Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

212Likes
1145Kommentarer
107486Visninger
AA

52. 51

Anna havde ondt i maven da hun vågnede onsdag morgen.

   Det var ikke en kvalm smerte, som man får hvis man er ramt af en mavevirus, og det var heller ikke en af den slags stramme, hårde smerter, der som en prop knugede fast i underlivet, når hun fik sine månedlige menstruationer – dette kunne det have været, da det snart var tiden, men der plejede som regel altid at være forvarsler inden –, det var en af den slags, der dunkede i mavesækken, dunkede og bed og gnavede, og som syntes at dræne energien fra både sind og krop. En ikke-biologisk smerte, der kun føltes biologisk, men uden at være det. En smerte lidt ligesom dem, der bliver fremmanet ved voldsom latter, eller når man prøver at holde gråden tilbage under en meget sørgelig film – eller bare tilbageholdelse af gråd i det hele taget – eller hvis man bliver bange. Ikke nervøs, men bange. Det var en hul smerte, en ædende smerte, en tom smerte, der fik hende til at sidde på sengekanten og blot stirre væk mod skabet. Sådan sad hun længe. På sengekanten, blot stirrende, uden at foretage sig andet end det, med den vedblivende drænende smerte dunkende og bidende i mavesækken.

   Fem minutter efter rejste hun sig op, skridtede hen til skabet, åbnede det så spejlet vendte sig bort, og viftede blikket henover bukser og trøjer og T-shirts. Hun klædte sig på, først trusserne og bh’en, og herefter fandt hun sorte bukser, den højtaljede af slagsen, og iførte sig dem og strakte armen frem mod sine T-shirts. Riften, der nu var blevet til et ar, en fin lysbleg streg strækkende sig vandret over underarmshuden, kom til syne, og hun stivnede, og (vi er alle fugle) hun mindedes om friheden, der havde svævet igennem hende, den varme tåge af forløsning, der slørede og snoede sig omkring hjernebarken (vi er alle frie), og den underlige fristelse begyndte at klø i hende. Fristelsen om at gøre det igen, gøre det, som kun mennesker, der var syge i deres hoveder fandt på at gøre. Skære. Tage passeren og skære, bare skære, indtil blodet atter varmt sivede frem fra en kløende og svidende rift, indtil friheden brændte ud i sindet og køligt bedøvede de smertelige tanker. Skære sig, fordi hun havde fortjent det, som straf for at være en belastning.

   Hjertet bankede, og hun knugede sine fingre om T-shirtens stof. Ikke tænk på det, Anna, ikke tænk på det. Ikke tænk på det!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...