Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1145Kommentarer
108363Visninger
AA

51. 50

Stilheden, der tyngede sig indover aftensmadsbordet, var tungere end den plejede. Det var heller ikke fordi, at stilheden var særlig sædvanlig – Mor Lone plejede altid at snakke lystigt, spørge ind til skoledagen, både til Anna og til Celine, og hvis Anna ikke svarede, andet end med de kortfattede, mumlende svar, hun altid benyttede overfor mor, så i hvert fald til Celine. Men lige præcis denne aften, var der en tunghed, der gjorde luften omkring dem tavs og stille. Bestik klinkede imod porcelæn, og dampen vred sig i hvidligt dis op fra gryden med kartoffelmos – som Anna i øvrigt heller ikke brød sig om, ikke fordi hun havde noget imod den melede smag af kartofler, for det havde hun ikke, kartofler var både lækre og fascinerende (dog kedelige i rå tilstand), men det var derimod konsistensen, blød og alt for svampet, der var problemet – og en enkelt gang snakkede mor med Celine og Celine snakkede tilbage og ellers var der kun en dæmpet porcelæn-mod-bestik klirren og den svaglige lyd fra radioen i køkkenaflukket ved lokalets modsatte ende.

   Til sidst fik Lone Larsen nok af stilheden, og særligt nok af blot at se Anna sidde og vedholde sit blik på tallerknen, uden at spise mere end få bidder i minuttet, og i stedet tilbringe det meste af spisetiden på at fumle sin gaffel rundt, at hun lagde bestikket fra sig og snakkede til sin datter, med en underdirren af bekymring, der klemte sig op i hendes hals, en fornemmelse, hun gerne ville tilbageholde, men ikke var i stand til.

   ”Anna, er der noget galt?”

   Det var et spørgsmål, der havde brændt inde i hende længe, spørgsmålet, der sammen med du er en dårlig mor tanken havde dunket og kværnet i hendes sind, hver gang hun lagde sig ned i sengen om aftenen, og som særligt her på det seneste pressede de altid så ulidelige migræner frem. Og det var et spørgsmål, hun ikke længere kunne holde inde.

   Anna stivnede, og løftede blikket og stirrede på mor, i den kolde ulæselighed, Lone altid hadede, fordi den altid fik en tyngde til at falde i brysthulen, og du er en dårlig mor Lone en dårlig mor du har svigtet du er en dårlig mor.

   ”Hvad skulle der være galt?”

   Lone trak på skulderen, for havde man først indledt et spørgsmål, var man tvunget til at føre resten igennem. ”Her på det seneste har du bare virket – Jeg ved ikke … Du har virket meget … ved siden af dig selv. Det er som om … der er kommet en væg imellem os. Imellem dig og mig og Celine. Hvis … Jeg ved godt, at jeg har været hård mod dig, måske mere end jeg burde, men det er fordi, jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre. Jeg elsker dig, Anna.”

   Anna kiggede længe på hende, uden at sige noget, med det samme klippedøde ansigt som før. Så brød hun stilheden, med en stemme, der var mere monoton end hvad Lone brød sig om. ”Elsker du mig?”

   Lone nikkede. ”Ja. Ja, selvfølgelig gør jeg det. Du er min datter. Der er ikke nogen, jeg elsker højere, end dig og Celine. Og hvis der er noget galt, hvad som helst … hvis der måske er noget i vejen i skolen … så må du sige det.”

   ”Jeg tror ikke på dig.”

   Vi hader dig alle sammen.

   Lone måbede, og brynene hævede sig i forbavselse. Hun var ude af stand til at få ordene frem i langvarige øjeblikke. ”Hvad for noget?”

   ”Jeg tror ikke på dig, mor.” Det er jo nok ikke for sjov at alle hader dig. ”Hvorfor skulle du elske mig? Jeg tror ikke på, at det passer”

   Lone blinkede med store øjne, ude af stand til at begribe de ord, der forlod hendes datter. Så blev hendes strubelåg strammere, mere vridende, og hun svarede hende tilbage. ”Det dér vil jeg ikke høre, Anna. Forstår du det? Det vil jeg ikke høre dig sige én gang til. Jeg vil ikke engang have, at du tænker sådan.”

   ”Men det er jo rigtigt.” Annas stemme begyndte at dirre, og hun så Emilie for sig, med det sammenbidende ansigt, der gjorde kæberne mere fremtrædende, og de fugtblanke øjne, da hun stod i badet og stirrede imod hende, og hun hørte Emilies stemme sige tag dig fucking sammen og det er jo nok ikke for sjov alle hader dig. ”Du tror bare du elsker mig. Du tror bare, at du elsker mig, mor, fordi det er det du skal. Men du elsker mig ikke Jeg er bare en belastning for dig, og det ved vi begge to. Du elsker mig overhovedet ikke!”

   ”Anna, det passer ikke!”

   ”Jo det gør!” Det sved imod hornhinderne, men Anna formåede at tilbageholde tårerne. ”Hvis det ikke passer, hvordan kan det så være, at det altid er mig, som får lortet? Det er aldrig Celine, aldrig, men det er altid mig. Det er altid mig, der ikke kan gøre noget rigtigt.” Lone blev siddende tilbagelænet, med delte læber og øjne, der fortsat havde svulmet sig. Hun fik aldrig svaret, før Anna, med stemmen hæsere end før, fortsatte. ”Hvorfor elsker du mig, når det er min skyld, at far skred? Hvordan kan du elske mig, når det er min skyld, at hele vores familie er ved at fucke fuldstændig op? Hvordan kan du så elske mig, mor. Hvordan kan du det? Du elsker mig ikke.” Hun rystede på hovedet, og blikket fugtede sig til. ”Du elsker mig ikke en fucking skid, og det pisser mig fucking AF at du siger det!”

   Herefter vred hun læberne sammen, og blev siddende i tavsheden, bravt modkæmpende gråden, der brændte i ansigtet, og stirrende på mor, der sad på den anden side ad bordet i stille vantro. En klirren lød kort tid senere. Det var Celine, og hun rejste sig, og i bevægelsen tog hun tallerknen med. Hun skulede en kort gang mod venstre, til bordenden, til Anna, et blik af hadskt raseri, Anna ikke lagde mærke til. Lone reagerede end ikke på Celines bevægelse, kiggede blot ligeud, delvist fokuseret på Anna og delvist på panoramaruden bag Anna, der førte ud i den mørknende aften. Underkæben eftergav sig i en svag og umærkelig dirren, der forplantede sig op i læberne.

   Celine kiggede sig flere gange tilbage, mod mor og storesøster, som hun bar tallerken og glas med sig ud i køkkenet. Hun buede til venstre og forsvandt bag halvvæggen, kom øjeblikket efter til syne bag åbningen mellem komfuret og emhætten. Et højt klask bragede gennem spisestuen, da hun bankede tallerknen i køkkenbordet. Herefter skridtede hun hastigt og målrettet – denne gang uden et tilbageblik mod de to øvrige familiemedlemmer – væk fra køkkenet og gennem døråbningen, ind til gangen, der strakte sig diagonalt fra køkkenet og til entréen. Kort tid senere bragede hendes værelsesdør i. Herefter atter den halsvridende stilhed.

   Så rejste Anna sig som den næste. Uden at kigge på mor, tog hun glas og tallerken og bestik og vandrede bort, efterlod Lone siddende i den chokerede tavshed, og vandrede op i køkkenaflukket. Hun satte tallerknen i vasken, som hun altid gjorde, og lod den en kort gang blive renset igennem af vandet fra hanen. Hun betragtede kortvarigt Celines tallerken, som stod snavset til venstre for vasken, fornemmede en biden i overmaven, slukkede for hanen og bevægede sig frem til gangen. På vej mod værelset, greb hun Celines håndtag, fordi hun var nødt til det, hun måtte bare sige det til hende – det er okay hvis du hader mig, fordi det gør alle, jeg kan ikke gøre noget rigtigt, og undskyld –, måtte bare, og så åbnede hun døren.

   ”Celine, jeg … !”

   Og Celine, der havde lagt sig i sengen, udstrakt og på maven, vred sig rundt, med tårefugtige kinder, der glinsede underligt røde i lyset fra loftslampen. Hun skreg hæsskingert efter hende. ”SKRID MED DIG! SKRID MED DIG! DU ER DEN VÆRSTE STORESØSTER DER FINDES OG JEG HADER DIG OG SKRID MED DIG!”

   ”Jeg vil bare fortælle dig, at det er okay at … !”

   Celine greb tøjbamsen, en aflang grøn krokodille, knugede vredt sine barnetynde fingre sammen om stoffet, og så kastede hun, og vrælede, højere end før. ”SKRID SKRID SKRID SKRIIIIIID!” Tøjbamsen ramte kanten af dørkarmen og væltede ned foran Anna, og hun forstod hentydningen, bakkede tilbage, og lukkede døren efter sig. Hun blev alligevel stående i et stykke tid, med hænderne knugende om dørhåndtaget. Registrerede kun næppe tårerne, der trillede køligt nedover kindposerne. Hun drejede omkring, og begav sig målrettet op mod værelset.

   Tilbage i køkkenet dækkede Lone hænderne for munden. Så hulkede hun. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...