Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1145Kommentarer
109392Visninger
AA

56. 55

Det susede vedblivende i Dennis venstre øre, og den susende lyd blandede sig sammen med en svag hyletone, der forekom næsten elektrisk, skinger og klar, men stadig dæmpet, som brød igennem baggrunden af suset. Slaget i øret havde også gjort noget ved hans balance, det snurrede underligt i kraniet, og selvom han ikke var rigtig svimmel, var det alligevel som om, at gulvet under ham var blevet alt for let, som om det ville give efter eller pludselig give et kraftigt ryk, der ville slynge ham ud af balance og få ham til at falde. Derudover dunkede det i hoved- og nakkeparti, efter de hårde, kraftige slag fra den tykke kæp, som Anna havde tæsket nedover ham.

   Klokken var tre, da han kom hjem fra skadestuen, og med en hvidstribe af forbinding trukket nedover øret – en stribe tapeagtig forbinding presset imod et stykke vat – gik ind på værelset, satte sig på sengekanten og herefter stirrede. Han sank en klump spyt, og det klikkede ud i øret, og den underlige klikken blev snarligt efter fulgt af en hård, trykkende smerte, der dunkede og pressede ud i mellemøret, næsten skar, på samme måde som han huskede det fra de utallige mellemørebetændelser, han havde haft da han var mindre. Han fortrak ansigtet, og løftede hånden op mod øret, men berørte det ikke, og pustede atter ud.

   Ingen høje lyde.

   Og absolut ingen musik.

   Øret skulle have tid til at hele.

   Sandt at sige havde han heller ikke just lyst til de helt store aktiviteter. Den konstante øresusen og lavfrekvente, men tydelige, elektriske ringetone, distraherede ham.

   Emilie skrev til ham kort tid senere.

   Hey Dennis. Jeg er virkelig ked af hvad der er sket, må jeg komme over? Er nemlig på vej hjem fra skole nu.

   Han ville egentlig allerhelst svare ellers tak, Emilie, jeg har nok lige brug for at være alene, men det var ikke det svar, han gav hende.

   Tjoh, hvorfor ikke? :)

   Der gik ti minutter, inden Emilie trådte ind i lejligheden. Der var kun hans mor hjemme, far var stadig på arbejde, og han hørte dem hilse på hinanden, kort inden skridt. Døren gik op. Dennis drejede hovedet væk fra telefonen, mod venstre, til Emilie, der kiggede, med bekymret løftede bryn, på ham imens hun lukkede værelsesdøren efter sig. Det gav et klik. Hun blev stående. Fingrene slap ikke håndtaget. ”Gør det ondt?”

   Dennis trak på skulderen. ”Det gjorde det.”

   Hun gav slip. Håndtaget vippede sig op. ”Jeg er virkelig ked af det, der er sket. Det her … det var ikke meningen.” Hun skridtede frem, og satte sig ned ved siden af ham. Den bløde lugt af frugtshampoo viklede sig om ham. Hun samlede hænderne på skødet. ”Jeg vidste ikke, at … at hun ville gå amok på den måde. Hvis jeg havde vidst det, så … havde jeg nok fundet på noget andet. Jeg ville … jeg ville bare skræmme hende, og give hende en lærestreg. Ikke at … ikke at nogen kom til skade.”

   ”Det er jo lidt for sent at ændre på nu, er det ikke?” svarede Dennis, i et tonløst stemmeleje. Normalt elskede han at kigge på Emilie, og normalt ville han føle et tæt sug strømme ud i maveregionen af at sidde så tæt ved siden af hende, men ikke denne gang. Denne gang følte han intet.

   Emilie kiggede tøvende på ham, og han skulede til hende, og det var tydeligt, at denne situation gik hende på. Han kunne se det på den måde, brynene buede opad, og det underlige, næsten lidende, glimt der havde trukket sig omkring hendes blågrønlige algeøjne. ”Er du okay?”

   ”Det ved jeg sgu faktisk ikke, om jeg er, hvis jeg skal være helt ærlig. Emilie, jeg har fået tæsk med en fucking kæp. Mit øre har taget skade. Tror du egentlig selv, at jeg er okay? Hvis du nu skulle gætte?”

   Emilie svarede ham ikke. Slog blot blikket ned mod madrassen.

   Dennis mærkede endnu et jag skære gennem øret, og skar tænder. Hans fingre krummede sig sammen. Han vendte blikket væk, mod vinduet i den modsatte ende af værelset. Der var stille imellem dem. Så sagde Emilie noget.

   ”Undskyld, Dennis.”

   Hun var ked af det, og det var ikke skuespil. Måden, hendes stemme havde sænket sig, var altid noget, den gjorde, når hun var ked af det og virkelig virkelig fortrød en handling.

   Dennis fnøs, og læberne vred sig i et skævt smil, der ikke var et helt ægte smil, men ej heller helt falsk. ”Hvad er det egentlig, vi har gang i, Emilie?” Han vendte blikket imod hende. ”Helt ærligt … hvad er det vi har gang i?”

   Hun svarede ham ikke.

   Han kiggede frem for sig igen, og tænkte over, hvad han skulle sige. Så. ”Jeg har det virkelig dårligt med alt det her. Og jeg tror ikke, jeg vil være med til det her mere. Er du klar over, hvor tæt på jeg var at fortælle det hele til Rikke?”

   Emilies øjne svulmede i forskrækkelse. ”Det gør du ikke!”

   ”Nej. Men jeg var tæt på … virkelig tæt på … Det var ikke før efter hun angreb mig, at det ligesom lidt gik op for mig, at det, vi har gang i, er forkert. Emilie, da jeg stod foran Anna, og prøvede at lokke hende væk, så jeg ikke en forkælet pige. Jeg så en pige, der var bange og der var forvirret. Da jeg så hende, gik det pludselig op for mig, at hun var uskyldig, at hun aldrig nogensinde havde gjort mig noget, og at jeg rent faktisk ikke kendte hende. Og efter hun gik amok … Gik det op for mig, at jeg ikke vil være med til det her mere. Fair nok, at du hader hende, men hold mig udenfor. Jeg vil ikke mere.”

   ”Dennis.” Dennis kiggede væk. Emilie pressede læberne sammen. ”Hør … Det der skete ude i mosen, det var … Det var min skyld, at hun gik amok på dig, og det er jeg virkelig også ked af. Men lad være med at kalde hende uskyldig, for uskyldig, det er fandeme det sidste den kælling er. Og at … at hun tror, at hun kan tillade sig at gå amok på dig på den der måde, som hun gjorde derude, og … ”

   ”Drop det, Emilie,” afbrød Dennis. ”Okay? Drop det. Jeg har sagt, at jeg ikke vil være med til det her pis mere.”

   Emilie skrånede hovedet, næsten forvirret. ”Så du vil slet ikke have hævn for det, hun gjorde imod dig?”

   ”Hævn? Are you fucking serious?” Han stirrede på hende med brynene rynket. ”Hvorfor fanden skulle jeg hævne mig? Jeg var selv skyld i det. Jeg skulle bare have ladet hende være, så var det her pis ikke sket. Emilie, hvis du hader hende så meget, hvorfor fanden spilder du så al din energi på hende?”

   Emilie var tavs i et øjeblik. Så kiggede hun nedad, mod sit skød, hvor hun fumlede med fingrene. ”Dennis, kan du huske Maria?” 

   ”Maria?” Han tænkte lidt, og så kom det til ham. ”Var det ikke hende din veninde, der … ?”

   ”Jo,” afbrød Emilie ham, som hvis hun ikke havde lyst til, at han fortsatte. ”Hende. Kan du også huske, hvor hårdt det var for mig op til hendes … død?”

   ”Hvordan skal jeg ikke kunne huske det? Du … holdt mig, ligesom, vågen til … lort om natten, fordi du bare havde brug for en at snakke med. Det er sgu ikke noget, jeg sådan lige glemmer, men hvad har hende Maria med alt det her at gøre?”

   ”Maria havde det skide svært. Sådan virkelig. Det sværeste for mig, ikke? Det var ikke alle hendes selvmordstanker eller … det faktum at hun havde lorteforældre, der skændtes konstance, eller what the fuck ever. Det hårdeste for mig, det var … ja … det ved du godt.”

   ”At hun var cutter?!” sagde Dennis, mere som en bekræftelse, snarere end et spørgsmål.

   Emilie nikkede, og holdte en længere pause. En pludselig tung fornemmelse tæppede sig over dem begge, men så begyndte hun atter at tale. ”Og ved du hvad, så her i går, ikke? I omklædningsrummet … så finder jeg ud af, at Anna har … du ved.”

   Dennis ansigt stivnedes til en neutral grimasse. Han svarede ikke, kiggede blot på hende. Emilie nikkede for sig selv. Hendes stemme vred sig mere spinkel, mere vred, og hun fortsatte. ”Det der pisser mig af er det faktum, at en pige som hende, finder på at gøre sådan noget, udelukkende fordi, at tingene ikke længere går sådan, som hun gerne vil have det. At i stedet for at begynde at tage sig lidt sammen, ikke? At så skærer hun lidt i sig selv, og lyver om det bagefter, som om vi andre er dumme. Dét … det var fandeme dråben for mig, Dennis, og den her gang skal hun ikke bare skræmmes, hun skal knækkes, virkelig knækkes, og hun skal virkelig have at føle, hvad der sker, når man er så skide egoistisk!” Dennis ville sige noget, men Emilie fortsatte, og da hun kiggede tilbage imod ham, gjorde raseriet hendes øjne alt for levende, på en måde der fik kuldegysningerne til at strække sig op ad hans rygsøjle. ”Og at hun tæskede dig ude i mosen, fuldstændig hæmningsløst, det skal hun heller ikke slippe godt fra! Der findes ikke noget, jeg hader mere, end folk, der tror at hele verden handler om dem!”

   Tavshed fulgte. I lang tid var Dennis ude af stand til at svare, og Emilies ubehageligt stive blik syntes at skære igennem til knoglerne. Så sank han en klump. ”Hør, Emilie, jeg … Jeg forstår sgu godt alt det der med Maria og sådan noget, er et ømt punkt for dig, men … Skal vi ikke bare lade Anna være? Vi ved jo egentlig ikke, om hun rent faktisk har det skidt.”

   Emilie løftede det ene bryn og skrånede hovedet på den måde, Dennis alt for godt forstod, måden der sagde er du helt væk, Dennis? ”Undskyld hvad? Vi ved ikke, om hun har det skidt? Det der er noget fucking bullshit, er det. Maria … havde det skidt. Hun var en pige, der havde det skidt. Anna … Hun har det ikke skidt, medmindre det at være dårligt opdraget, egoistisk og totalt hjerneblæst går under kategorien ’at have det skidt.’ Jeg har kendt, og kender stadig, piger, som rent faktisk har det skidt, og en pige som Anna … har det ikke skidt, og helt ærligt, så gør det mig faktisk ret vred, at du overhovedet kan tro det.”

   Dennis blinkede, og fornemmede at pulsen var steget et par takker. Den krybende rygkulde var ikke forsvundet. Der gik noget tid, før han vidste, hvad han skulle svare. ”Hør, uanset hvad, ikke? Så bare hold mig udenfor alt det her. Uanset hvad du har tænkt dig at gøre, så har jeg ikke lyst til at være en del af det, Emilie. Undskyld, men det har jeg ikke, ikke efter det, der lige er sket.”

   Emilie kiggede på ham, i det samme stive blik, og så rystede hun på en opgivende måde, der lige præcis nu, i denne situation, fik et sug af vrede til at krampe ud igennem kroppen på Dennis. ”At du lader den sindssyge kælling slippe af sted med det, hun gjorde imod dig, Dennis, det fatter jeg seriøst ikke. Hvis du nu bare havde en smule selvrespekt, så hævnede du dig, du gjorde?”

   Der gik lang tid med ulidelig tavshed, før Dennis svarede, og han måtte stramme sin strube ekstra hårdere sammen, for ikke at hæve stemmen og råbe af hende. ”Emilie, vil du ikke være sød at gå?”

   Og Emilie svarede tilbage med det alt for brede og alt for falske læbesmil, der blødte hendes fine, runde kinder til en rødlig nuance. ”Jo. Selvfølgelig. Der er ikke noget, jeg hellere vil.”

   Lige dér kunne Dennis bare slå hende, kunne han.

   Smilet svandt bort, som om læberne blev styret af en elastik eller en fjeder, og så rejste Emilie sig op, drejede ryggen imod ham og vandrede hen til døren. Hun rykkede hårdere imod håndtaget, end hun havde gjort før, og forsvandt ud fra værelset uden at skænke Dennis et sidste blik, end ikke et farvel. Døren bragede i efter hende, og lod Dennis alene tilbage i det kvadratiske værelse med de hvide gipsvægge.

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...