Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1145Kommentarer
108037Visninger
AA

46. 45

I løbet af tirsdagens første dansktime, forsøgte Anna så vidt muligt at efterkomme alle de ting, Emilie havde fortalt hende i bussen. Hold mund i undervisningen, så du ikke forstyrrer de andre, lad være med at spille bedrevidende – også selv hvis du ved, hvad det er, der bliver snakket om – og lad da for Guds skyld være med at uddybe, hvorfor en af dine klassekammerater tager fejl, hvis han, eller hun, siger noget, der ikke passer. Bare sid dér på din plads, Anna, helt stille, dørstille – ikke musestille, for mus er ikke stille, og derfor havde hun altid fundet dette ordspil åndssvagt – og hold din kæft. Vil du gerne fortsætte med at være alene, og blive hadet af alle de andre? Nej, det vil du ikke, så hold din kæft.

   I starten var det ganske nemt. Der blev gennemgået skriftlige prøver, hvor der skulle findes bindeled og udsagnsled og hvad pokker ellers led, og hvor det ikke krævede, at hun behøvede at række hånden op for at få taletid, og hvor hun ej heller behøvede at koncentrere sig ekstra kraftigt på ikke at afbryde, når en anden var i gang med at tale, eller tilmed rette på en person, der tog alt for grusomt fejl. Dette var all right, helt okay, barnemad, som man siger, og ingen grund til bekymring. Problemerne rejste sig først efter prøverne, da læreren begyndte at gennemgå emnet om digte, som klassen havde haft om i de sidste tre uger. Anna, som efterhånden havde haft fat i sin ration af digte, og som var særligt vild med de lyriske og de poetiske af slagsen, begyndte at få sværere og sværere ved at tilbageholde sine ord. Kan nogen fortælle mig, hvad der adskiller et Haikudigt fra knækprosa? Ja, det kunne hun, og hun kunne tilmed fortælle det i de fineste detaljer – Haikudigte stammer fra Japan, og de er bygget på 17 stavelser, hver med fem og syv og fem, og stavelserne må ikke brydes, for så brød man haikudigtet, så det ikke længere ville være haiku, og dette var en interessant digtform, som langtfra alle kunne skrive og som endnu færre var i stand til at mestre. Knækprosa var noget helt anderledes, en digtform, der ikke havde de samme opdelinger, som haiku havde, et digt, der ikke havde rutiner – dette var måske derfor hun havde en større forkærlighed for mesterkunsten ved haiku snarere end knækprosaen – og blot bestod af tilfældige ombrydninger i vers, men uanset hendes egen personlige mening omkring disse to velkendte digtformer, kunne hun svare alligevel, beskrive forskellen mellem de to, og ordene pressede sig allerede op ad struben. Så kom hun i tanker om det, Emilie sagde. Hun var ikke blevet spurgt. Så hun skulle bare holde kæft.

   Det var en anden person, også en pige, der tøvende rakte hånden op blandt mængden – Anna fornemmede en underlig irritation brænde ud i mellemgulvet over, at der ikke var andre, der svarede, og de andre, piger såvel som drenge, blot sad og hviskede med hinanden og koncentrerede sig om alt andet end timen, og hvorfor fanden var de alle så dumme, at ingen af dem kunne svare på forskellen mellem haiku og knækprosa? – og som blev udspurgt. Hendes svar gjorde det umuligt for Anna at tilbageholde sine egne ord.

   ”Øhm, haiku … er det ikke, øh … er det ikke det der med at det ikke rimer?”

   Nej, nej det var det ikke, det var forkert, følger du ikke med i timen? Haikudigte er digte med stavelser, stavelser, og selvom de selvfølgelig ikke altid behøver at rime, er det stadigvæk ikke definitionen på det, men ti stille og hold det inde, Anna, hold det inde.

   ”Det er rigtigt, at haiku ikke behøver at rime,” rettede læreren. ”Men det behøver knækprosa heller ikke. Så det er ikke den rette definition. Er der andre bud?”

   Det eneste, som afholdt Anna fra at svare, var tankerne om Emilie, og hendes ord, der blev ved med at dirre igennem tankerne.

   Bare hold din kæft, Anna, hold din kæft og ikke sig noget.

   Bare hold din kæft! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...