Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

212Likes
1145Kommentarer
107503Visninger
AA

61. 60

 

Blikkene fra alle sider brændte hende i kroppen, da hun trådte ind i klasseværelset, men det var særligt blikket fra Emilie, iskoldt og dybt stirrende, som fik det til at bide i maven. Beskeden der havde sagt fucking klamme møgkælling fyldte stadigvæk hendes tanker, gjorde den kolde og paranoide mavebiden koldere, men hun fortsatte fremad, registrerede kun Emilie ud ad den ene øjenkrog – men trods hun kun knap registrerede hende, fik blikket det alligevel til at krybe koldt mod ryggen – men nægtede at dreje hovedet, kun hendes plads længere fremme, kun hendes plads og intet andet.

   Hun satte sig ned og svang sin taske på gulvet i processen. Trak atter sin telefon frem – de kiggede på hende, de kiggede alle sammen på hende, hun vidste det, vidste det bare, fucking vidste det – og tændte skærmen, så kun kort beskeden og klikkede i stedet ind på hjemmeskærmen, med den lyseblå boblebaggrund og ikonerne, der alle sammen var opstillet i de samme rutinevise grupperinger, som bøgerne på hendes værelse, de bøger, ingen andre end hun måtte pille ved.

   Hun bladrede til næste sektion. Endnu en besked, ligeledes anonym, summede ind på telefonen, dukkede frem som en bjælke i toppen af skærmen.

   Du fortjener at dø, møgluder!

   Kulden vred sig indover Annas hornhinder, klemmende og dunkende, og den bidende mavefrygt blev værre, begyndte ikke bare at bide, men gnaske, gnaske, gnaske, og den omklamrende væg af fortvivlelse kom tilbage, pressede sig omkring hende, trykkede usynligt men kun alt for mærkbart mod hendes krop, i en rastløs drænen, som om hun ikke kunne være i sin egen krop eller i lokalet, som om hun ikke kunne være nogen steder, og vi hader dig alle sammen, møgluder, der fortjener at dø, bare DØ, og hun kunne græde, lige nu, og tårerne pressede sig allerede frem i den velkendte saltbrændende fornemmelse, hun allerede begyndte at føle sig alt for forvænt med, men hun holdte den strubevridende grådklump tilbage. Ville ikke græde. Ville ikke.

   Fucking klam møgkælling, du er en møgluder, og du fortjener at dø. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...