Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
109395Visninger
AA

48. 47

Det var under omklædningen inden gymnastiktimen, at Emilie næste gang tog kontakt med Anna. Omklædningslokalet rungede højlydt af de femogtyve blandede stemmer fra femogtyve forskellige piger, der snakkede om alt og intet og hvad pokker ellers, og Anna sad på bænken, mellem de to mellemstolper, det sted, hun altid sad, pladsen hun – ligesom ved de rødpolstrede sofagrupper i opholdsstuen mellem kantinen og skolebiblioteket – havde en vis fornemmelse af ejerskab over. Hun havde klædt sig af bukser og trøje, og sad nu bar, kun iført sine trusser og de lyseblå bh’er – lyseblå eller hvid var de eneste to farver, Anna foretrak til sine bh’er – og ryggen vred sig imod de øvrige, idet hun bladrede ned i sin sportstaske. Hun blev opmærksom på den røde streg, riften fra gårsdagens nål, der strakte sig nedover den blege underarmshud, idet hun rakte frem mod sin taske, og sammen med opmærksomheden om riften, kom kendsgerningen om, at de andre piger omkring hende også ville kunne se det. Hun viftede blikket fremefter. To piger snakkede med hinanden for enden af bænken, samtidig med at de klædte sig om. De så hende ikke.

   Ingen så hende.

   Hjertet bankede alligevel.

   Hun greb sin sorte sportstrøje. Da lød Emilies stemme bagfra. ”Hvad er der sket med din arm, Anna?” Hendes stemme var, ligesom den havde været i bussen, lys og rolig og uskyldig, og – igen ligesom under episoden i bussen tidligere samme morgen – Anna fik den mavebidende fornemmelse af, at uskyldigheden ikke var andet end en ond facade, fordi hun hadede hende, ligesom alle de andre, også selvom hun sagde, at hun ikke gjorde, og hun tænkte på Dennis, der stod dér i klassen, lige foran hende, og tænkte på hans ulækre smil og tænderne, der krøb sig hvide bag de skævende læber, Dennis, der havde spurgt skal vi være venner?, og paranoiaen gnavede koldere og dybere.

   Hun spjættede sig rundt i en stiv bevægelse. Emilie sad på bænken en meter derfra – det samme sted, som hun havde siddet i torsdags, da hun var blevet skræmt af den forpulede edderkop – med ansigtet vendt imod hende og øjnene grønne skiver af rolig ulæselighed. Hun havde allerede iført sig shorts. Håret var sat op i den hestehale, der karakteriserede hende mest, fint opsat og en anelse løftet, viftende sig nedover nakken og det øverste af rygpartiet på den alt for fine måde, der blot gjorde Anna endnu mere usikker, og i et kort øjeblik syntes muren af fortvivlelse atter at bygge sig op omkring hendes krop, og ligesom omsluttende vægge langsomt skride ind imod hende for at mase, mase, mase. Så smeltede de buende læber langsomt, næsten tøvende, ud i ansigtet. Hendes hoved skrånede, kun en anelse, og muren pressede sig tættere.

   ”Er du okay?”

   Træk vejret og sig noget, Anna, sig nu noget!

   Hendes øjne fjernede sig fra Emilie, og i stedet betragtede hun riften nedover underarmen. Som hun så riften, så hun atter den sølvmetalliske passernål af glinsende zink, spidsende ud i den frie luft, og hun huskede den fugleflyvende fornemmelse af evig frihed, der svævede ud i kroppen da hun skar, og (syg i hovedet du er fucking SYG I HOVEDET) hun var nødt til at lyve, nødt til det, også selvom hun allerhelst ville vende sig bort fra brunetten ved siden af, vende sig bort og lade som ingenting og glemme, at passernålens skæren nogensinde var hændt. ”Øh … Jeg skar mig på, øh … En kniv. I køkkenet.”

   Syge kælling.

   Emilie løftede brynene op i panden, så de svage og umærkelige furer bølgede frem. ”På armen?”

   ”Kniven, øh, den smuttede sådan … fra mig. Kniven smuttede fra mig!” løj Anna med et hurtigt nik. I sine tanker prøvede hun at overbevise sig selv om, at denne løgn var den skinbarlige sandhed.

   ”Åh.” Emilie nikkede langsomt. Anna kiggede væk, og førte hurtigt højre hånd op for riften. ”Du må have været ret voldsom med den kniv, så. Siden den skar dig så højt oppe.”

   ”Det var jeg også. Jeg er ikke god til at skære salat.”

   Syyyyyyyge kælling.

   ”Det siger du ikke?” Anna skulede. Emilie havde stadig smilet. Brystet udhulede sig. Hun havde lyst til at græde, højt, skingert og længe. Kort tavshed, der kun blev brudt af de forskellige rungende stemmer. Så fortsatte hun. ”Hvis du gerne vil lære at bruge en kniv på den rigtige måde, så du ikke kommer til skade, ikke? Så skriv til mig. Du har jo mit nummer. Jeg vil hellere end gerne lære dig det.”

   Anna fremtvang et smil, der gjorde ansigtet stramt. Hun nikkede, næsten febrilsk, og svarede hende. ”Jo tak, det er jeg glad for.”

   ”Ingen årsag.” Emilie vedblev med at hvile sit blik roligt på Anna. Anna tvang sine øjne væk. ”Jeg vil jo gerne være din veninde, Anna, og vi veninder skal jo hjælpe og støtte hinanden, ikke også?”

   Anna nikkede, men så ikke på Emilie, så kun ned mod de grå gulvfliser. Hjertet bankede så kraftigt, at hun fornemmede den vibrante susen, som plantede sig ud i hendes indre øregang. Hendes arme syntes tomme og udhulet for livsenergi. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...