Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111051Visninger
AA

60. 59

Der var hverken nogen Dennis eller nogen Emilie med bussen denne torsdag, men dette betød ikke at Anna ikke stødte på ubehageligheder, for det gjorde hun. Det skete bare da hun allerede var stået ud ad bussen, og da hun havde vandret de 78 meter, der var fra busttoppet og til skolens indgang. Ubehagelighederne befandt sig halvvejs mod indgangen, ude i stiens venstre periferi, ved cykelstativerne under det blålige glastag, der strakte sig langs stien. Det var seks piger – kun piger og ingen drenge – som stod i en lille cirkel og røg, selvom man egentlig ikke måtte ryge inden for skolens grund, men det var der mange, der var ligeglade med.

   Det var ikke det, at de stod i en cirkel, der var problemet, ej heller det, at de røg et sted, de ikke måtte ryge – dette var Anna ligeglad med og havde altid været det – men det var det faktum, at alle deres ansigter, uden en eneste undtagelse, kiggede imod hende. Selvom de stod helt ude i kanten, under glastaget, og der allerede var for stor en flok af elever på stien til, at nogen ville kunne finde på at angribe, mærkede Anna alligevel tarmene vride sig koldt sammen. Deres blikke var alt for stirrende, alt for fokuseret. En af pigerne – det lignede Emilie, især på den brune hestehale, der fejede nedover det øverste af rygpartiet, så Anna i et kort øjeblik troede, at det var hende, men så opdagede hun, at næsen var for spids og den her pige var en anelse mindre og en anelse tættere, end Emilie var – drejede sit ansigt imod de andre. Hun sagde noget, som Anna ikke hørte i larmen, og en anden af pigerne, denne gang en blondine – hun vidste ikke hvem nogen af dem var, vidste kun, at de gik i 9’ene som hende selv – vred sine øjne hvide i et kort øjeblik, og så ud til at fnyse af væmmelse. Anna så væk, fastholdte udelukkende fokus på glasdøren, imens hun automatisk trak længere ud i højre side ad stien, så hun var så langt fra dem, som det var muligt. Havde hun blot trådt to skridt mere til siden, ville hun være endt i buskadset, der fungerede som en grænse til parkeringspladsen.

   Skridtene blev hurtigere, ikke kig på dem ikke kig på dem bare fortsæt bare fortsæt, og igen så hun kæppen for sit indre blik, da den tæskede nedover Dennis, hørte kun alt for levende og alt for tydeligt slagenes dumpe lyde, og Emilies stemme i badet, da hun sagde det er nok ikke for sjov, at alle hader dig, og tankefilmen klippede videre til Celine, med de røde og tåreglinsende kinder, Celine der skreg DU ER DEN VÆRSTE STORESØSTER NOGENSINDE lige inden hun slyngede tøjbamsen imod hende.

   Hun nåede de to betontrin op til glasdøren, og fortsatte indenfor, ind i varmen og væk fra pigerne. Det krøb sammen i nakkepartiet. Hun trådte videre ind på den udstrækkende korridor, hun havde lært at kende alt for godt, korridoren der blot strakte sig evigt fremad, gennem kantinen med de firkantede murstenssøjler og forbi gangen til klasserne, helt til opholdslokalerne og biblioteket langt nede for enden. Hun havde gået fem skridt, før det summede imod venstre lomme, fra mobilen, som om hun modtog en besked, som hun ellers aldrig plejede at gøre fordi der alligevel aldrig var nogen der skrev til hende. Det forvirrende og forundrende ved denne situation, fik hende til at stoppe op, og uden omtanke, uden blot den mindste anelse – andet end den fortsatte nakkekryben – om, at dette kunne være et dårligt varsel, tegnet på noget modbydeligt, noget ondt, greb hun telefonen og trak den op ad lommen og tændte skærmen.

   Så stivnede hun.

   Fucking klamme møgkælling!!

   Det var den besked, der mødte hende i tekstboksen. Skærmens lys sank væk, blev erstattet af strømbesparende mørke, men hun tændte den igen, selvom hun ikke burde, selvom det var dumt. Hun aktiverede atter skærmen, blot for at se på beskeden, fra en anonym tilsender, der – trods anonymiteten – hadede hende.

   Klamme møgkælling.

   Pigerne havde kigget på hende. Med blikke, hun vidste ikke var gode. Den ene af dem havde vredet øjnene til hvidt, på den måde, Anna umuligt kunne fejlfortolke. Den måde, man kun gjorde det, hvis der kom nogen, man hadede. Beskeden var fra en af dem. Hun kendte dem ikke, ikke rigtigt, andet end fra de diverse klasseaktiviteter, men de kendte hende, og det vidste hun, og kulden slyngede sine klamme hænder fremad, krøb fra nakken og foran til ansigtet.

   Fucking klamme møgkælling!!

   Hun sænkede telefonen og så fremad. Energien drænede bort fra kroppen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...