Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111007Visninger
AA

59. 58

Frygten var mere grusom og mere trykkende, da Anna stod ud ad sengen torsdag morgen. Udover den samme form for gnavende mavepine, som hun havde fornemmet morgenen forinden, var der også noget andet, noget værre, noget mere ondt, der borede sine sorte, kolde fingre af død ind gennem hjernen og dybt ned i sindet.

   Vi hader dig alle sammen.

   Hun så atter, i korte glimt, hvordan kæppen tæskede nedover Dennis, tæskede, tæskede, tæskede, og Emilies våblanke øjne, der hadskt bestirrede hende, og frygten blev tungere, pressede ned på hendes skuldre med hårde og usynlige stålvægte. Det var næsten som om, at der rent faktisk sad nogen på hende, for at fastholde hende til den siddende tilstand på sengekanten, nogen der var ond og usynlig og som jublede over omstændighederne, der hændte omkring hende, nogen som ønskede at både stjæle og ødelægge. Hun havde lyst til at kaste op og krybe tilbage til dynen, og derefter græde, lyst til at …

   Da hun fangede refleksionen af sig selv i spejlglasset på skabet tværs overfor hende, filmede billedet af den zinkglinsende passernål atter frem fra sindets afkroge, men det var ikke kun billedet af passernålen, men også den røde streg, der stribede sig i den skærende nåls kølvand.

   Vi er alle fugle, frie, vi er frie ligesom fugle, vi er alle fugle, alle FUGLE …

   Hun drejede hovedet, mod højre, og fastholdte sine grønne øjne på skrivebordet. Passeren, nu atter foldet sammen, lå vandret og pegede i retning mod vinduet, ved siden af koppen med linealer og blyanter og kuglepenne, og den fristende mavekløen prikkede atter op i underlivet, og vred sig ud i armene og fingrene, fristelsen efter at skære, fristelsen efter friheden (vi er alle fugle), fristelsen efter smerten og fristelsen efter straffen.

   Fristelsen efter at gøre det mennesker, der var syge i deres hoveder, gjorde.

   Hun vendte blikket ned mod sin venstre arm, vred den rundt og så atter på det blegrøde spor, nu blot en svag sårskorpe, der strakte sig over den lyse underarmshud mellem albuen og håndleddet. Hun mærkede atter den glasskåragtige fornemmelse, en skarp sviden, der begyndte at kløe sig omkring såret, fuldstændig som da hun rent faktisk snittede med sin passer, og igen voksede fristelsen op i hendes mave i den sugende kildren, en form for magnetisk længsel, og øjnene viftede sig på ny mod passeren.

   Vi er alle fugle, Anna, fugle fugle alle sammen fugle

   Hun rejste sig. Det første skridt ledte hende i retning mod skabet, men så drejede hun ud af kurs, og skridtede i stedet hen til skrivebordet. Hendes arm strakte sig automatisk fremad, som om hun var en marionetdukke, der blev styret af usynlige tråde, som om, at det rent faktisk ikke var hendes egen vilje, hun handlede efter, men en andens, en usynlig marionetfører et eller andet sted over hende. At det var denne usynlige dukkeførers vilje, at hun  skulle gøre denne givne handling, førerens vilje og ikke hendes egen, og før hun nåede at tænke, endda knap nok registrere det, havde hun langet fat i passeren. Grebet knugede sig. Hun vendte passeren rundt, og brugte venstre hånd som en hjælp til at adskille de to ben fra hinanden, så de var spredte, og passeren skrånede opad. Med et greb, der stadig var hårdt sammenknuget, vred hun passernålen ned i venstre arm, ligesom hun havde gjort om mandagen, og hun prikkede igennem den bløde hud, så et hvidt spjæt strålede op i skulderen, men smerten varede kun kortvarigt, og blev atter erstattet af den underlige, men sælsomt afslappende, kløen, der kildrede så vidunderligt, og hun skar fremad, ved siden af det sår, hun allerede havde lavet, skar og trak nålen tilbage og skar igen, og blodet svulmede sig opad i en mørkerød fortykkelse langs passerens riftende kølvand. Da Anna så blodet, var der noget ejendommeligt ikke-virkeligt over det, som om blodet ikke var ægte, men blot teaterblod, væske med frugtfarve, ligesom det man brugte i film, og hjertet begyndte at banke hurtigere. Hun kunne ikke lade være med at betragte det lidt ligesom en flyvetur, som hvis hun svævede over de endeløse vidder af bjerge og bakkepukler og grønne trætoppe, imod den evigblå himmel, og blodet begyndte at rejse lifligt og harmonisk nedover armen, i små og tynde striber, og Anna smilte, hun smilte, og den onde tunghed, der havde presset nedover hendes skuldre, lettede sig, fordampede bort, blev erstattet af den tankefjerne tåge, der slørede sig igennem sindet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...