Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
110301Visninger
AA

68. 67

Lone ringede til skadestuen næsten øjeblikkeligt. Anna fik armene under koldt vand, for kulde mindskede blødningen, det vidste Lone, kulde standsede det ikke, men det mindskede det i det mindste, og herefter hjalp hun Anna ned at sidde ved spisebordet. Flere lag køkkenrulle blev placeret under armene med de dybrøde striber, hvor blodet fortsat svulmede ud i tykke, dråbeagtige strømme, og papirets hvide blev på få øjeblikke mørknet tykt af de evige strømme, og så ringede hun.

   Anna sad blot der, med armene strakt ud foran sig, hvilende på puderne af køkkenrulle, og vejrtrækningen skingert hivende. Det var ikke blodet, hendes fokus var rettet imod, men derimod panoramaruden ved den modsatte ende af bordet, og solens kvart-i-fem-lys, der skrånede fra vestlig retning nedover haven, og birketræerne og fyrrekrattet for enden af den græsgrønne plæne. Endnu et hiv. Mundvigene skælvede ubønhørligt, og hjernen syntes omviklet af en tung tåge. Hun registrerede næsten ikke de kildrende blodstrømme, der vædede sig ned i lagene af køkkenruller under hendes udstrakte arme, og ej heller sin mors febrilske stemme, der ringede alarmcentralen op. En klam kulde slyngede sig op ad kroppen og pressede tættere om hende, i en ond omfavnelse.  

   Lone snakkede hurtigt, og med desperationen skinger i sin stemme. Min datter har cuttet sig selv, sagde hun, som hun kæmpede for at bevare fatningen, og alarmcentralen spurgte hende, hvor dybe sårene var, men dette kunne hun dog ikke svare på – ”Jeg ved ikke hvor dybe de er, men jeg ved at der er mange af dem, og det bløder meget” – og efter en kort samtale blev det vurderet, at en tur forbi skadestuen skulle være på sin plads, hvis ikke for andet, så i hvert fald for at få fremskaffet en psykisk tilstandsvurdering. Da samtalen var afsluttet, klemte Lone atter hånden for munden, og vendte fokus tilbage til sin datter. Annas vejrtrækning skælvede igennem stilheden. Så trådte Lone fremad, imod Anna, og knæene eftergav sig i en beklagelig smælden, da hun gik på hug ved siden af hende.

   ”Anna.” Hun placerede forsigtigt sine fingre henover Annas, så det lune blod atter klistrede sig imod huden. Annas læber var delte, og øjnene fugtblanke af spejlende tårer, og hun vendte ikke sit ligefremme blik rundt, for at kigge sin mor i øjnene, og endnu en dirrende vejrtrækning. Lone måtte vride sine læber sammen for at tilbageholde den stramme klump, der brændte i struben.

   ”Anna,” gentog hun. ”Vi … Vi skal på skadestuen nu.”

   Ingen reaktion, hvilket Lone ikke var overrasket over. Hun strammede sit greb om Annas fingre, fornemmede hjertets puls dunke gennem den klistrede varme fra blodet, og sank en klump, i et forgæves forsøg på at dæmpe den ulidelige brænden, der knugede og bed i stemmebåndet. ”Kan du høre mig, skat? Vi skal på skadestuen. Jeg … jeg går lige ud og henter et håndklæde, som, øh, som du kan … øh … pakke om dig, og så tager vi afsted lige bagefter. Nu må du ikke gøre noget dumt imens jeg er væk, okay?”

   Annas læber lukkede sig sammen til en vridende streg, så det svulmede omkring mundvigene. Lone gav hendes hånd et sidste klem. Så rejste hun sig og vred sig rundt, skulle til at vandre frem mod gangen til entréen, da Annas skingre, grådkvalte stemme dirrede ud i luften. ”De hader mig!” Hun snappede efter vejret.

   Lone vendte sig brat rundt ved denne sætning, og gjorde store øjne, og trådte tilbage til sin datter. Endnu et højlydt smæld da hun knælede sig ned. ”Hvem?”

   ”Alle,” svarede Anna, og hendes stemme var endnu lysere end før, næsten uigenkendelig, og blev efterfulgt af et snap efter luft, og så endnu et, og tårerne begyndte at dråbe sig frem i hendes øjenkanter. Lone skyndte sig at føre sin højre hånd tilbage til Annas blodklistrede fingre, og klemte herefter beroligende sit greb, og denne gang syntes Anna at registrere det, og klemte tilbage. Hendes vejrtrækning blev hurtigere, og blikket var fortsat rettet fremad. Mod panoramavinduet.

   ”Skat, det passer ikke. Hvem … Hvem skulle dog hade dig?” Lone førte sin venstre hånd opad, viklede pegefingeren omkring en række hårstrenge, der strakte sig nedover siden af ansigtet, og redte dem trøstende tilbage. ”Hva’? Hvem i alverden skulle dog hade dig?”

   Annas stemme blev højere, skingrede fremad, så den brændende halsklump fæstnede sit greb stadig kraftigere og varmere om Lones stemmebånd. ”Alle hader mig. Alle sammen hader mig!” Stemmen knækkede over i en række af grædende indåndinger, som hikkede kraftigere, end hvad Lone brød sig om, og i stedet for at fortsætte med forsigtigt at rede Annas hår med den ene hånd, og trøstende klemme sammen mod hendes fingre med den anden, førte hun i stedet begge sine arme omkring Annas krop, for derefter at trykke hende ind imod sig.

   ”Det passer ikke, Anna! Det passer overhovedet ikke! Jeg hader dig ikke, okay? Det må du aldrig nogensinde tro. Jeg hader dig ikke!”

   Anna begyndte at græde, ikke blot en dæmpet hulken som blandede sig med hivende indåndinger, men vræl, hæse, dirrende vræl, som dem, hun udstødte da Lone omfavnede hende i køkkenet få minutter forinden, og gråden fik hendes øjne til at presse sig sammen, så tårerne spjættede nedad, næsten hoppede imod de rødsvulmede kinder, og Lone fornemmede en ubehagelig dunken imod sin gane. Annas højre underarm løftede og foldede sig bagud, indtil hendes fingre kunne gribe om mors trøje, og så knugede hun fast om stoffet, nægtede at give slip, og Lone rokkede herefter frem og tilbage, forsigtigt og trøstende, men dette dæmpede på intet tidspunkt Annas vridende gråd.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...