Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111060Visninger
AA

49. 48

Efter gymnastiktimen, stillede Anna sig i badekabinens hjørneknæk, med ansigtet vendt væk fra de andre og rettet imod de hvide vægfliser under den matterede glasrude. Vandet brusede varmt og afslappende nedover hendes skuldre, og hun løftede hænderne, som hun altid gjorde, og placerede dem på sine skuldertoppe, lukkede øjnene og fornemmede kun vandet, den varme frihed, vandet medbragte, og den kildren, der begyndte at kravle ud i underlivet. Pigestemmerne, der rungede omkring hende, blev overbruset af vandets plasken imod gulvfliserne. Vandstrålen sprøjtede i tredive sekunder. Hendes hår slaskede mørkt, vådt og tykt nedover ansigtet og klistrede sig mod skuldrene.

   Hun drejede fokus ned mod shampoo-flasken for sine fødder – den med vitaminkomplekserne og den fjerne, søde dunst af honningblomster – og hun greb den og rettede sig op og så stivnede hun.

   Emilie havde stillet sig ind i bruseren ved siden af hende. Hun havde ansigtet drejet imod hende, som hun tændte på vægkontakten og lod det varme vand hvisle ud fra dysen og plaske højt nedover krop og gulv. ”Jeg vidste godt, at du løj for mig, Anna.”

   Anna kiggede ikke på hende, kiggede kun ned mod shampooflasken, og strammede sine fingre. En alt for syntetisk frugtsødme fra Emilies hårshampoo, vred sig snarligt efter op gennem næseborene. Anna blev stadig stående med shampooen i hånden.

   Emilie begyndte at skumme håret igennem under vandstrålen, så hvide shampooskyer puffede sig imellem det mørke hår, men hendes blik veg sig ikke fra Anna ved vægknækket. ”Jeg ved godt, at du ikke har fået det sår, fordi du har skåret dig på en kniv ved et uheld. Jeg er godt klar over, hvad der er sket. Jeg er altså ikke dum.” Vandstrålen stoppede. Emilie vendte sig en kort gang rundt og tændte atter dysen med tommelfingeren. Hendes læber delte sig, og hun kiggede tilbage på Anna med sit alt for nøgterne ansigtsudtryk. Anna fornemmede væske, der ætsede et sted bag øjnene.

   Vandet plaskede, og lyden forekom næsten Anna at være højere end før, mere ond. Tavsheden fra Emilie syntes at give Anna illusionen om, at tarmkanalerne var forvandlet til syre, der nu begyndte at ætse sig vej ind i knoglerne. Men da hendes rolige stemme endelig brød igennem det tavse, ønskede Anna, at tavsheden alligevel var vedblevet.

   ”Jeg havde en veninde i 7., der var sådan en meget depri emo-type, ikke? Hun var også en, der cuttede. Hendes forældre var hele tiden oppe at skændes, og jeg var ligesom … den eneste ven hun havde. Havde. Ved du, hvad der skete med hende?” Anna vidste ikke, hvorvidt det var indbildning, men hun syntes at fornemme en fugtig dirren, der brød igennem stemmen fra den svage baggrund. Uden at kigge op fra shampoo-flasken med vitaminkomplekserne og duften af svage honningblomster, rystede hun på hovedet.

   ”Hun døde. Jeg havde gang på gang opfordret hende til, at se lysere på tingene, og det prøvede hun også på, det gjorde hun virkelig, men hun havde det bare virkelig svært. Hendes familieliv var et fucking kaos, og jeg aner virkelig ikke hvor mange gange, jeg var nødt til at trøste hende og være sammen med hende, fordi hun bare var ked af det. Eller hvor mange gange, hun stak af hjemmefra. Men uanset hvor meget, jeg var der for hende, så var der bare en dag, hvor kaosset, hendes lortefamilie udsatte hende for, blev for meget. Hun skrev en selvmordsnote, inden hun løb væk hjemmefra. Hun hang sig selv i Damhusparken. Er du klar over, hvor hårdt det ramte mig? Er du det?”

   Anna svarede hverken med ord eller hovedrysten. Emilie fortsatte, og hendes stemme var begyndt at dirre tydeligere, mere sammenbidt, og Anna ville væk, bare væk.

   ”Men ved du hvad, Anna? Min gamle veninde havde det fucking dårligt. Hun havde faktisk en grund til at cutte. Hun var ikke opmærksomhedskrævende eller en uopdragen møgkælling, der ikke kunne tåle, når hun ikke fik sin vilje, og hun kæmpede. Hun kæmpede for at være glad, for sine veninders skyld, for min skyld, selvom det var svært for hende. Hun cuttede, fordi hun rent faktisk havde en grund til det. Det var dumt af hende, og hun burde have fået hjælp, men pointen er, at hun rent faktisk havde en grund til at cutte!” Nu var alle skygger af neutralitet og glæde og hvad end ellers, fordampet fra Emilies ansigt, og hendes nu spejlblanke øjne gemte på en hadefuld bestirren, som fyldte Annas krop med en nervekrybende kulde.

   ”Men har du det, Anna? Har du nogen grund til at cutte? Har du det ligeså dårligt derhjemme, som min veninde havde det? Er det derfor, du er så pisse fucking egoistisk? Er det derfor, du altid opfører dig så fucking barnligt, og skaber dig hele tiden? Er det derfor, du synes det er sjovt at være så pisse fucking hellig? Kig på mig!”

   Langsomt, tøvende og med yderst modvilje løftede Anna hovedet fra shampoo-flasken og kiggede i stedet mod Emilie, og de tårespejlende øjne, der hadskt stirrede på hende, fik kulden til at smække nedover hendes albuehuler og herefter strække sig prikkende op ad overarmene. Uden at vente på svar, fortsatte Emilie hvæsende. ”Du er godt klar over, hvor privilegeret du er, ikke? Du er møgforkælet, og det er det eneste, der er galt med dig! Min veninde havde på ingen måde fortjent det lort, hun var tvunget til at gå igennem! Hun var en pige, der tænkte langt mere på dem, hun holdte af, end hun tænkte på sig selv. Hun fortjente det ikke! Fatter du det? Hun cuttede, fordi det var det eneste, der befriede hende. Men dig? Du er bare fucking til grin. Det er jo nok ikke for sjov, at de fleste hader dig! Så jeg synes helt ærlig du skal tage dig fucking sammen, for at du kan finde på at cutte, fordi tingene måske ikke lige går efter din vilje, er fandeme en hån mod min veninde!”

   Anna blinkede, og det snurrede ubehageligt ud i fingrene. Emilie blev stående, kiggede på hende med det stramme blik af tåreblankt had, i flere sekunder, indtil vandstrålen slukkedes. Så bevægede hun hovedet i en arrig hovedrysten, og drejede sig væk fra hende.

   Hun vandrede bort mod omklædningsrummet.

   Anna vendte sig rundt, så hun havde ansigtet imod væggens hjørneknæk, og strakte i blinde sin venstre hånd frem mod kontakten – den højre hånd knugede sig så krampagtigt omkring shampooflasken, at hjertets kolde dunken forplantede sig ud i fingrene – og tændte for vandstrålen. Trods vandet, der ramte hende på skuldertoppene og flød nedover ryggen og plaskede ned mellem hendes bryster, havde en temperatur på 38 grader, var det ikke varme, der omsluttede hende. Hun frøs, og kulden gnavede, igennem huden og nervebaner og muskelvæv, skrællede imod knoglerne som huden på en kartoffel, sivede og ætsede videre ind i knoglemarven. På ansigtet blandede de salte tårer sig sammen med bruserens varme, kalkholdige ferskvand.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...