Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
109404Visninger
AA

8. 7

Sofagruppen var hendes, også selvom den egentlig ikke var hendes. Den rødpolstrede sofagruppe, der stod op ad murstensvæggen, ved siden af det vægudfyldende panoramavindue, var en sofa, Anna altid benyttede – eller ikke altid, nogle gange prøvede hun også at komme i kontakt med nogen af de andre piger, medmindre de fortalte hende der er ikke plads i dag, Anna, eller desværre, Anna, men det, vi snakker om, er noget privat, og ikke noget, vi vil dele med alle, hvilket var sætninger, hun hørte ganske ofte, og hvis ikke det var det, hun fik at vide direkte, hørte hun dem brokke sig over hendes blotte tilstedeværelse med stemmer vredet til næsten hviskende tonefald bag hendes ryg – i samtlige af frikvarterene, hvor hun ikke var social. I disse sofaer kunne hun sidde for sig selv, og enten fordybe sig i fiktionens grænseløse fantasier, eller de vidunderlige bogstavstrømme af strofer og vers, som digte og poesier var skabt af, eller måske tallenes forunderlige verden, der udgjorde matematikkens byggesten.

   I disse sofaer behøvede hun ikke at tænke på andre end sig selv, eller hele tiden være opmærksom på, at opretholde sine uendelige facader (Hvem er jeg egentlig?) eller anstrenge sig for ikke at begå en eller anden kejtet social fejl. I disse sofaer kunne hun, ligesom når hun levede i rutinerne, levede i alt er og skal være som det plejer, slappe af og være sig selv og ikke tænke på alle de forvirrende og drænende følelser af fortvivlelse, som tit murede sig omkring hende fra alle sider. Drænende fortvivlelse, som fik hende til at føle, at hun ikke kunne være nogen steder, hverken derhjemme eller i skolen eller nogen steder i verden, og fornemmelsen af at være fremmede. Fornemmelsen af ikke at være et rigtigt menneske, ikke at høre til, ikke at være noget.

   Hun fandt lidt mere af sin egen identitet her. I disse sofaer. Enten med poesier eller en god bog, eller med matematikkens indviklede og udfordrende numre. Den sidste bog hun havde læst, i denne sofagruppe, var John Greens En Flænge i Himlen (selvom hun havde hørt, at den skulle være bedre på engelsk, magtede hun ikke at sidde og finde en oversættelse for hvert eneste ord, hun ikke forstod, som hun unægtelig ville komme forbi, og derfor læste hun bare den danske oversættelse, for det var nemmere), en bog, der havde haft stor påvirkning på hende, en bog, hun næsten havde følt var skrevet til lige præcis hende, hende af alle mennesker, og hun havde været bogens kræftramte hovedperson, Hazel Grace Lancaster, en syg pige der prøvede at finde sin plads og sin mening i det alt-for-meningsløse liv, og som undervejs oplevede både kærligheden og smerten og tabet og forløsningen. Denne fiktive rejse havde, i den uge det tog Anna at æde sig igennem fortællingen, skabt en midlertidig identitet. Anna var Hazel. Anna fik forløsning. Forløsningen var ovre, da Anna var færdig med bogen, og sammen med forløsningen, var identiteten som den kræftramte amerikanske provinspige, død og begravet, og efterlod endnu en meningsløs tomhed, der svulmede dybt i hende.

   Hendes næste læseprojekt var Harper Lees velkendte klassiker Dræb ikke en Sangfugl, om en sort mand i USA’s racistiske 1930’ere, der dømmes for voldtægt, og om en hvid forsvarsadvokat, der gennemskuer de uhyggelige racistiske fordomme, den hvide jury fører imod den, måske uskyldigt, dømte mand. Hun havde valgt, at det ville være præcis denne bog, ud af utallige hundreder og atter hundrede andre, som fandtes derude. Det skulle være denne bog, Harper Lees klassiker, fordi hun vidste, at det ville være et tema – fordomme og uretfærdighed – som ville tale dybt til hende. Hun ville helt utvivlsomt kunne identificere sig med uretfærdigheden, som ville gennemstrømme siderne. Uretfærdigheden.

   Den onde, onde uretfærdighed.

   Men ikke i dag.

   I dag var det kvadratrodsregning og ligninger og brøkopstillinger, og det var ikke fordi hun ville være bedre end de andre eller bestå matematikeksamen ved udgangen af 9’ene klasse, og det var heller ikke fordi hun ikke havde lavet sine mandagslektier, for det havde hun, men det var fordi, hun bare havde lyst. Hun havde lyst til at lave sine egne opstillinger og sine egne udregninger, og hun ville måske blande sine egne dagligdagsobservationer med i købet.

   Fordi tal bare var så vidunderligt interessante.

   Fordi udregninger var så vidunderligt mystiske.

   Og det elskede hun.

   Hun ignorerede samlingen af fire piger, alle sammen fra hendes klasse, og alle sammen nogen, hun havde snakket med, to af dem – en pige med blonde krøller og en spidsnæset brunette – mere end én gang, og sågar mere end to, som sad ved det firkantede bord længere nede i lokalet, halvvejs ved skolebibliotekets ind- og udgangsparti. Pigerne snakkede videre, og lagde ikke mærke til hende. Det lød til, at de snakkede om en femte pige, også fra Annas klasse, men som Anna vist ikke kendte, og efter en af pigernes vridende stemme at dømme, var diskussionsemnet nok ikke af den positive natur.

   Fuck dem.

   Fuck dem ind i helvedet.

   Anna satte sig i sofaen, og åbnede sin notesblok. Hun bladrede igennem den – frrrp-frrrp-frrrp-frrrp – og kom forbi skitseringer af fugle og matematiske udregninger og et enkelt ER DER OVERHOVEDET NOGEN DER FORSTÅR MIG? og så nåede hun til en blank sektion.

   Hun bukkede blokken midtpå, og fandt blyanten frem. Skriblede et par tal, inden hendes blik viftede opad, mod loftet. Hun betragtede hullerne i de hvide loftspaneler tre meter højere oppe. Talte hver og én, startede med den første række vandret hen ad, tyve huller, og så lodret nedad, halvtreds huller, og så sammenregnede hun det med de resterende 122 loftspaneler, der beklædte toppen af lokalet. Herefter trak hun fra og dividerede og inkluderede det i potenser.

   Hun var halvvejs i sin udregning, hvor det matematiske sug af klarhed flød igennem bevidstheden, da en piges stemme i en flydende dirren klingede fra højre, og voksede højere og nærmere.

   ”Oh my God, Stine, du er sgu da mega …,”

   En anden stemme, en anelse lysere end den første, afbrød, og Anna blev stiv.

   ”… awesome? Ved det, men tak fordi du siger det.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...