Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

212Likes
1145Kommentarer
107560Visninger
AA

57. 56

Anna lå udstrakt på maven, med venstre kind trykket blødt ned i madrassen og sin blanke bestirren rettet imod gipsvæggen, da Lone trådte ind ad døren.

   Anna hørte sin mor, men reagerede ikke og ændrede ej heller stilling. Det hvislede af stof, som Lone bevægede sig, hen til sengen, og hun satte sig på kanten og betragtede sin datter, længe, tavst.

   ”Jeg har … Fået kontakt til en … en psykolog … På Frederiksberg. Jeg har fået aftalt en tid klokken, øh … klokken ti lørdag formiddag.”

   Intet svar, noget, Lone havde forventet, men som hun samtidig hadede, og den mærkværdige gnaven huggede frem i brystpartiet. ”Anna, vil du ikke nok bare kigge på mig, så jeg ved, at du hører efter?”

   ”Gå.” Svaret kom dæmpet, næsten mumlende, men overrumplede alligevel Lone. Hun veg vantro hovedet tilbage, og blinkede i målløshed.

   ”Anna …, ”

   Og så skreg hun. ”FUCK AF!” Hun kiggede stadigvæk imod gipsvæggen, som om Lone ikke var hendes blik værdig og aldrig havde været det, og muligvis heller aldrig ville blive det, og Lone blev siddende i få øjeblikke mere, inden hun drejede hovedet væk, og rejste sig op. En svag knirken fra sengefjedrene. Hun skridtede hen til døren, greb håndtaget og så sig tilbage. Anna blev liggende, stirrende formålsløst på den hvide væg, og Lone viftede blikket bort, gik ud på gangen og lukkede døren efter sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...