Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
110283Visninger
AA

53. 52

Klassen havde vidst besked om ekskursionen til Utterslev Mose siden den forgangne onsdag. Det lå i forbindelse med fysiktimen, omkring vandets kredsløb og de fotosyntetiske processer, der styrede naturens livskredsløb – kuldioxiden fra dyr og mennesker, som planterne tog til sig, og som en usagt byttehandel vekslede til livsgivende ilt – og da Utterslev Mose jo var en mose, og derfor et sted der altid var rigt på dyre- og planteliv (selvom dyrelivet nok var i et mere mangfoldigt flertal i foråret og henover sommermånederne, og ligeså med planterne), var det, ifølge fysiklærere Niels og Rikke, et absolut perfekt sted til en fysiktimes ekskursion. At himlen denne sidste onsdag i oktober var overdækket af et fugtigt, hvidgråt skydække, og luften var diset og grånende af mikroskopisk støvregn – tilmed den kolde af slagsen – var så absolut ingen hindring. Der var hverken storm eller skybrud, vejret var faktisk perfekt, et vejr, mange våde dyr, der endnu ikke var gået i vinterhi – og som måske heller ikke ville gøre det, da der var varsler om en usædvanlig varm vinter dette år – ville trives storartet i. Også selvom ekskursionen selvfølgelig ikke handlede om biologi – trods Niels Bentzen også virkede som biologilærer for både 8. og 9. klasse – men fysik, og muligvis også kemi (den førnævnte fotosyntese var jo, som bekendt, mere biokemisk end biofysisk).

   Utterslev Mose plejede at være et sted, Anna altid havde været vild med. Sidst hun havde været der, var ligeledes under en ekskursion med skolen, her havde det blot været i 8., i forbindelse med en biologitime. Det havde været om foråret, på et tidspunkt hvor dyrelivet var meget mere mangfoldigt og planterne meget mere levende – i april måned, nu hun huskede efter – og det, der virkelig havde fascineret hende, var fuglelivet. Der var fugle, mange fugle, og mange forskellige fugle. Sangfuglene bestod ikke blot af de sædvanlige af slagsen – drosler eller spurve eller solsorte, som altid synger deres lyse triller i hække og baghaver landet over –, men også vipstjerter, med deres lyse kvidrende kald – ikke en trillen, men en kvidren, der var stor forskel på disse lyde – Anna altid fandt usædvanligt nuttede, og rørdrummen, den hejreagtige fugl, hvis dybe basklingrende stemme, der lød som om nogen blæste gennem et langt, tykt plastikrør, på en eller anden ejendommelig måde altid virkede skræmmende for hende. Særligt rørdrummen var en fugl, Anna flere gange ønskede at se, fordi det ikke var en af den slags, man normalt fik øje på, da de for det meste opholdte sig ved moseområder og i marsker og ved de nordvestjyske vejler, steder hun som regel aldrig kom. Der var gæs, mange forskellige typer, men særligt grågæs, med deres tykhovedet hæse kald, og deres hjernedøde positurer, og der var svaner – majestætiske fugle, ganske vist de rene psykopater, men ikke desto mindre majestætiske –, blishøns og blåmejser og lappedykkere og hvad pokker end ellers. Selvom dyrelivet var mest mangfoldigt forår og sommer, var der stadig fugle om efteråret, og det var tanken om disse fugle, der beroligede Anna og fik hende til at glemme den omkringværende virkelighed, med al dens uretfærdige grusomheder, da skolens to 9’ene klasser – 9.b. og 9.c. – begav sig af sted mod mosen. Det var en tur på lige knap et kvarter – hvis man tog højde for den tætte Storkøbenhavnske trafik, der besatte gaderne i Husum og Brønshøj, en trafik, der var værst omkring Slotsherrensvej og Hareskovvej – og den lejede bus drejede af fra Hareskovvej, kort inden Hareskovvej forvandledes til Hillerødmotorvejen, for i stedet at glide sig ind på den lille og på ingen måde ligeså tæt trafikerede Mosesvinget. Bussen holdte ind til kantstenen overfor et bjælkehus med stråtækket tag. Elever sivede ud.

   Anna gik i sine egne tanker, holdte mest øje med den hviddækkede skyhimmel og træerne, som var begyndt at glide over i efterårsgule nuancer, i lyden af den susende trafik fra Hareskovvejen, der fulgte stikomplekset langs venstre side. Dette var en af de korte stunder, hvor hun glemte sig selv; Glemte de andre omkring hende, og glemte Emilies ord i badet et døgn tidligere, glemte gårsdagens episode ved aftenbordet, glemte Celines skingre, grædende skrig, da hun – kastende med tøjdyret – bad hende om at skride, bare skride, fordi hun var den værste storesøster nogensinde. Hun glemte alt dette, og lod sig i stedet blive fanget af de efterårsgule nuancer, der krøb sig henover asken og ellen, og synet af trækfugle, der i sorte V-formationer plettede den skydækkede himmel, i en sydflyvende retning. Hvad hun ikke glemte, var den gamle dames ord fra bænken, at vi alle er fugle, fordi vi alle er frie, der er nogen der sørger for os alle, ligesom fuglene, der synes at blive evigt forsørget af moder natur, eller måske endda noget, der lå bag moder natur, og som var endnu større og endnu mere kraftfuldt end moder natur. Hun hørte ikke meget efter fysikundervisningen, der sammenfaldt løbende med gåturen, eller forklaringen på, hvordan moseområdet i sin tid udviklede sig, først som en gammel indsø dannet af istidsgletsjere ti tusinde år siden, der senere hen blev opdyrket og brugt af mennesker, blandt andet som vandforsyning under middelalderen, delvist fordi hun allerede kendte forklaringen – mange af de danske landskaber og naturområder var gamle levn fra gletsjerbevægelser under den sidste istid, både moræner og åse og bakkedale og moselandskaber og hvad var der ellers eksisterede – og delvist fordi det ikke var vandets kredsløb eller den guddommelige livscyklus, der udgjorde planternes fotosyntese og ikke-planters forbrænding, den vidunderlige harmoniske sukkerbalance, der gennemstrømmede naturen – sukker bliver dannet, sukker udskilles, sukker optages, sukker forbrændes, sukker bliver dannet –, som hendes opmærksomhed rettede sig på. Det var heller ikke forklaringen om, at mosen havde bundfald af fosfor, udledt af rensningsanlægget ovre på den anden side ad Hareskovvejen, for at binde sig til og derefter fjerne giftstofferne i alt det spildevand, der blev pumpet ud fra Gladsaxe og Bispebjerg og Brønshøj. Heller ikke den dybere forklaring omkring alle de atommikroskopiske molekyleprocesser, der jo altid finder sted i sådanne kemiske bindinger, Rikke og Niels fortalte om, og det var ikke fordi dette ikke interesserede hende, for det gjorde det da, naturens harmoni havde noget underligt guddommeligt over sig, der altid fik hende til at spekulere om højere væsner og bedre, større verdener end denne, hun levede i nu. Men lige nu, i dette givne øjeblik, var det fuglene, og måske også lidt planterne, og den farvefulde opvisning af skønhed, lige nu var det bare naturen, og ikke forklaringerne, der interesserede hende og drog hende. Af samme grund dannede hun bagtrup fra den snakkende mængde af elever – ikke at det gjorde hende noget, for der var jo ingen der ville snakke med hende alligevel –, stoppede flere gange op for blot at betragte og filosofere og studere.

   De gik langs Hareskovvejen i 300 meter og fem minutter, indtil stien svang mod højre, tættere ind i træbevoksningen. De drejede ved den næste sti, smallere end den første, som strakte sig i en lige linje ind i den tætbevoksede natur, hvor man langt nede kunne se den røde bevoksning af et rønnetræ. Mosen befandt sig til højre for stien, afgrænset af sumpskov, ellekrat og snørklende ask, og en lille mørkegrøn græsflade, knap en meter i bredden, strakte sig ud langs venstre side ad stien, fulgte den ned mod rønnetræet langt nede, helt for enden, og ved siden af den smalle græsflade, lå rørskoven, hvori det var mest realistisk, at Anna skulle lede, hvis hun ville finde en rørdrum. Da hun så rørskoven, som vinden i samme øjeblik blæste frem, så de gule og grønne stængler smækkede og hvislede mod hinanden, slog det hende pludselig, hvorfor det var, at rørdrummen kaldtes en rørdrum.

   De levede i rørskove. Rørdrum. Rørskov.

   Denne kortvarige, pludselige åbenbaring var tæt på at få hende til at grine.

   Det var dog ikke tankerne om rørdrummen, som jo var en fugl, man sjældent så – og endda endnu sjældnere så på efterårets sidste halvdel –, der fik hende til at standse op, med fokus rettet imod sumpskoven. Det var heller ikke klumpen af asketræer, eller den tynde bevoksning af lind og savlende pil bagved – dette var bare træer, og dem var der så mange af, så det var ikke noget, hun fascineredes yderligere af – men det var derimod fuglen, der sad på askegrenen skråt overfor hende. Den sad der blot, i sin mælkehvide og askegrå fjerdragt, sad og vippede sin tynde hale op og ned, op og ned, medens hovedet spjættede rundt i små, hurtige ryk. Sivene hvislede sammen med rørstænglerne foran og bagved træet, fuglen sad på, og hun genkendte den, det var en vipstjert, fuglen, som snart ikke længere ville være at finde i den danske natur, før foråret atter lyste frem i marts-april, og den kom hjem fra overvintringspladserne i middelhavsområdet.

   Overraskelsen ved synet af denne vipstjert, fik Anna til at løfte telefonen, ganske langsomt og forsigtigt, og vipstjerten rykkede atter spjætvist sit hoved. Ikke flyv, please, ikke flyv, bare bliv siddende, jeg gør dig ikke noget, vil du ikke nok bare please blive siddende? Halen vippede atter, på den ikoniske måde, vip-vip-vippede, op og ned og op, og Anna fik fuglen i fokus og tog et billede.

   En mekanisk lyd.

   Fuglen slog sine vinger og forlod grenen, den havde siddet på indtil for et øjeblik siden, og Anna sænkede telefonen og så stivnede hun. Dennis snakkede til hende. Fra højre.

   ”Kan du godt lide fugle?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...