Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

214Likes
1144Kommentarer
110598Visninger
AA

69. 68

Celine sad på sengen, med fingrene på venstre hånd krummet ind mod munden og et flakkende blik, da Lone et minut senere åbnede døren ind til værelset.

   ”Hej, Celine. Jeg kører med Anna på skadestuen, og …!” Lone så sin yngste datters febrilske blinken, og øjnene, der viftede sig omkring, men det var særligt den måde, fingerspidserne bøjede og krummede sig ind mod de blottede tænder, der bekræftede, at noget på ingen måde var, som det skulle være, og selvfølgelig var der ikke det, intet i denne situation var på nogen måde som det burde være, og hun løftede bekymret brynene. ”Skat, er du okay?”

   Selvfølgelig er hun ikke okay, Lone, hvad tænker du på, din latterlige mor!

   Celines læber skælvede, da hun delte dem, og endnu en kort tavshed. Som hun begyndte at tale, vred hendes blik sig alle andre steder end på mor Lone. ”Det er min skyld.”

   Lone blinkede. ”Din skyld? Undskyld, hvad … hvad snakker du om, Celine?”

   Celines stemme skælvede, og det forekom Lone at hun lød fuldstændig som sin storesøster, når hun var ved at græde. I lige præcis denne givne situation, fik det kolde forkrybninger til at kildre sig op omkring albuerne. ”Min søster … det … det hun gjorde … det der lige er sket med hende … det er min skyld, mor. Er det ikke også? Jeg har sagt at … at jeg hader hende … det er min skyld, at min søster har gjort det, hun har gjort, er det ikke? Det er min skyld, ikke også?”

   Hvis Lone ikke havde klemt læberne sammen lige dér, vidste hun, at hun ville være begyndt at græde. ”Det …!” Stemmen knækkede, det gjorde ondt at tale og hun måtte holde læberne sammenpresset i yderligere langvarige øjeblikke, før hun atter kunne sige noget. ”Celine, den tager vi senere, ikke?”

   Intet svar. Celine lukkede øjnene, og hendes læber blev smallere, på samme måde, som Lone genkendte fra sig selv. Lone skar tænder. ”Jeg …” Endnu et skingert knæk i stemmen. Hun rømmede sig. ”Jeg, øhh, jeg tager som sagt på skadestuen med Anna. Du … ringer hvis der er noget. Og ellers så snakker vi, når jeg kommer hjem.”

   Uden at vente på svar, fjernede hun hovedet fra døren, og førte håndklædet op mod munden. Hun klemte øjnene hårdt sammen, modstræbede de ulideligt fremsvidende tårer, og måtte foretage dybe indåndinger for ikke at bryde i gråd. Sådan stod hun, i flere sekunder, inden hun vendte sig mod køkkenet, og begav sig tilbage for at hente Anna og pakke håndklædet omkring hende og derefter sætte kursen mod skadestuen.

   De bebrejdende tankestemmer vedblev deres hæse fordømmelser i sindet, men hun prøvede så vidt muligt på ikke at lytte efter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...