydende og svulmende, kom frem i det skarpe hvidklare fra lysstoflamperne i loftet, blev hun tildelt en gul farvekode. Behandlingen skulle ske så hurtigt, det var muligt, eller i hvert fald tilsynet af en læge, for det blødte ikke ligeså meget, som det havde gjort før, men en læge var alligevel obligatorisk, og de skulle bare tage plads i venteværelset, og så ville en sygeplejerske hente dem, når tid var.

   Anna havde taget fejl af antallet af personer, der var på skadestuen denne dag. Der var fire andre, foruden hende selv og mor, til stede i venteværelset, men selvom det var fire – og ikke syv eller ti eller måske endda femten – fjernede det på ingen måde den kolde hudstikkende følelse af overvågning, af blikke, der smeltede sig igennem det hvide badehåndklæde, ind til den blotlagte, sårbare overkrap, til blodstriberne, og hævede bryn, alle steder, hævede bryn, hun ikke kunne læse, men som hun var sikker på var fordømmelse eller afsky eller begge dele. Syg i hovedet. De vidste det, syg i hovedet, og i dette øjeblik ville Anna intet andet end løbe bort, ud i den natsorte evighed, indtil hun i mørket fandt en fjern afkrog, som hun kunne krybe sig sammen i, gemme sig for blikke, der tyngedes over hende fra alle sider, gemme sig og trække arme og ben tæt ind til kroppen i en sammenkrummet stilling, og så ville hun bare skrige, skrige, skrige, i håbet om at løsne den klamme skam, der kravlede ind under badehåndklædet sammen med hende, den skam, der fugtigt og slimet klikkede sine negle nedover ryggen, som omfavnede hende i dens uvelkomne arme, skammen, den forfærdelige skam.

   Hun måtte kæmpe for ikke at flygte bort, grædende, vrælende, da hun satte sig ved siden af mor i venteværelset. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...