Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111012Visninger
AA

7. 6

Anna vidste allerede fra en tidlig alder, at hun ikke var som alle de andre. Hun havde altid været anderledes, sær, og hendes særlighed kom sig til udtryk så tidligt som børnehavealderen.

   Hun ville ikke være social med de andre piger.

   Hvor de andre piger ofte dannede de obligatoriske sociale grupper, og legede Far, Mor og Børn med drengene eller legede med dukker eller bare socialiserede sig på den måde, små piger nu gjorde det bedst, sad Anna alene og byggede legoklodser. Dette var bestemt ikke, hvad de normale piger gjorde, og hun havde ikke mange at snakke med i børnehaven. Det gjorde heller ikke 4-års Anna noget særligt. Hun kunne lide at sidde for sig selv, og bygge med klodser, og gøre alt det som piger ikke gjorde. Hun kunne lide at være isoleret, i et hjørne, og bygge huse og tårne og veje. Det var ikke hendes problem, at de dumme, dumme pædgo’er ikke forstod hende. Det var ikke hendes skyld, at de skulle tvinge hende til noget, hun ikke selv havde lyst til. De andre piger var kedelige. De andre piger skulle altid snakke eller lege dumme lege, som alligevel ikke sagde hende noget som helst – kedelige kedelige kedeliiiige – og de andre piger kunne alligevel ikke lide hende.

   Alligevel tvang pædagogerne – dumme DUMME pædgo’er – hende ind i et fællesskab, hun var for anderledes til at være en del af. Og lille-Anna hadede det, og protesterede ofte i grædende anfald af hidsighed, med sine hænder klaskende ganske voldsomt mod det kedelige, grå børnehavegulv (VIL IKKE, VIL IKKE, VIL IIIIIIKKE!) i udtalt modvilje. Det var heller ikke unormalt for hende at bore sine spæde mælketænder i en pædagogs hånd, eller sparke temmelig voldsomt fra sig, hvis hun ikke fik sin vilje.

   Pædagogerne var bekymret, selvfølgelig var de det, for det sømmede sig jo ikke, at en pige på kun fire år var så isoleret, men Lone og Jakob Larsen – på dette tidspunkt stadig gift og ikke fraskilt – mente nu ikke, at det var så slemt. Det var bare en fase. Nogen piger er bare introverte, og kan bedre lide at være for sig selv frem for at socialisere sig med andre mennesker. Det var selvfølgelig bare det.

   Men det var ikke det. Det havde aldrig været det. Anna var ikke bare en indadvendt pige, der bedst kunne lide at være for sig selv – ikke kun det, i hvert fald, men dette var hun sikkert også –, nej, Anna var en særling. En pige, der ikke passede ind. En pige, der ikke var som De Andre. Og en pige, som De Andre ikke brød sig om.

   Før børnehaven havde Anna ellers virket som en helt normal pige. Der gik ikke mange måneder efter fødslen, før hun begyndte at forme de første skridt, selvom hun alligevel kravlede ind i 1-årsalderen. Før hun blæste toårslysene ud på fødselsdagskagen, havde hun allerede lært at udtale, utrolig velformuleret endda, flere ord. Farmand, mor, bus, hus, mølle, tårn, tog, bedstefar, bedstemor, mad, mig.

   Før hun blev tre, kunne hun allerede danne sætninger, og meget ofte forstå betydningen af dem. Jeg elsker dig, jeg sulten, det mørkt.

   Det absolut første tegn på, at hun var anderledes, var besættelsen, som ramte hende i 3-årsalderen. Dette viste sig blot at blive den første af mange besættelser, som sidenhen fulgte i kølvandet. Den første besættelse var legoklodser. Det handlede ikke blot om at bygge med legoklodser, men selve legoklodsernes form og hvordan de så ud, fangede på ejendommeligt vis hendes udtalte interesse. Det var ikke unormalt for hende blot at sidde og stirre på en legoklods, med hovedet skrånet en anelse til den ene side, bare sidde og stirre og betragte dens udbulinger, eller hullerne på indersiden. Og hvis hun ikke betragtede dem, så byggede hun med dem. Ofte var det abstrakte figurer, som kun hun vidste, hvad var, men der var også enkelte gange, hvor de ting, hun byggede af legoklodser, rent faktisk efterlignede noget.

   I slutningen af fireårsalderen og begyndelsen af de fem, skiftede hendes interesse om.

   Nu var det ikke længere legoklodser.

   Nu var hendes særprægede interesse bogstaver.

   Det er ikke unormalt for et barn – dette gælder både for piger såvel som drenge – allerede i en alder af fem, at begynde at interessere sig for at lære. Et barns hjerne begynder for de flestes vedkommende, så småt at begribe konceptet bag bogstaver og tal så tidligt som fireårsalderen (selvom det dog hænder for de særligt sprogligt og matematisk begavede, at begribe konceptet i en tidligere alder end dette), men for Anna var det anderledes. Det var ikke læsning eller skrivning, der interesserede hende ved bogstaverne, men snarere deres form. Særligt tre bogstaver havde hendes interesse. Lille-r, m og s. Særligt lille r, fordi det mindede hende om den lygtepæl, der stod ude foran huset og kunne ses fra hendes værelsesvindue, m fordi det lignede to aflange tunnelåbninger og mindede hende om tegnefilm og tunneler og dybe huler, og s fordi det lignede en svane. Hvilke andre bogstaver, som det danske alfabet havde at byde på, var ligegyldigt. Det var m og r og s som var de vigtige, fordi de lignede noget, og når hun så bogstaver, så hun ikke bogstaver eller uforståeligt volapyk, når hun så bogstaver så hun genstande. Denne bogstavmæssige besættelse gav snart efter for noget større og stærkere, som først rigtigt prægede efter fire måneder i børnehaveklassen.

   Matematikkens forunderlige byggesten.

   Tal. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...