Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

214Likes
1144Kommentarer
110626Visninger
AA

6. 5

5

 

 

De steg på bussen ved Ålekistevej. Ikke dem alle, men to af dem, og de to, som steg på, var de to værste.

   Anna fik øje på dem, allerede da bussen trak ind til holdestedet. Emilie Johansen var brunetten som stod forrest, klædt i den sorte skindjakke og et sort halstørklæde viklet omkring halspartiet. Det lange hår var sat i en løftet hestehale, og Anna kunne se det brede smil vride sig op i de svagrøde kinder. Hendes ansigt var vendt mod højre, kiggende på drengen med den røde cap og det blonde hår. Anna skruede op for musikken, og det blev stramt i hendes krop.

   Selvfølgelig. Selvfølgelig ville dette ske. Først Celine, der tog hendes plads. Så Emilie og Dennis, der steg på bussen. Allerede nu var hun klar over, at denne dag ikke ville bringe ret meget godt med sig.

   Hun fulgte dem med blikket, idet de steg ind – Emilie var stadig forrest, Dennis lige efter hende – og hendes fingre knugede sig krampagtigt om telefonens kvadratiske form, limede sig fast, som ville den eksplodere hvis hun på nogen måde slap sit greb. De skulle ikke opdage hende, åh for Guds skyld, de skulle bare ikke opdage hende, hun skulle have sat sig længere inde i bussen, absolut bagerst, hun skulle ikke have sat sig her.

   Emilie satte sig på et af de to ledige sæder i midtergangen, overfor vægsæderne, og Dennis fulgte trop. De havde ryggen til, fem sæder væk. Annas øjne flimrede i. Hun kiggede atter ud gennem vinduet, og forestillede sig Emilie hviske et eller andet om hende, og Dennis fnise og klukle.  

   Anna gled de ubehagelige forestillinger om i baghovedet, og tvang sig selv til ikke at tænke på det. Kun musikken. Kun musikken. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...