Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
109403Visninger
AA

58. 57

Dennis kunne ikke huske, at han nogensinde før havde mærket en så voldsom tyngen af samvittighedsnag i sit mellemgulv, som han gjorde denne aften, da han sad foran computeren og klikkede formålsløst rundt på YouTube.

   De ting, han havde sagt til Anna, kaldt hende fed og tyk og grim, og endda bedt hende om at hænge sig selv, og ja, han ville da indrømme at hun var en særling, og at det var irriterende, når hun ikke kunne holde kæft i timen, men hun havde aldrig gjort ham noget personligt, aldrig rigtigt, bortset fra denne onsdag nede i Utterslev Mose, og det var selvforskyldt, uanset hvad Emilie sagde til ham, så var det selvforskyldt og intet andet. Og det havde han også på fornemmelsen, at både mor, og sidenhen far, da han kom hjem fra arbejdet, var klar over. De andre i klassen vidste det sikkert ikke, og Nicklas gjorde nok heller ikke, og som han tænkte over det, var han heller ikke sikker på, at han ville fortælle dem det. Ikke engang Nicklas. Hvis nu nogen sladrede, og endda endnu værre, hvis nu Emilie fandt ud af det, og blev sur på ham og aldrig ville snakke med ham igen.

   Emilie.

   Det var deres hemmelighed, havde hun givet udtryk for, og ingen andre måtte finde ud af det. Folk kunne finde på at sladre. Og hendes veninder – selv Jasmin – var ikke nogen, hun rigtigt stolede på, og dette vidste Dennis var af en god grund, og ikke blot hende, der var paranoid. Han var den eneste, fortalte hun ham, som hun rent faktisk stolede på. Der var nemlig et eller andet ved den skole, hvad kunne han ikke forklare, men der var et eller andet over den, der fik én til at gøre irrationelle ting. Den fik piger til at sladre om deres veninder, gå bag om ryggen og svigte og bedrage, og den fik folk som ham selv til at føle et pludseligt – og forkert – magtsug i kroppen af at chikanere en pige, man knap kendte og som egentlig aldrig havde gjort én noget. Og det var ikke før mødet med den voldsomt svingende gren, at det pludselig gik op for ham. Handlinger havde konsekvenser. Og forkerte handlinger havde dårlige konsekvenser. At blive smækket i hovedet med en gren, indtil blodet begyndte at fosse ud af øret, kunne Dennis uden tøven tilskrive som værende en dårlig konsekvens. Af en handling, han dernæst, ligeså tøveløst, kunne konkludere som værende forkert. Og det havde han egentlig hele tiden godt vidst, at det var, havde han ikke? Forkert. Han havde blot undertrykt væmmelsen over sine egne grusomheder, fordi dette var, hvad skolen gjorde ved folk, som om en underlig kraft, ikke-fysisk og muligvis ikke engang materiel, men stadig kun alt for virkelig, hjemsøgte det sociale skolefællesskab. En slags virus, der sprang fra elev til elev, og muligvis endda til lærere. Noget, der fik nye elever, der hverken røg – det gjorde Dennis godt nok heller ikke, men det gjorde et flertal af hans venner til gengæld – eller drak sig fulde, ikke sådan rigtig, i hvert fald, til at gøre ting, de normalt aldrig ville have gjort. Mange begyndte at ryge, drikke sig fulde hver weekend, eller snakke grimt til hinanden, og der skete bare noget med folk. Gruppepres og sociale hierarkier og alt hvad der ellers til dagligt hærgede skolen, spillede utvivlsomt en rolle, oven i købet en stor en, men der måtte også være noget andet. Noget mere grusomt, der fik alle i hans omgangskreds – inklusive ham selv – til at gøre det, der uden den mindste tvivl var grotesk og forkert. Noget, han ikke havde lagt mærke til før, fordi hans handlinger ikke havde haft konsekvenser, og som på en eller anden måde havde hjulpet ham til at undertrykke den samvittighedsimpuls, der nu alt for mærkbart svulmede og brændte i ham.

   Men hvad fanden var det?

   Emilie hadede Anna, men det havde hun ikke altid gjort, og det vidste han, og han spekulerede over, om dette noget – hvis det da ikke var andet end et produkt af hans fantasi, fordi samvittigheden over den alt for forkerte handling nede i mosen, åd og voksede og åd noget mere i hans indre – havde en finger med i spillet. Om dette noget måske endda var direkte årsagen til det brændende had, Emilie udviste overfor Anna.

   Tag dig sammen, Dennis, for helvede.

   Der er ikke noget Noget. Du har bare fucking dårlig samvittighed, og ikke en skid andet.

   Men alligevel. Hvad nu hvis der rent faktisk var?

   Uden at han egentlig forstod præcis hvorfor – og det var ikke helt rigtigt; Han havde alligevel, et sted i sindets fjerneste ender, en dump anelse om, hvorfor – kom han i tanker om moster Christina, som var troende kristen, ganske vist ikke fanatiker, ligesom nogle af de der overkristne Indre Missionere, der sagde puha nej til sex før ægteskabet og druk og hvad fanden ellers, men hun var troende, ingen tvivl om det. Kunne sin bibel, bad bordbøn og aftenbøn med familien og gik i kirke hver søndag – eller så i hvert fald da næsten hver søndag; Der var vel grænser, selv for en som moster Christina – og hun havde engang sagt noget, han havde fundet interessant, også selvom han selvfølgelig ikke rigtig troede på det.

   Man siger, at djævlen (hvis han findes, Dennis, glem ikke det, hvis han findes) kan få folk til at gøre det forkerte, i den tro, at de gør det rigtige. Det er nok også derfor, han har øgenavnet Den Store Bedrager.

   Ikke at Dennis troede på hverken Gud eller Djævlen – måske var der mere, måske var der ikke, ingen af disse føromtalte eksistenser synes at have blandet sig i hans tilværelse, så han så ingen grund til at tro, at deres eksistens rent faktisk var virkelig – men han kunne alligevel ikke lade være med at drage en parallel til moster Christinas ord, der mest var sagt i en humoristisk, spøgende tone, til dette noget, der gennemstrømmede skolens sociale fællesskab. Han fornemmede kuldegysningerne kildre rundt om hans albuehuler.

   Djævlen kan få folk til at gøre det forkerte, i den tro, at de gør det rigtige.

   Han tænkte igen på Emilie, og på det flammende, tørre had, hun udviste mod Anna. Det gik op for ham, at han havde ladet sig selv blive trukket med i en kamp, der ikke var hans, og som han aldrig skulle have taget del i, og han forstod også, hvorfor han overhovedet var hoppet med på vognen i første omgang. Og det var ikke en mystisk kraft – eller det var det måske, det kunne man jo selvfølgelig aldrig vide – og heller ikke Djævlen, men derimod den samme ting, som der nogen gange fik en varme til at bruse op i ham, de gange Emilie satte sig tæt ved siden af ham, den samme grund, som at han følte sig umådeligt fri og bekymringsløs, når han befandt sig i Emilies selskab, ja, tilmed nogen gange uovervindelig, af samme grund, som at det begyndte at kløe og stramme sig hårdt til i skridtregionen, når han så Emilie gå rundt i nylonstrømper og lårkorte, eller blot tætomsluttende bukser, der fremhævede hendes lår. Det var fordi han var tiltrukket af hende – måske, var han bange for at han måtte erkende, mere end bare tiltrukket – og holdte af hende og når drenge er tiltrukket af piger vil de selvfølgelig gøre hvad som helst for at charmere sig ind på dem, uanset hvor åndssvagt det så må være, det er jo klart, eller sådan var han i hvert fald indrettet. Og han var en idiot og det var forkert, det var for helvede fejt og skide tøffelhelteagtigt, men ikke desto mindre var det derfor, han havde gjort det, og så kunne han selvfølgelig fortryde fra nu af og ind i evigheden. Fortrydelse ændrede ikke fysikkens love og regler og naturens uophørlige gang. Sket var sket. Han havde gjort noget dumt, måske endda mere end dumt, måske ligefrem ondt, og det kunne han ikke lave en skid om på og det vidste han. Han måtte leve med samvittigheden.

   Hvad Emilie derimod angik, og hendes had, var en anden sag. Og i de første øjeblikke, kunne Dennis ikke lade være med at foranledige sig selv til at tro, at det måske var her, den mystiske kraft – eller djævlen eller noget lignende – trådte ind i billedet. For hadet var sygeligt, hadet var ikke normalt, og det var han klar over.

   Men han vidste da godt, hvorfor hun var sådan, gjorde han ikke?

   Hun havde jo, som sagt, ikke altid været sådan, i hvert fald ikke overfor Anna. I al den tid han havde kendt hende, havde hun haft tendenser til kun at se tingene fra sin egen vinkel, ikke andres, men dette kendte han fra så mange andre piger – og vist også et par drenge hist og her – og det havde aldrig været noget, der havde været særlig slemt, medmindre hun blev ekstremt uvenner med diverse veninder. Men Maria … der havde været noget ved Maria, som havde påvirket hende, forandret hende på en eller anden måde. Maria havde heller ikke hele tiden været den deprimerede emo-agtige pige, som hun blev til. Da Emilie første gang lærte Maria at kende, hvilket havde været i 6. Klasse, på det tidspunkt, hvor han og Emilie havde været venner i et års tid, var Maria en glad pige udadtil, der smilte og kunne fortælle mange sjove historier og som var åben overfor alle. Maria var tilflytter fra Roskilde, fortalte hun, men hvorfor hendes familie ikke blot havde fået hende til at skifte skole, men endda by, forklarede hun aldrig, men Dennis havde sine mistanker, og efterhånden som Marias bagvedliggende, ustabile psyke blev mere og mere fremtrædende – i takt med, at Marias familiesituation blev værre og værre – begyndte hendes smilende facader at revne og krakelere. I starten af 7., da Emilies og Marias venindeforhold var blevet ekstremt tæt (det var stadig inden, at Jasmin og Emilie blev de gode veninder, de var den dag i dag), ringede Emilie en aften til ham. Og hun græd. Der var sket noget med Maria, sagde hun, og hun var nødt til at tage på hospitalet og besøge hende, men hvad der var sket, ville hun ikke fortælle, ikke fordi hun ikke stolede på ham, for jo, det gjorde hun da selvfølgelig, men hun havde lovet ikke at sige det til nogen, og hun var en pige, der holdte sine løfter overfor veninderne.

   Senere havde Dennis alligevel fundet ud af, hvad der var sket.

   Selvmordsforsøg. Med en blanding af sovepiller, panodiler og en flaske brændevin, Maria havde fundet i sine forældres barskab bagerst i stuen. Hun havde været alene hjemme, det var om lørdagen, så det havde været nemt at udføre. En time senere, da forældrene kom hjem, havde de fundet hende liggende udstrakt på ryggen i bryggerset, slap og bevidstløs. Hun var øjeblikkeligt blevet indlagt, sendt til udpumpning og blev udskrevet tre dage senere. Det var det første selvmordsforsøg, Emilie kendte til, men det var langtfra det første, Maria havde prøvet at udføre, og det blev ej heller det sidste. To måneder senere blev hun atter indlagt efter endnu et selvmordsforsøg, denne gang ved at indtage neglelakfjerner. Det blev hårdere og hårdere for Emilie at håndtere, for hun holdte jo virkelig af Maria, og flere gange det efterår blev Dennis ringet op, for derefter at høre Emilies kvalte hulken i den anden ende af røret.

   Maria var cutter.

   Dennis fandt først ud af det efter Marias sidste, og denne gang uhyggeligt succesfulde, selvmordsforsøg i Damhusparken. Emilie var taget hjem til ham dagen efter Marias død, fordi hun havde brug for en drengeven, ikke en veninde – allerede dengang syntes hun ikke, at nogen af pigerne på den skole var til at stole på, med alt deres fnidren-fnadren og snobberier og hvad pokker ellers – at snakke ud med. Det meste af tiden gik bare på at trøste Emilie, prøve at opmuntre hende, noget, der var mere eller mindre forgæves – Dennis havde aldrig før, og heller aldrig siden, set hende så fortvivlet og ødelagt, som han havde set hende være den skæbnesvangre dag – men til sidst fik hun snakket. Han lyttede kun. Det handlede mest om, hvordan hun hadede hele den uretfærdige situation, og hvor meget hun savnede, savnede, savnede Maria, og hvor egoistisk det havde været af Maria at tage livet af sig selv, men så kom hun ind på det, tøvende i starten, småhulkende, men det lykkedes hende at kæmpe imod den værste del af gråden. Maria havde været både cutter og deprimeret, og det havde hun været lige siden hun startede på skolen, og hun havde også været det før skolen, og det var derfor, hun endte med at flytte til København sammen med familien. Problemerne på hjemmefronten var ikke det værste, det var også slemt, selvfølgelig var det det, men ikke det værste.

   Det værste havde været det, der skete udenfor hjemmet.

   Det værste havde været nogen piger, og det var nogen snobbede piger, og det var snobbede piger, hvis ondskabsfuldhed gik udover Maria.

   Mobning, med andre ord.

   Kulden, der først havde krøbet sig omkring rygsøjlen og albuehulerne, begyndte nu at sprede sig ud i resten af kroppen, og han begyndte at forstå, og han ønskede pludselig ikke længere, at han forstod noget som helst.

   Selvom Emilie fortalte ham, at det værste helt klart havde været, at Maria snittede i sig selv, og selvfølgelig også at hun begik selvmord, og at dette sikkert også var, hvad hun havde fortalt sig selv utallige gange, i sådan en grad, at hun til sidst virkelig troede på, at det var sådan, det forholdte sig, så vidste han, at det ikke var tilfældet. Der var noget, der var endnu værre for Emilie, og dette noget var kilden til alt. Det var kilden til hadet, det var kilden til at Emilie ændrede sig, det var kilden til det, der skete lige nu, i dette givne øjeblik, og det var ikke en eller anden ond kraft – selvom det kunne være det, Dennis udelukkede det bestemt ikke, men troede stadigvæk ikke på det –, nej, det var det ene faktum, at dem, der endte med at drive Maria ud i selvmord – forældrene og pigerne fra Marias gamle skole – aldrig blev straffet for det. Jo, forældrene gjorde måske, de blev straffet ved at miste et barn, men ikke pigerne, der i første omgang havde ødelagt hende. Det var det faktum, at Emilie mistede en pige, hun holdte af, en veninde, hun virkelig elskede, der, trods det onde og dystre mørke, der havde taget bolig og besat Marias sind, var fantastisk og vidunderlig og unik på alle måder, det var det faktum, at pigerne fra Marias gamle skole havde været lede snobber, der sikkert troede, at hele verden udelukkende drejede sig om dem, og ganske empatiløst havde terroriseret Maria ind i først desperation, siden fortvivlelse og endelig uudgrundelig melankolsk depression.

   Snobber. Der var alt for vant til at få deres vilje. Egoistiske kællinger. Jeg vil fucking slå dem ihjel.

   Disse ord spillede sig ud fra fortidens tåger med Emilies lysdirrende, 14-årige stemme.

   Dennis gøs, og derefter væmmedes han, og så fik han snarligt efter kvalme, og han fik kvalme fordi han vidste, at det var her, Anna trådte ind i billedet, og han havde egentlig vidst det hele tiden, men – ligesom med samvittighedsimpulsen – blot undertrykt sin viden. Og nu kom den frem, og sammen med den forfærdelige, grusomme kendsgerning, blev den dårlige samvittighed endnu værre end den allerede var, blev forvandlet til en tung skam, og han ville i dette øjeblik bare krybe sig sammen og gemme sig væk, for derefter at skrige, vræle og sidenhen græde.

   Emilie havde altid betragtet Anna som egoistisk, hvilket hun vel egentlig også kunne have ret i. I al den tid, han havde gået på skolen, og haft et kendskab til Anna Larsen, havde hun virket som en pige, der levede i sin egen verden, en pige, der aldrig selv tog initiativet til at starte en samtale, og som han tit havde oplevet, dengang hun var yngre, i hvert fald, få voldsomme, skrigende vredesudbrud, når tingene enten ikke var, som de plejede, eller ikke skete på den måde, som de i hendes verden skulle ske. Han huskede stadigvæk episoden langt tid tilbage, det var muligvis i enten fjerde eller femte klasse, hvor de skulle til en ekskursion til en gård, og Anna ganske skødesløst, ganske egoistisk, var forsvundet, fordi hun åbenbart hellere ville se på heste, fremfor at deltage i undervisningen, der var så obligatorisk for resten af klassen. Det var noget, mange var blevet sure og vrede og irriteret over, og havde snakket om længe efter. På sin vis kunne han godt forstå, at så mange af pigerne ikke brød sig om hende, for hun var egoistisk, ingen tvivl om det, men man kunne sagtens være egoistisk og stadig være uskyldig. Og Anna var uskyldig, det vidste han nu, hun var uskyldig og havde hele tiden været det.

   Han havde hørt – han mente også, at det vart fra sin moster, eller også var det fra mor – at had og raseri var ligesom en virus. Udover at den skulle have en smitsom kilde og en værtsorganisme, skulle den også have noget, den kunne angribe. Had og fortvivlelse fremkaldt af en eller anden form for uretfærdighed, som ikke er blevet løst – som man tydeligt kunne sige var tilfældet med Emilie i forhold til Marias selvmord – skal stadig have et eller andet, det kan angribe og fortære. Helst noget, der opfylder kravene.

   Og det havde Anna gjort. Emilie associerede Annas egoisme med forkælelse, og dem, der havde været skyld i Marias død, var ifølge Emilie, forkælede snobber alt for vant til at få deres vilje. Og det samme var Anna. En forkælet, lille snob, egoistisk og alt for vant til at få sin vilje.

   Og han havde været med til at gøre skade på en person, der ikke fortjente det.

   Det havde han været med til. Som den idiot han var. Det havde han været med til.

   Den nat kunne Dennis næsten ikke sove. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...