Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111054Visninger
AA

64. 63

Da skolen var ovre, og Anna atter bevægede sig ud, gennem kantinen og forbi potte-palmen, det sted, hun så ofte havde set de andre piger samle sig for at snakke om enten hende eller en anden, men hvor der denne gang ikke var nogen, indtrådte skoledagens sidste ubehageligheder, men selvom det var de sidste, der hændte imod hende i skoletiden denne torsdag, var det langtfra de sidste for resten af dagen, og det var ej heller de mildeste. Tværtimod.

   De stod ude under halvtaget ved cykelstativerne, fuldstændig som de seks piger, der i en rundkreds havde stået og røget, da hun ankom til skolen, og som sikkert havde sendt hende den første ubehagelige besked, at hun var en fucking klam møgkælling, fordi de hadede hende, og fordi de ønskede at straffe hende for den handling, hun havde udført nede i mosen, straffe hende for at hun overhovedet blev født. Denne gang var det ikke seks piger, som stod i en social rundkreds, og det var heller ikke nogen, der stod der for at ryge. Det var heller ikke seks personer, men fem, og de stod der fordi de ventede, og da hun så dem, straks som hun trådte ud fra glasdøren og ned til stien, vidste hun, at det var hende de ventede på. For det var i hendes retning, deres grusomt ulæselige blikke var rettet.

   Fire af dem var drenge – ingen af dem Dennis, men den ene af dem, drengen med det brunlige strithår og de gråblå øjne, var Dennis’ gode ven, Nicklas – og den sidste var en pige. Anna genkendte hende, allerede før hun vendte ansigtet imod hende, genkendte hende på både håret og den slanke kurve, der udgjorde kroppen, og den sorte skindjakke, hvor en hvid undertrøje slikkede sig ud fra jakkens bund, på de tætsiddende, blågrålige jeans som sluttede i hvide og alt for populære sneakers, det var Emilie, Emilie stod iblandt dem, Emilie der hadede hende mere end nogen anden, Emilie, som hun ikke var et sekund i tvivl om stod bag det hele. I dette øjeblik var Anna sikker på, at alle hendes muskler var blevet til sten, hårde og tunge, og de fastholdte hende blot dér, for foden af de to betontrin. Det væskede frem i øjnene, koldt, svidende, og et skrig prøvede ynkeligt at glide op igennem den forsnørede strube, men uden held, for musklerne var sten og hun kunne ikke sige noget eller skrige, det var endda lige før hun var sikker på, at hun ikke engang kunne trække vejret.

   Emilies ovaliske øjne fæstnede sig mod Anna. Denne gang var de ikke ulæselige. Anna mærkede hvordan kulden prikkede og stak ud i armene, helt ud i hænderne, ud til fingrene, som insektben af is, og hun så Emilies læber tynde sig sammen, da hendes kæber spændtes. Et udtryk, Anna altid forbandt med mennesker, der var rasende, eller som var ved at gå amok, enten fysisk eller verbalt, en tanke, hun skulle have reageret på, før det var for sent, men det gjorde hun ikke.

   Det var ikke Emilie, som rykkede frem, ikke som den første, men derimod Nicklas. Hun så hans næver knuge sig tæt sammen, og de skælvede, gjorde de ikke? De skælvede jo, hans hænder, de skælvede, og hans skridt blev hurtigere. Han var fire meter fra hende. ”Hvor tror du, at du skal hen, din fucking kælling? Huh? Hvor fanden tror du egentlig, at du skal hen?” De fire meter blev til tre, og de tre til to. Nicklas’ stemme havde dirret, og hans øjne var alt for store. Anna vred desperat blikket omkring, i en fortvivlet søgen efter en flugtvej. Vejen foran hende blev spærret af fem personer. Bag hende lå indgangen til skolen, og måske kunne hun løbe tilbage, gennem korridoren og væk, ned til bagudgangen til skolegården. Men det var for risikabelt, den vej kunne hun ikke løbe, og døren var sikkert allerede blevet låst. Den eneste anden vej, hun kunne komme i tanker om, var den lille passage til højre for hende, lige inden cykelstativerne, som førte til fodboldplænen.

   Nicklas stoppede en meter foran hende. Næverne, der hvilede langs hans hofter, skælvede stadig, alt for anspændte, og det bed koldt og paranoidt i Annas mavesæk, for han ville slå hende, hun var sikker, han ville fandeme slå hende.

   Hun ville løbe, men fandt ikke kræfterne til det.

   Nicklas sank en klump. ”Vi … vi skal lige snakke med dig.”

   Fordi hun hverken kunne løbe eller skrige, gjorde hun det næstbedste. ”Jeg er ked af det, okay? Jeg er ked af det, lad mig nu bare være, please.” Hendes stemme var spinkel, blot et klynk.

   ”Du skal ikke lytte til hende, Nicklas. Den klamme kælling er ikke ked af en skid.” Det var Emilies stemme, og selvom hun ikke befandt sig mere end fem, eller muligvis seks, meter væk, lød det for Anna som hun befandt sig omme bag en tyk mur, fjern og langt borte.

   ”Det ved jeg godt hun ikke er.” Nicklas fastholdte det grusomt stirrende blik på Anna. Anna åbnede munden, hev lysskingert efter vejret, mærkede kun den tunge kulde, der prikkede igennem armene, og hjertet, der bankede og slog og tæskede imellem brysterne. Hun ville sige noget, hvad som helst, ville grædende bønfalde Nicklas om ikke at gøre hende noget, ikke at skade hende, ikke gør mig noget, ikke gør mig noget, please, men hun stod blot der og kiggede, med munden åben og sin ene hånd fastknuget mod den venstre taskerem. Nicklas mund var en lige streg af alvor. Kort tavshed. Så sagde han atter noget, og det var en kamp for ham at bevare kontrollen over sin drævende stemme. ”Du gik amok på min ven.”

   ”Det var ikke med vilje,” klynkede Anna spinkelt.

   ”Hold din fucking KÆFT!

   Anna spjættede i forskrækkelse. Tårerne skar og vred så ulideligt, så grusomt, i hendes øjenæbler. Hendes næste indånding, stadig gennem åbent gab og lysskinger som før, skælvede, på samme måde som den gjorde både under og kort efter gråd.

   ”Du smadrede min vens øre. Du gjorde? Du smadrede hans fucking øre, din klamme lille lorteunge.” Han trådte et halvt skridt nærmere, og næverne løsnede sig, inden han i én hurtig bevægelse skubbede håndfladerne frem og plantede dem hårdt imod Annas skulderparti. Anna fornemmede det som om hendes ben fordampede bort, og hun faldt, og hendes bagparti ramte ned på det nederste af de to betontrin. Kroppen syntes drænet for energi. Hun kunne blot sidde og stirre, med munden gabt åben, og den fortsat spinkle vejrtrækning af lysskinger rædsel. Nicklas hev et sug af luft gennem næsen, for munden var fortsat streget sammen, og det gav en hvæsende lyd, der forekom Anna som lyden af en unaturlig ondskab. ”Du smadrede hans fucking øre.”

   Nicklas blev stående oprejst i korte øjeblikke. Så spjættede han forover, og læberne vred sig bagud, så de hvidblottede tænder kom til syne, og han knugede arrigt fingrene på venstre hånd omkring toppen af Annas hår, og trak opad. Annas øjne sved, men tårerne kom stadig ikke. Den kemikaliesøde lugt af hårvoks snoede sig kvalmt op i hendes næse. Nicklas hvæsede de næste sætninger. ”Hvis du møder op i morgen, ikke? Hvis du kommer i skole i morgen … hvis vi så meget som ser dig komme gående op ad den her sti i morgen … ved du hvad så sker? Så smadrer vi dig.” Han rykkede en kort gang tilbage, så Anna måtte stramme øjnene sammen. ”Så smadrer vi dig så fucking meget, at ikke engang dine forældre vil kunne genkende dig. Vi smadrer dig ikke bare, så du ligger og flæber, vi smadrer dig, så du ender med at ryge på skadestuen. Er du med?”

   Anna svarede ikke, hev blot vejret ind i den fortsatte dyriske vejrtækning.

   Nicklas smækkede sin hånd indover hendes venstre kind, så det eftergav et smæld af kød mod kød. ”Er du fucking med?” 

   ”J … ja,” fremkæmpede Anna, spinkelt og knap hørbart.

   ”Jeg tror ikke jeg hørte dig,” svarede Nicklas.

   ”Jeg er med.” Stemmen knækkede over i et skingert hik. Nicklas slap hendes hår, og rettede sig op. Anna lukkede øjnene, og kroppen begyndte at dirre. Han kiggede på hende, og så knyttede han næven og trådte frem og slog hende. Han sigtede efter øret, men ramte en halv centimeter ved siden af, så de knoglehårde knoer i stedet smækkede ind i toppen af kæbebenet. En hvid smerte spjættede ud fra slaget, blandedes med en hvid støj i øret, og Anna spjættede hovedet til siden, mod højre og røg fra siddende til liggende stilling. Hendes ben trak sig sammen og hun klemte hånden op mod øret, fuldstændig som Dennis havde gjort, da hun ramte ham med kæppen. Hendes mund var ikke længere åbnet op, men sammenbidt, og denne gang blev hendes hivende vejrtrækning til klynk. Hun blev liggende sammenkrøbet imod det øverste trin, i lang tid, uden at flytte sig og uden at fjerne hånden fra øret.

   Nicklas kneb øjnene sammen. ”Du er så fucking klam.” Han spyttede, én gang, to gange, ramte hendes ansigt, så hendes skuldre løftede sig og gjorde hende endnu mindre, og så vendte han ryggen til hende og vandrede tilbage mod de andre. Han snakkede ikke til nogen af dem, og de snakkede ikke til ham, ikke engang Emilie, og greb blot sin cykel. Trak den ud fra stativet. Anna blev siddende i den sammenkrybende, forskræmte facon, med hånden hvilende imod øret, indtil de alle sammen var forsvundet, og indtil hun var helt alene, og så kom gråden. Hikkende, hæskvalt, en af den slags, der er næsten lydløse, og som trykkede hende så voldsomt i brystkassen, at hun ikke kunne få vejret.

   Smerten begyndte at dunke, glødende og varmt, og hun pressede sin hånd tættere imod kæben. Gråden fortsatte i flere minutter efter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...