Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
109415Visninger
AA

67. 66

Mor Lone kom hjem fra HF-centret på Frederiksberg klokken halv fire. Hun havde været omkring Fakta, som alligevel lå på vejen, for at købe ind til aftensmaden, og havde denne gang i tankerne, at hun skulle lave mad sammen med Celine, for det plejede jo altid at være så hyggeligt, og denne aften skulle menuen stå på frikadeller.

   Hun vidste bare ikke, at disse aftenplaner, som hun havde i tankerne denne givne torsdag, aldrig ville gå i opfyldelse.

   Lone bar den knitrende indkøbspose ud fra Hondaen, og døren smækkede i den velkendte hule lyd efter hende. Da hun trådte gennem entrédøren og stillede posen fra sig og hidkaldte både Anna og Celine, som hun altid gjorde, men kun – præcis som vanligt – fik svar fra Celine, og da hun netop havde fået sin venstre arm gledet ud fra jakkeærmet, så hun det. De mørkligt røde spor, der friskt var klattet i en skrå retning fra døren ind til Annas værelse og ned til badeværelset. Lone stivnede, og lod panden deles i en lodret fure af forundring, og så gled hun jakken af, greb posen og trådte fire skridt frem, inden hun standsede og bøjede hovedet for at inspicere klatterne nærmere. Som hun stod der og kiggede, kom hun i tanker om Annas første menstruation, for tre år siden – Anna var tolv på det tidspunkt – og hun huskede, hvordan Anna havde efterladt sig et klatvist blodspor, og det havde været præcis det samme sted. Midt på gangen, imellem badeværelset og værelsesdøren, men dengang havde Anna selv taget initiativ til at vaske det op, og Lone huskede, at Anna blot havde skrabet og skrabet imod gulvplankerne med den fugtige karklud, selv længe efter, at klatterne var borte, og hun huskede særligt de våde tårer, der havde vredet sig glinsende ned ad sin datters kinder. Lone havde været nødt til at lægge en arm på hendes skulder, fortælle hende, at det ikke var noget at græde over, menstruation er en ganske normal ting, og det måtte jo komme, det sker jo for alle piger, prøvede at opmuntre hende ved at sige, at ens første menstruation er tegnet på, at man er ved at glide fra barn til voksen, at man er ved at blive til en stor pige, en ung kvinde, men på det daværende tidspunkt havde det ikke hjulpet. Tolvårs-Anna med de vridende kindtårer, havde vristet sin skulder ud fra mor Lones greb, og så havde hun sagt lad mig være mor, bare lad mig være, og efter at klatterne var væk, havde Anna lagt sig ind på værelset. Fordi hun havde ondt i maven. Eller også var det fordi, hun skammede sig, eller også var det en kombination af menstruationskramper i underlivet og ydmygelse over blodlækagen på gulvplankerne.

   Siden dengang havde Anna altid selv købt bind, når hun havde mærket, at hendes menstruation var på vej. Og hvis hun endelig klattede blod, plejede hun altid at tørre det op efter sig, og dette – at hun blot lod klatter liggende tilbage uden at fjerne dem – lignede hende bestemt ikke. Så kom hun i tanker om, at Anna særligt på det seneste havde virket ved siden af sig selv, som om der var et eller andet galt, og denne tanke mindede hende om gårsdagens episode, hvor hun havde været nødt til at hente Anna hjem fra skole, fordi hun var gået amok på ham der drengen – Det var vist Dennis han hed, var det ikke? – med en tyk kæp, og hun huskede på de ord, Anna havde sagt under aftensmaden om tirsdagen to dage forinden – du elsker mig ikke og det pisser mig fucking af at du siger det! – og dette kunne selvfølgelig forklare, at hun havde klattet blod efter sig, uden derefter at tørre op. At der var noget galt, noget, som involverede skolen. Eller måske var det ikke skolen, måske var det hende, Lone selv, måske var det hende, som var en dårlig mor, der svigtede sin datter, måske følte Anna sig svigtet af hende, og måske …

   Den bidende stemme i sindet fik hendes fingermuskler til at strammes. Stemmen der sagde du er en dårlig mor, Lone, en dårlig mor, elendig, en DÅRLIG mor!

   Hun rettede blikket fra blodklatterne under sine fødder, og buede i stedet øjnene til døren ved siden af sig. Greb det kolde metal, strammede grebet og trykkede ned og åbnede, men ingen Anna, værelset var tomt, og igen viftede de klarblå øjne sig ned til de dybrøde blodklatter, der var stænket ud imod gulvets træbrune planker. Herefter kiggede hun mod badeværelsesdøren længere fremme og på gangens højre side. Selvom klatterne var små, var der alligevel noget over dem, som i et kort øjeblik slet ikke lignede menstruationsblod, men i stedet blod, der var tyndere og mindre klumpet, blod, som kom andre steder fra, måske en finger eller en arm eller et ansigt, eller en næse – måske næseblod? – men tanken var kun flygtig, og hun tog sig ikke yderligere notits af det. En handling, hun snart ville erfare, var utrolig dumt.

   Hun slap dørhåndtaget og skridtede hen til badeværelset. Greb håndtaget og trykkede ned, men der var låst, og i stedet kaldte hun. ”Anna, hvorfor ligger der blod på gulvet?” Men intet svar. Hun bankede på, men stadig intet svar, og bagefter forstod hun slet ikke, hvorfor lydløsheden end ikke bekymrede hende. Det eneste, der havde fyldt hendes hoved, var klatterne, hun troede var menstruationsblod, selvom det ikke var, og tanken om, at hun var en elendig mor, der ikke kunne finde ud af andet end at svigte sine børn, den tanke, der gjorde fingrene stramme og fik det til at dunke i svælget. Hun rettede atter sine øjne mod blodklatterne, og slap dørhåndtaget til badeværelset, besluttede sig i stedet for selv at fjerne klatterne, og begav sig herpå videre mod køkkenet. Undervejs åbnede hun døren til Celines værelse, det, der lå længst nede lige inden den firkantede, dørløse åbning ved entréens ende, i højre side, ligesom badeværelset, og Celine, der lå på maven i sengen med benene foldet opad, og ansigtet begravet imod en bog, løftede hovedet. Lone drog sit moderlige tandsmil. ”Hej, søde. Hvordan var skoledagen?”

   Celine nikkede, og smilte tilbage. ”Fin nok.”

   ”Det lyder godt.” Posen knitrede, da hun bevægede på sig. Hun havde stadig venstre hånd om dørgrebet. ”Hvad, øh, har du lyst til at vi laver aftensmad sammen i dag? Jeg har tænkt, at vi skulle lave frikadeller.”

   Celine trak på skulderen. ”Det kan vi da godt. Men jeg skal bare lige have læst mine lektier færdig.”

   ”Selvfølgelig. Vi går i gang om … ” Lone rynkede panden, og vendte i stedet fokus ned mod armbåndsuret med læderremmen. ”Den er halv nu. Skal vi sige om et kvarter?”

   ”Tyve minutter!” skyndte Celine sig at indskyde.

   ”Okay, det siger vi så. Tyve minutter. Men så heller ikke senere.”

   ”Nej, nej, det er fint.”

   Lone gik væk fra værelset, og lukkede døren efter sig, på klem men ikke helt i, og satte kursen videre imod køkkenet. Rundede til højre om hjørnet på den anden side ad døråbningen, forbi køleskabet, til køkkenvasken, hvor hun stillede den knitrende indkøbspose. Før hun pakkede ud, skulle hun have fjernet blodet fra træbrædderne, og hun rakte sin arm indover vasken, hen til metalholderen hvorpå kluden altid hvilede, samlede sine fingre om det bløde, tørre stof og tændte for vandhanen. Den hvislende knirken af vand, der strålede ned fra dysen, og det metalliske brag da det ramte vaskens bund, overdøvede lyden af Annas hivende, grådkvalte vejrtrækning fra højre, samt den svage eftergivende gulvknirken fra træbrædderne. Hvis Lone blot havde ventet ti sekunder mere før hun tændte for hanen, ville hun have hørt sin datter, og sikkert kommet hende til undsætning blot en anelse tidligere, men hun hørte hende ikke. Hun fugtede kluden under den hvæsende stråle, tankefjernt, og med den vedblivende strubedunken, som blev fremkaldt af Du Er En Dårlig Mor tanken. Efter femten sekunder slukkede hun for hanen, og snørede kluden sammen. Og idet hun drejede begge hænder i hver sin retning om den våde stofpølse, som kluden havde forvandlet sig til, for at vride fugten bort, drejede hun tilfældigt ansigtet mod højre. Måske havde hendes drejende blik været tilfældigt, eller måske havde det ikke, måske havde hun virkelig hørt Anna, det var hun ikke sikker på, men hun så hende, og synet fik det til at spjætte igennem hendes krop, som om nogen sparkede hende hårdt bagfra, og hun tabte omgående kluden.

   Anna stod i bar overkrop, kun med sine blå Bh’er til at dække for brysterne, og hendes ansigt var trukket i en grædende rødsvulmning, der klemte øjnene sammen og fik hendes læber til at krænge tilbage, så de sammenbidte tænder blev synliggjorte. Skuldrene løftede sig i en hivende, skinger vejrtrækning, løftede sig i takt med indåndingen og faldt sammen med udåndingen, og barmen svulmede frem og sank tilbage, svulmede frem og sank tilbage, og hun græd. Lone så kun alt for tydeligt dråberne, der stribede og spjættede glinsende nedover de oppustede kinder, og halsen var blevet udspændt, så senerne trak frem i lange streger under den blege hud, men det var ikke dette syn – at Anna udstødte en skingrende, hivende vejrtrækning af gråd, eller at hun stod i bar overkrop – der fik hende til at smække begge sine hænder over munden, i et åndeløst gisp. Det var derimod alt det røde, der klistrede sig i vridende blodstriber nedover armene og brysterne, og som indhyllede mavepartiet og underlivet. Et klattet spor af blod havde trukket sig i hendes kølvand, henover gulvet og buede til venstre og forsvandt om bag hjørnet af døråbningen, og Annas hænder skælvede ved hofterne, vippede fra side til side, og selv de udstrakte fingre dryppede blod. Og som Lone stod der, med opsvulmede øjne og hænderne presset tæt imod munden, så hun de dybe striber, mangfoldigt snittet henover skulderpartiet og nedover begge arme, organiske streger af blødende sår påført med et barberblad, og Annas vejrtrækning hikkede, og blev hurtigere, og hun vaklede et skridt fremad. Skuldrene løftedes og sænkedes og løftedes, brystpartiet svulmede frem og trak tilbage, stadig hurtigere, og så reagerede Lone.

   ”Anna?” Hun fjernede hænderne fra munden. ”ANNA!” Lone kastede sig frem, imod sin skælvende og blødende datter, og greb hende i skuldrene. Anna løftede hænderne, trak sine blodsmurte fingre sammen om mors trøje, i en chokeret og fortvivlet omfavnelse, og så blev den hivende vejrtrækning til en sammensnøret gråd, til lyde, hæse og hikkende, og de sammensnørede lyde voksede sig højere, skarpere, og Lone, der nu forstod, at blodklatterne på gulvet ikke var menstruationsklatter og aldrig havde været det, men derimod noget værre, noget langt mere grusomt, fornemmede Annas krop ryste endnu kraftigere. Med en voksende fortvivlelse drænende i brystet, og en fornemmelse af chok, som slørede virkeligheden sammen omkring hende, fastholdte hun sin datter i omfavnelsen, så blodet, der overstrømmede Annas overkrop, fugtede og klistrede sig ind i tøjet.

   Annas hæse kvækken blev til skingre, serievise vræl, kun afbrudt af voldsomt hikkende indåndinger, og lige der, i dette øjeblik, holdt Lone hende tættere ind til sig, end hun havde gjort i flere år, holdte hende blot, uden at begribe, hvad hun skulle gøre eller sige, eller hvordan hun på nogen måde skulle håndtere denne grusomme situation. Celine kom til syne i døren, og hun stivnede da hun fik øje på Anna. Hendes mund strammede sig lige og tynd.

   ”Ind på værelset, Celine! Gå ind på værelset,” sagde Lone, og hun lagde ikke mærke til, at hendes stemme begyndte dirre i en fugtig skælven af sammenkvælende gråd. Celine blev blot stående og stirrede, og Lone hævede skingert stemmen. ”Ind på værelset! Nu! GÅ SÅ FOR HELVEDE IND PÅ DIT VÆRELSE, CELINE!”

   Celine blinkede, reagerede ikke i de første instanser, og Lone tænkte på at skrige, men så virkede Celine til endelig at forstå situationens alvor og hvad der foregik, og hun vred sig i samme instans rundt og forsvandt med hurtige, løbende skridt, der dappede imod gulvbrædderne, gennem den dørløse firkant. Kort tid efter smækkede en dør i.

   Lone vendte opmærksomheden tilbage til sin datter, der hikkede og vrælede og hikkede noget mere i omfavnelsen. Anna knugede fingrene strammere sammen om rygpartiet på sin mors trøje, pressede sig tættere ind til brystet, og ryggen bølgede og skælvede. Lone førte sin venstre hånd op til Annas baghoved. Så lukkede hun øjnene. Gråden vred sig strammere i hendes hals. De serievise vræl skingrede vedblivende fra Annas læber.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...