Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
109426Visninger
AA

54. 53

Frygten, der ikke havde været der, siden hun ankom på skolen, som havde været gemt væk og var blevet erstattet af tankerne om naturens skønhed og fuglenes mangfoldighed, kom tilbage, som en omklamrende mur, den begyndte at klemme og hjertet blev tungt og koldt og hårdt, som det pulsede frem, bankede imod brystbenet, bankede, bankede, bankede, og den hule mavepine, hun var vågnet op til, vendte atter tilbage. Øjnene svulmede, og hun ville løbe, bare løbe, men hun kunne ikke, hendes ben havde stålfast limet sig imod det bløde græs ved siden af stien, og Dennis sagde atter noget.

   ”Jeg, øh … Kender et sted, hvor der er … mange fugle. Det ligger lige i nærheden.”

   Anna drejede hovedet imod ham, modvilligt, og han stod blot der, ved siden af hende, med brynene uskyldigt hævet. Hun blev mindet om gårsdagen, da Dennis stillede sig foran hende i klassen, med hånden strakt venligt fremad, det skæve smil, der vred sig mod højre ansigtskant, smilet, hun ikke kunne læse, men som fik det til at kradse usikkert i mavesækken, hun huskede at han sagde ”jeg vil gerne sige undskyld,” og så var hun gået, (Undskyld Anna jeg vil gerne sige undskyld) og nu snakkede han til hende igen.

   Stemmebåndet var blevet stentung. Hun kunne intet sige.

   ”Anna, jeg ved godt, at du er bange for mig, og det er fair nok, og måske hader du mig, hvilket også er fair nok, men virkelig, jeg er sgu ked af det. De der ting jeg kaldte og sådan, og det med dit ansigt … undskyld. Jeg mente det ikke.”

   (Du har et fucking klamt klovneansigt)

   ”Jeg mente det virkelig ikke. Kan du tilgive mig?”

   Det lød oprigtigt, og brynene trykkede sig imod panden på en måde, Anna kendte det fra folk, der var kede af det – så meget havde hun observeret – og som virkelig, virkelig fortrød en eller anden forkert handling, som de havde udført.

   Men hun kunne stadig intet sige.

   Dennis kløede sig i panden, havde som altid den omvendt-siddende cap klemt over hovedtoppen, og så smilte han igen, forsigtigt og kun med læberne. ”Du, øhm … Du har ikke nogen at følges med, har du vel?”

   Hun kiggede på ham, i lang tids stilhed, som kun blev opfyldt af den svage trafiksummen fra Hareskovvejen, en lyd, der blev dæmpet af de tætte træbevoksninger, samt de hvislende sivgræs og sumprør.

   Så rystede hun på hovedet. Hjertet bankede stadig voldsomt.

   ”Det synes jeg også nok, at jeg kunne se. Du kan følges med mig. Du er nemlig ikke den eneste af os to, der interesserer sig for fugle.”

   Var han oprigtigt? Var han virkelig oprigtig?

   Hun vidste det ikke. Blev blot stående og kiggede.

   Dennis begyndte at blive urolig, fugtiggjorde sine læber flere gange, og kradsede sig atter mod panden (tegn på usikkerhed?), og så prøvede han atter. ”Anna, helt seriøst! Undskyld. Jeg har været en idiot overfor dig … Jeg synes bare det er så synd for dig … og … Undskyld.”

   Anna blinkede, og vred blikket fra ham. Pressede sine læber sammen.

   Dennis gav ikke op.

   ”Det er Emilie, der ikke kan lide dig, okay? Det er Emilie og ikke mig. Jeg ved godt, at jeg har været en idiot, men jeg lod mig bare … rive med. Jeg synes ikke du er grim, jeg synes faktisk at du er både sød og køn, og … måske lidt irriterende til tider, men … Undskyld.”

   Sød og køn.

   Jeg synes at du er sød og køn.

   Mente han virkelig det?

   Hånden, der klaskede vådt og svedklistret og lunt imod hendes kind, og derefter med de spredte fingre begyndte at tvære. Emilies fugtdirrende stemme under bruserstrålen, da hendes vådblanke øjne hadskt bestirrede sig i Annas retning. Det er jo nok ikke for sjov at alle hader dig.

   Vi alle hader dig.

   Hæng dig selv.

   Vi alle hader dig.

   Det  var Dennis, der havde sagt det. Det var Dennis og ikke Emilie.

   Pludselig gik det op for Anna, at resten af eleverne allerede var nået et godt stykke foran, de var næsten for enden af strækningen, nede ved det efterårsrøde rønnetræ, og hun stod blot her, på græsset i kanten af stien, alene med Dennis, med en sump foran sig og mosekrat bag sig, kun med Dennis til at holde sig med selskab. Der var ikke nogen, som kunne se, hvad de foretog sig, og frygten kvalte sig op i hendes hals. Det blev koldt i nakken. Hun vidste, for hun var ikke dum, at Dennis var ude på noget, og det han var ude på, ikke var noget godt. Hun vidste det, allerede før Dennis tog et skridt frem, hun vidste det, men alt energien sivede bort fra hendes krop, ned gennem benene og ud fra fødderne, så alle hendes muskler blev bløde, hule og slappe, så hun hverken kunne fosvare sig eller flygte, så afmagten kvalte sig hårdere sammen i hendes hals, kvalte det skrig, hun ville have udstødt, det lange, skingre og høje skrig, der sikkert kunne have skræmt ham væk eller få nogle af de voksne, der befandt sig alt for langt væk, som sikkert ikke engang havde lagt mærke til, at hun ikke var sammen med de andre elever, til at reagere og komme hende til undsætning. Alt, hvad der kom ud ad de tilstrammede læber, var et sammenvredet, lavfrekvent klynk.

   Dennis’ bevægelse skete så hurtigt, at Anna næppe registrerede, præcis hvad der foregik, før det allerede var sket. Armene slyngede sig frem, greb hende i hendes jakke, så det krøllede sig, og Anna spærrede munden op. Hun blev slynget ud til siden, ind i grenene på asketræet, og grenene gav efter i et ekkoende smæld, så hun væltede videre nedover sivene, ned i en mudret vandpøl med sugende bund. Det kolde vand smertede imod hendes blotlagte hud, det plaskede højlydt og hun forsøgte at skrige, men luften blev hamret bort fra hende af nedfaldet, der smadrede imod hendes ryg, inden hun sank vandret under, kun for et kort øjeblik, men længe nok til at det slimede mudder knasende svulmede ind i næseborene og kvalte sig ned i munden, klistrede sig op i det bagerste af ganen.

   Det var først da hun atter brød hovedet op fra vandoverfladen, og opdagede, at bunden, der befandt sig over en meter under hende, var lettere end hun var, og derfor begyndte at suge og æde sig op gennem benet, i et rasende forsøg på at sluge hende levende, at den sidste rationelle tanke fordampede fra hendes sind, og i stedet blev erstattet af en dyrisk, primitiv panik. Panikken over at hun ville drukne her, ikke bare drukne i vand og mudder, men drukne i en sump, drukne og blive kvalt under vand og sand og slam, drukne og aldrig blive fundet igen før om tusind år, som endnu et nyt moselig, der ville blive udstillet på fremtidens museer, og så skreg hun. Skriget skingrede og vrælede, blandede sig op med de heftige plask, der blev udstødt af hendes arme, der flagrede og smækkede ned i vandet. I panikken så hun Dennis blot stå der, midt på stien, og kigge skiftevis fra hende og så til siden, i retning mod de andre, mod højre, og hun så ham bevæge munden, som om han snakkede med nogen, og bunden greb atter fat i hende, så hun på ny sank under overfladen, og mere slam klistrede sig henover ansigtshullerne.

   Hun brød igennem, vred sig og plaskede, og overlevelsesinstinktet tog kontrollen over hende, så det var instinktet, og ikke længere hende selv, der styrede de handlinger, hun snarligt efter foretog sig. Det var instinktet, der fik hende til at gribe fat i kæppen, instinktet og ikke hende, det var instinktet, der fik hendes hænder til at knuge sig hårdt og tæt, som hun kæmpede sig fremad. Instinktet gav hende tunnelsyn, så hendes fokus indskrænkede sig til Dennis på stien, kun Dennis og ingen andre, som om det bogstavelig talt kun var Dennis, der eksisterede, og alt andet, der omgav ham, ikke var andet end ikke-eksistens. Hun brød ud fra sumphullet, og løftede kæppen, og de varme tårer sprang frem fra øjnene og blandede sig ud med slammet, der klistrede sig tungt og koldt og slimet nedover kinderne, og så skreg hun, højere end før, og mere sammenbidt. Dennis nåede lige at dreje hovedet imod hende, og løfte brynene i overraskelse – men ikke forskrækkelse, for alt gik for stærkt til, at han kunne tænke langt nok til at få denne følelse – før hun svang kæppen, der tykt og hårdt smækkede sig indover venstre side ad Dennis ansigt, indover øret, så hans hoved automatisk rykkede til den ene side, mod højre, og han mistede balancen, og lydløst snublede ned på stien. Han nåede kun lige at løfte hånden op mod øret, hvor kæppen havde ramt, før Anna svang den igen, med det vedblivende dyriske skrig, der hæst skingrede sig ud fra hende, og denne gang stønnede han mærkbart, da det næste slag smækkede ham over siden af hovedet, og atter sendte ham ned på stien.

   En pige skreg til venstre for Anna, men hun registrerede det næppe. Hun svang kæppen (SMÆLD), smækkede den nedover siden af Dennis hoved, mærkede intet, tænkte intet, gjorde intet andet end blot at svinge og tæske, hyle og vræle imens, og det ene slag blev afløst af det næste og det næste, og Dennis skreg. En pibende, spinkel lyd, der snart efter blev dyb og hæs, og han prøvede at krybe væk, samlede benene, prøvede at krybe, krybe, krybe, på ryggen med hovedet drejet væk og hånden klemt imod øret. Det næste slag dunkede nedover kinden og kæbebenet, sendte spytdråber i buende sprøjt ud fra munden. Han vrælede, løftede den anden hånd, så håndfladen pegede mod Anna, med alle fem fingre spredte, tegnet på overgivelse, tegnet om nåde, men Anna så det ikke, fortsatte bare med at tæske kæppen frem. Dennis vred sig rundt, så hans ansigt kom uden for hendes rækkevidde, vrælede hæst efter hjælp, strakte den arm frem, der ikke dækkede sig for hans ene øre, i forsøget på at kravle væk, men han nåede ikke mange centimeter, før han blev standset og holdt til jorden af kæppeslagene, der tæskede og smækkede indover baghovedet og nakken og det øverste af ryggen, så han mistede pusten og det hæsvrælende skrig blev kvalt bort til pustende stønnelyde, og Anna svang kæppen, slog, svang kæppen, slog, svang kæppen …

   Lærer Niels Bentzen greb ind bagfra, slyngede sine arme voldsomt omkring nakken og brystpartiet på Anna, så hun blev trukket tilbage fra den lidende, forskræmte Dennis, og han fastholdte hende så kraftigt, at hun mistede grebet om kæppen. Hun skreg, slyngede sin krop til først den ene side, mod højre, herefter den anden side, og fødderne sparkede, og skriget blev højere. Niels Bentzen trak sine hænder længere op ad hendes brystparti, op til roden af halsen, og hans mundvige vred sig tilbage i anstrengelse, så dobbelthager furede frem på nedersiden af underkæben. En meter foran dem krøb Dennis sine ben sammen mod maven i fosterstilling, og pressede hånden tættere imod øret. Svage, hæse klynk uddrev sig fra ham, men de blev overdøvet af Annas hæsskingre og hylende vræl, og rød, tyk væske pressede sig ud fra øret, svulmede op imellem fingrene og skrånede nedover hånden og håndkanten, ned til ansigtet og kinden og kæbebenet. Anna vred sig igen, forsøgte at kæmpe sig fri af Niels Bentzen, der blot strammede sine muskler hårdere til. I stedet greb hun sine negle fat om hans blotlagte hud, krummede fingrene sammen, og begyndte at rive, dybt og flængende, rev, rev, rev, og Niels Bentzen råbte op, men slap ikke grebet om hende, blev blot ved med at presse, imens han vendte sig rundt, så han havde siden mod Dennis. Lærer Rikke kom løbende, pressede sig igennem den sammenstilmede flok af chokerede 9. Klassere, styrtede hen til Dennis, hvis ryg bølgede rytmisk i en serievis, kvækkende gråd. Hun knælede ned ved ham. Blodet havde spredt sig og forgrenedes videre nedover bagsiden af kæben under det sted, hvor hånden pressede mod det venstre øre, og strømmede i mørkrøde, friske strømme ned langs siden ad halsen.

   Anna rev, indtil der gik hul på Niels Bentzens hånd, men han vedblev med at fastholde hende, og hun opgav sin kamp og benene knækkede sig i stedet under hende. Hendes langtrukne, dyriske skrig forvandlede sig til gråd.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...