Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1145Kommentarer
108326Visninger
AA

50. 49

Anna satte sig ved enden af bordet, som stødte op imod bagsiden af den ene af murstenssøjlerne. Hun satte sig der, med sin madpakke og sin medbragte banan, og hun sad der alene, for ingen andre ville sidde i nærheden af hende. Hun var vant til det, så det burde ikke gøre hende noget, men det gjorde det.

   Det er nok ikke for sjov, at alle hader dig.

   Passernålen, der koldt prikkede ned i huden, for herefter at skære.

   Er du klar over, hvor privilegeret du er, Anna?

   Hun kiggede fremad, skød blikket tværs over bordet, mod de andre. Emilie sad sammen med en flok piger på otte – en flok, som hun altid sad sammen med – tæt ved vinduet, og hun hørte latter og så Emilies ansigt svulme og næsen rynke sig til. En pige, der sad overfor Emilie – en blondine med hestehale og ovalt ansigt – gjorde et kast med hovedet, og hun sagde noget, men hendes stemme blev overbruset af kantinestøjen, og igen latter og Anna fornemmede den ulidelige tørre kvælen stramme sig til omkring strubelåget, den kvælen, hun havde fornemmet alt for ofte, men som hun aldrig ville vende sig til, den kvælen, der betød at hun ikke var en del af fællesskabet, aldrig havde været det og måske aldrig ville blive det. Hun kunne ikke være en del af fællesskabet, fordi hun var egoistisk, en dum kælling, ussel, egoistisk, og selvfølgelig ville Emilie ikke være hendes ven. Det var blot noget, hun havde sagt, fordi hun hadede hende, ligesom alle de andre. Hadede hende, fordi hun var en ussel, egoistisk kælling, og intet andet.

   Blondinen med hestehalen drejede hovedet i hendes retning. Hun skyndte sig at se væk, og i stedet fokusere ned på sin mad på bordet foran sig. Brystkassen blev hul og kold. Hun gik i gang med at spise. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...