Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1145Kommentarer
108326Visninger
AA

55. 54

 

Anna sad på forsædet, og stirrede fjernt og tomt gennem vindspejlet, ud på vejen med de fartnedsættende bump, der bulede sig op fra asfalten. Hendes hoved var tanketomt, og hun foretog sig intet, end blot at stirre, trække vejret i dybe hiv imens.

   Lone Larsen satte sig ind. Døren smækkede, hult, så luften kortvarigt fik det til at trykke i Annas ører. Herefter en tavshed. Lones fingre strammede sig ekstra kraftigt om toppen af rattet, som hun vendte blikket fra den udstrækkende vej og til Anna ved sin side, og kæberne blev sammenbidte, så hendes læber pressedes smallere.

   Så sagde hun noget.

   ”Du har sendt ham Dennis på skadestuen. Er du godt klar over det? Du har sendt en dreng på skadestuen! Skadestuen, Anna!”

   Anna svarede ikke, vedblev blot sin ligefremme bestirren mod den udstrækkende vej.

   ”Det her, Anna, det er alvorligt, og det kan ikke længere blive ved.” Lones stemme dirrede, og det var tydeligt at hun kæmpede for at bevare roen, for ikke at bryde ud i rasende, fortvivlede råb, kæmpede for ikke at knuge hårdt om skulderen på sin datter, for derefter bare at ruske. Hun kiggede ligeledes fremad et øjeblik, kun ganske få sekunder, og trommede på toppen af rattet med højre pegefinger. Så igen på sin datter. ”Når vi kommer hjem, ringer jeg og bestiller en tid hos en psykolog. Jeg har udsat det alt for længe, men nu gør jeg det altså. Det her … det har brug for at stoppe, og du har brug for hjælp.”

   Stadig ingen reaktion.

   Lone blev ved med at kigge på hende. Fugtiggjorde sine læber. ”Skete der noget? Dér … i mosen?” Anna svarede ikke. Stirrede blot. Ligefrem. Lone kunne ikke tilbageholde det dirrende suk af fortvivlelse, der kort tid efter forlod hendes læber. ”Vil du ikke nok være sød at svare mig? Skete der noget, gjorde ham … ham Dennis … noget ved dig?”

   Da hendes datter stadigvæk ikke reagerede på Lones tilstedeværelse, erkendte hun, at det var frugtesløst, hun kunne ligeså godt opgive, Anna havde lukket sig inde i sig selv, som hun så oftest gjorde, og hun fremstødte endnu et dirrende suk. Vred blikket fremad, og klemte, modvilligt, fingrende om tændingen. Hun drejede nøglen rundt. En dyb motorbrummen rumlede sig igennem Honda Accord’en. Efter at have kastet et sidste blik på sin datter, drejede hun bilen fra kantstenen og kørte afsted, bort fra skolen og ned ad vejen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...