Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
109421Visninger
AA

62. 61

Dagen blev på intet tidspunkt bedre, men kun værre.

   Den fjendtlige stemning fra de andre piger fyldte omklædningsrummet inden gymnastiktimen, i en ond fornemmelse, der gnavede og gnaskede, og ligesom da Anna havde siddet på sengekanten den givne morgen, kort inden hun havde rejst sig og grebet passeren og snittet sig selv, i håbet om at få frembragt den fugleflyvende frihed, var det som om at fornemmelsen blev levende, og tungt satte sig på hendes skuldre for med sin usynlige vægt blot at presse, ned, ned, ned.

   Men det var ikke før gymnastiktimen, at de næste ubehageligheder foldede sig ud. Det var efter. Imens hun stod i badet, hvor den onde fornemmelse fik hende til at dreje sig rundt, så hun havde ansigtet imod væggen, og ryggen imod de andre piger. Hun hørte deres stemmer, lyse men vredet til dæmpede, foragtelige tonefald, igennem den høje og vedvarende vandplasken imod de hvidblanke gulvfliser. I starten kunne hun ikke høre, præcis hvad de talte om, men så kom det, og hun ønskede, at hun alligevel ikke havde hørt det.

   Se lige den taber. Hun kunne ikke genkende stemmen, men det fik alligevel tårerne til at fugte op i øjnene. Øjnene gled nedad, ned til de røde sårstriber, der stregede og skrånede henover venstre underarm, og igen gled synet af Emilie med den vådblanke bestirren henover den indre nethinde, stemmen der dirrede, idet hun snakkede om den veninde, hun havde haft i syvende klasse, som havde cuttet og som havde haft det dårligt og var endt med at hænge sig selv (det er nok ikke for sjov at alle hader dig!), og en anden stemme blandede sig i den foragtelige samtale fra omklædningsrummet bag hende, imens kulden af ondskab krøb og vred og drejede op langs rygsøjlen.

   Har I set hendes klamme sår?

   En anden pige svarede, men denne gang var stemmen for dæmpet til, at den kunne bryde igennem lyden af det gulvplaskende vand. Anna klemte begge arme indover sine bryster, med de blotlagte sår pegende ind på kroppen, så de var skjult for omverdenen, og hendes øjne strammede sig sammen, lukkede til, i forsøget på at modkæmpe de svidende tårer. Det gjorde ondt i maven af kold paranoia. De næste sekunder, var det kun brudstykker, der nåede hendes ører, men brudstykkerne dannede mening nok til, at hun vidste, hvad og hvem de hentydede til.

   Opmærksomhedskrævende … fucking klamt … den kælling … syg i hovedet … taber …

   Emilie havde løftet brynene op i panden, på den uskyldige måde som Anna aldrig kunne læse, og læberne blødte ud i et bredt og tyndt smil. Må jeg godet få dit nummer? Det havde hun spurgt, og Anna havde givet hende sit nummer, og selvfølgelig, det her var grunden til, at hun ville have hendes nummer, for så kunne hun fortælle alle de andre, hvad der var sket, og Dennis greb fat i hende og skubbede hende i vandet, og kæppen, den svirpede og tæskede, nedover Dennis, tæskede, tæskede, tæskede, og det begyndte at prikke ulideligt under skuldrende, videre nedover armene, ned til sårene. Anna åbnede munden, hev efter vejret, som om hun ikke kunne få luft, for hendes lungeblærere ætsede så ulideligt, hun hev og hev og hev, men ikke græde, ikke græde, ikke græde, og hun hørte en sætning, som hun vidste at hun aldrig ville glemme.

   Jeg håber fandeme lorteungen snitter forkert og kommer alvorligt til skade af det.  

   Annas vejrtrækning skælvede, hun åbnede ikke øjnene, og hendes arme pressede sig tættere ind mod brystpartiet, så de bløde, hængende bryster blev klemt ømme, men ikke græde, ikke græde … ikke … fucking … græde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...