Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111024Visninger
AA

66. 65

En stram panik angreb alt for pludseligt hendes luftveje, for derefter blot at vokse og sprede sig ud i lungerne.

   Det skete da hun kun lige knap havde lukket døren til sit værelse, og slynget tasken ned på gulvet. Hun fik ikke engang sat sig på sengekanten, før panikken væltede over hende, pludseligt og uden noget forvarsel, og skrige, hun ville skrige, og det dirrede imod stemmebåndene, der var dyr i hendes luftrør, parasitter og orme og insekter, og dyrene åd indefra og fortærede luftrørets bruskvægge. Kæberne strammede sig til (vi fucking smadrer dig) og hun hev ind, prøvede at sluge den omkringværende luft, hun sugede, sugede forgæves, og en usynlig hånd krummede sit greb omkring hendes strubelåg og strammede, for at kvæle.

   (Vi fucking SMADRER DIG VI SMADRER DIG FUCKING SMADRER DIG)

   Hun kunne ikke få luft, hvorfor kunne hun ikke få luft, og hun hev igen, snappede ud mod luften, bed den i sig i skingre vejrtrækninger, og det prikkede i ansigtet. Vejrtrækningen blev hurtigere, og mavesækken snørede sig ind, blev så forfærdelig stram, og hun gjorde det eneste, hun kunne komme i tanker om at gøre. At gribe til passeren. Hun kastede sig fremad, vaklede over tasken men genfandt balancen uden at ramme gulvbrædderne, og langede i panisk desperation sin arm indover skrivebordet, hvor passeren lå vandret, som den havde gjort samme morgen, og fingrene knugede sig sammen (jeg håber lorteungen snitter forkert), så det skælvede gennem armen, og endnu et hiv efter luft, og et til, og så vred hun passeren ned i de friske, dybrøde sår, som skrånede og krydsede den blege underarmshud. Det skulle bløde, og det skulle bløde meget, og hun skrabede og skar, men den sædvanlige frihed, der plejede at flyde gennem sindet, kom ikke, ikke engang da sårene blev skåret til blods, det hjalp ikke, det hjalp overhovedet ikke, og en hæskvalt klynkende lyd, hun ikke selv havde kontrol over, forlod hendes læber. Tårerne smeltede ned fra øjnene i blanke striber, men hun mærkede det ikke, skar blot febrilsk passeren frem og tilbage og frem, igen og igen, og blodet svulmede og vred sig i tynde, mørkerøde strømme, men panikken og fortvivlelsen, der klemte sig omkring hende, blødte ikke ud sammen med dem. Hun gik fra at skrabe til at tæske, indtil hun mistede grebet om passeren og i stedet kom til at slynge den på gulvet. Så greb hun sin arm, hvor tynde strømme vred sig rundt på kryds og tværs i et organisk net af mørkerødt blod. Hun greb den, og klynkede endnu højere, og øjnene posede sig sammen. Hvorfor hjalp det ikke? At skære. Hvorfor fanden hjalp det ikke?

   Hun skulle måske bruge noget, der var skarpere, og måske noget, der var større, og måske var underarmen ikke nok, måske skulle hun skære flere steder, skuldrene eller maven eller hvor fanden ellers, bare flere steder, og hun vendte sig rundt. Mod døren. Med en panikslagen vejrtrækning, der skingrede sig ud fra en grimasse af sammenbidende tænder, kastede hun sig atter fremover, denne gang uden at snuble over den væltede taske. Hun slyngede døren åben. Barberskraberen. Ude på badeværelset. Den var skarp, og den var større end passeren og den kunne med sikkerhed skære mere og skære dybere end nålen, barberbladet, ja, selvfølgelig, barberbladet måtte være løsningen, og hun styrtløb de få skridt, der var fra hendes værelse til badeværelsesdøren.

   Hun flåede døren op, og tændte lyset i næsten samme bevægelse. Den hvidlysende panellampe over vaskens spejl summede. Anna bragede døren i, og skridtede målrettet fremad, hen til vasken. Hun åbnede skabet til højre for spejlet, det som tilhørte hende, og trak lædertasken i sort, hvor hun – udover kosmetisk udstyr – gemte sine skrabere, ud fra den nederste hylde. Med skælvende hænder – hun kunne næsten ikke få greb om noget som helst – vred hun lynlåsen op, en ondskabsfuld skurren, og bladrede sin hånd igennem kosmetikken og dér fik hun den. Skraberen. Hun trak den op, og slap tasken, så den væltede, ned i vaskens skåledyb, og læbestift og neglelak og lignende genstande klirrede ud, men hun var ligeglad. Hun vendte sig bort fra spejlet, betragtede sin blødende arm, og vred skraberen ind, lige bag albuen, hvor huden stadigvæk var bar og sårfri, og en glasskærende sviden fulgte. Med vedblivende tårestrømme silende over sit panisk opsvulmede ansigt, begyndte hun atter at skære, denne gang dybere og kraftigere, end hun gjorde med nålen. Blod klattede tykt ned på gulvet foran hendes fødder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...