Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

212Likes
1145Kommentarer
107506Visninger
AA

45. 44

Det var kun Emilie – Emilie og ingen Dennis –, som besteg bussen, da den holdte ind til stoppestedet på Ålekistevej. Men selvom det kun var Emilie, omsluttede en tung, stram kulde sig ikke desto mindre Annas hjerte, og benene strammede sig tungere. Billederne fremfilmede henover hendes nethinde – Emilie, der stod i rundkredsen på otte piger, med ryggen til og den brune hestehale fejende nedover rygpartiet og den sorte skindjakke, Emilie, som smilte foran hende på den måde, Anna ikke kunne aflæse, men som fik usikkerheden til at klø i mavesækken, Emilie, der sagde måske skulle du tabe dig lidt – og hun fortrød, at hun havde taget i skole. Hun skulle være blevet hjemme, være blevet hjemme og sovet og (passernålen skar en fem centimeter lang rift nedover den blege underarmshud) ikke tænkt på hverken mor eller Celine eller skolen, bare være blevet hjemme, i sikkerhed, med sine bøger, som ikke hadede hende. Hjemme. Bare hjemme.

   Som Emilie drejede sig imod den blåtlysende boks til indregistrering af rejsekortet, slog Anna i en hurtig bevægelse den grålige hætte op over hovedet, og bøjede ansigtet ned mod telefonskærmen. Tommelfingeren pressede imod glasset, hårdere end vanligt, og tomheden svulmede i brystkassen. Ikke kig ikke kig Anna ikke kig.

   De hadede hende. Alle sammen. Det vidste hun. Emilie hadede hende, og Dennis hadede hende og det samme gjorde alle de andre, hadede, for hun var den ynkelige og værdiløse taber-Anna, der ikke kunne gøre noget rigtigt, taber-Anna, som verden var bedre tjent med foruden, taber-Anna, der burde hænge sig selv, og …

   ”Godmorgen, Anna.”

   Annas hånd stivnede, og kroppen fulgte kort efter. Hendes grønne øjne voksede sig store og hun gjorde sin mund lige, men kiggede ikke op fra telefonskærmen med ikonerne over lyseblå boblebaggrund. Hun fornemmede ganske svagt en skygge, som strakte sig nedover hende fra venstre, og Emilie havde snakket til hende. Emilie havde snakket til hende, lige ved siden af, lige dér på midtergangen til venstre for hendes sæderække, og Anna kunne pludselig fornemme den distinktive duft af frugtsødme, der snoede sig op i næseborene og prikkede mod de følsomme slimhinder, og i et kort øjeblik ledte tankerne hen på langstrakte pærelunde, med træer plettet af citrusgule blomster og dybviolette hyacintranker, der vred sig i vinden. Den blomstersøde frugtstikken af popularitet, af at være som de andre, den distinktive Emilie-sødme, som Anna lugtede ikke bare fra Emilie, men fra de utallige andre piger, hun kendte fra skolen og uden fra skolen og som havde vandret forbi hende på gaden, duften, som fik hende til at tænke på omklædningsrummet efter hver gymnastiktime, deodoranter med parfumesøde duftspor købt i den nærmeste Matas, pigerne omkring hende besprøjtede i armhulerne, smaltaljede og højtaljede bukser – jeans og stretchs og hvad pokker ellers – og fester hver weekend, eller ikke hver weekend, men næsten hver weekend, og tre piger, nogen gange fire, en sjælden gang fem eller seks, men aldrig over syv, der i alt for lyse og alt for fnidrende stemmer snakkede om en veninde, der ikke var der, enten fordi hun var syg eller lavede noget andet, snakkede om venindens udtalte mangler og alle de ting, som ikke var positive, og som der var fuldstændig galt med veninden. Det var duften, der forekom så ensartet hos så mange, men alligevel havde forskellige dybere nuancer for forskellige personer – nogen gange var duften sødere, hos andre var duften mere blegere og hos andre næppe synlig, blot en fjern antydning af kunstigt frugthav –, alt efter, hvem der indhyllede sig i parfumeringen. Fælles for alle, som iførte sig duftsporet, var, at det, i hvert fald ifølge Anna, var en duft af at være populær. En duft af at være en del af fællesskabet, at være en rigtig pige, et rigtigt menneske som havde en rigtig plads i den rigtige verden, der ikke behøvede at lade som om, men som fra naturens side af var, en bestemt parfume til en bestemt slags piger, som alligevel eksisterede i stor mangfoldighed. Duften af at Være Med På Moden, som man siger, nuancerne af Gucci-tasker og Fjällraven, og drenge, og shoppingture, og veninder, og sport, og popmusik, at gå i bad hver dag, duften af renlighed, at være alt det, Anna ikke var, og som hun vidste, at hun aldrig kunne være.

   Det var den simple, men grufulde duft, af Annas længsel.

   Duften af normalitet. Duften af De Andre.

   En duft, hun vidste at hun aldrig ville opnå, for hun hadede parfumer, på samme måde som hun hadede cardigans og tætsiddende trøjer, det kløede altid i en fjern fornemmelse mod næsen, syntes altid at distrahere hende. Kosmetik og balsamer og shampoo skulle være lugtfri – Den svage honningsødme, som altid dampede fra hendes hårshampoo, var det eneste, hun syntes at tolerere – og det samme gjaldt især for deodoranterne.

   Efter duften havde fortaget sig, om end kun en anelse, ramte en anden tanke hende. Hvorfor gik Emilie op til hende for at snakke med hende? Det plejede hun ikke. Hvorfor? Hjertepulsen begyndte at banke hurtigere.

   Emilie sagde atter noget. ”Jeg øhm … Jeg har hørt hvad der er sket.” Bussen gik i gang. Hun langede sine fingre fat om det sorte håndtag, der buede sig ud fra toppen af sædet, og knugede, for ikke at miste balancen i rykket. ”De ting, Dennis fortalte dig. Jeg er fucking sur på ham over det!” Det brune hår var mørkere, mere fugtigt, og bølgede langt og tungt forbi hendes ansigtssider og nedover skuldrende, efter det vanlige morgenbad, hun havde taget inden hun smuttede af sted. Hun fjernede ikke sine øjne fra Anna, som ikke kiggede op. ”Hør … Anna … Du skal ikke lytte på, hvad Dennis siger. Han er en nar.”

   Dennis sagde det samme om dig, Emilie, tænkte Anna, hvis øjne flakkede svagt mod venstre. Hendes tommelfinger trykkede stadigvæk hårdt mod telefonskærmen, som om den havde fastlimet sig. Fortalte hun sandheden? Fortalte hun virkelig sandheden? Hun tænkte på Emilie inde i Only, da hun stillede sig op ved siden af hende, og med det alt for brede og kun alt for ulæselige smil bad hende om, at tabe sig og iføre sig mere make-up (selvom du nok skal bruge lidt mere, end de fleste), så hendes klamme, fede kinder – ikke nøjagtigt dette ordvalg, men Anna var ikke dum og var klar over, at Emilie hentydede til, at hendes kinder var unaturligt tykke, og derved både klamme og fede, fordi de var unaturlige – kunne blive dækket og hun kunne ligne De Andre mere. Hun tænkte på, at Emilie havde haft det samme ulæselige læbesmil smeltet ud i sine rødpuffende kinder, da Anna den forgående mandag – i går – havde stillet sig hen til hende, for at fortælle hende, at hun ville følge hendes råd. Og selvom Anna ikke kiggede til venstre – ikke endnu, i hvert fald – var hun intuitivt klar over, at det samme smil atter var plastret ud på Emilies ansigt. Det samme smil, der skjulte på hemmeligheder, Anna ikke forstod og ikke kunne tolke.  

   Hvorfor snakker du med mig, Emilie?

   Jeg synes det er synd for dig, Anna, gav Emilies stemme i hendes hoved, stemmen fra lørdagsepisoden i Only, tilbage som svar, og fordi jeg synes det er synd for dig, vil jeg gerne hjælpe dig.

   Tab dig lidt.

   Tænk på børnene i Afrika.

   Brug noget mere make-up.

   ”Må jeg sidde her?” Emilie løftede brynene, så de svage, næsten utydelige, furer bølgede frem i panden. Hun pegede mod Annas taske, som optog sædet. Bussen standsede for rødt lys, så bussen gav sig i endnu et ryk, der fik Emilie til at stramme fingrene på højre hånd hårdere om sædehåndtaget.

   Anna drejede, langt om længe, hovedet.

   Jeg synes, det er synd for dig, Anna, og fordi jeg synes at det er synd for dig, vil jeg gerne hjælpe dig.

   Måske var det rigtigt, hvad Emilie sagde. Måske var det Dennis. Måske ville Emilie hjælpe hende, og måske var det Dennis, der (Vi alle hader dig) ikke kunne lide hende.

   Men smilet. Emilie havde det smil. Det ulæselige, kindblødende smil, bredt og tyndt og som fik usikkerheden til at kradse.

   Der var stadig dybrødt i lysreguleringen. Stemmer summede henover bussens dybe motorrumlen. Emilie slog blikket nedad. Hun havde fisket sin telefon frem i venstre hånd. ”Du behøver ikke svare ja. Det er fint nok, hvis du ikke vil. Du virker bare så alene, så jeg tænkte, at du vil have … godt af lidt selskab. Nu hvor der ikke rigtig er andre, som gider at sidde sammen med dig eller bruge tid med dig.”

   Svaret forlod Anna ganske tøvende. Emilies ansigt var den grusomme maske af ulæselighed. Men måske mente hun det. Måske mente hun det virkelig. Måske var det Dennis. Måske var det alt sammen Dennis.

   Jeg vil gerne hjælpe dig.

   ”Øhm … Jo … Det … Det må du gerne.” Forsigtigt greb hun fat i toppen af tasken, og trak den bort fra sædet og ned på gulvet foran sig. Emilies smil voksede sig bredere, helt ud i kinderne, og de delte sig, så den hvide tandrække glimtede frem.

   ”Ej, det er jeg glad for. Mange tak for det, Anna.” Stemmen var lys på en uskyldig måde, som Anna, i et kortvarigt øjeblik, var næsten sikker på ikke var uskyldigt. Hun satte sig ned ved siden af hende, netop som bussen atter startede, da lysreguleringen skiftede til grøn. Hendes fingre vedblev med at omknuge sig telefonen. Anna undlod at kigge på hende, rettede i stedet blikket ligefrem, og hjertet hamrede imod bagbrystet i kolde dunk. Den distinktive frugtsødme prikkede atter blødt op gennem næseslimhinderne. Blødt og feminint og populært.

   ”Så, du fortalte mig, at du havde tænkt dig at følge de råd, som jeg gav dig?” Emilie drejede hovedet til højre, mod Anna, så det fugtmørke hår kortvarigt slaskede henover hendes kinder. Annas læber forblev sammenpresset, som hendes øjne viftede sig ud i luften. Emilie fik intet svar, så hun fortsatte. ”Det lyder godt. Jeg er ked af, at jeg var så fraværende i går, men jeg havde lidt travlt, da jeg havde en aftale med nogle af mine veninder, men … ja, det er i hvert fald rigtigt godt, synes jeg, at du har tænkt dig at følge mine råd. Så kan det jo også være, folk vil begynde at kunne lide dig. Måske kan du oven i købet blive populær, få venner, som du jo ikke har prøvet før. Nogensinde. Det lyder fedt, synes du ikke?”

   Anna svarede ikke.

   ”Jeg fik aldrig dit nummer, i øvrigt,” vedblev Emilie, hendes øjne rettet roligt men ubønhørligt mod Anna, og Anna fornemmede hendes bestirren som en stram kildren, der forplantede sig udover huden på venstre kind. ”Det er ikke sådan, at jeg kan få det nu?”

   Mit nummer? Hvad skal du bruge mit nummer til, Emilie?

   Hun huskede det. Da hun stod med tårerne, der vådt sved sig ud fra øjnene, foran rækken af sweatshirts. Emilies stemme havde lydt til venstre for hende. Kan jeg få dit nummer? Så bliver det nemmere at hjælpe dig. Men selvom Emilie havde sagt, at hun var sur på Dennis over det, der var sket, og at hun bare ønskede at hjælpe hende (vi alle hader dig), var der et eller andet over situationen, Anna på ingen måde brød sig om, noget der lugtede, og det var ikke blot den frugtsøde parfume af popularitet, men noget dybere og mere råddent, hun næsten kunne smage og som gav hende kvalme.

   Uden selv helt at tænke over, hvad hun gjorde, fremsagde hun løgnen, som hun øjeblikkeligt fortrød efter at den havde forladt hendes læber. ”Jeg kan ikke huske mit nummer.”

   Emilie hævede sit ene bryn. Anna skulede til hende, kun kortvarigt, og hvorfor var munden dog så ulideligt tør? Hver gang hun sank, blev hendes hals kradsende sandpapir. ”Du har din telefon på dig lige nu. Kan du så ikke bare finde det?”

   Anna kiggede ned på telefonskærmen. Den var blevet sort. Hun fornemmede pulsen vibrere ud i tommelfingerspidsen. Jo, det kunne hun, selvfølgelig kunne hun det, bare finde sit nummer og udlevere det til Emilie, der, indtil i Lørdags, aldrig havde snakket med hende, aldrig sådan rigtigt, medmindre den stod på gruppearbejde i timerne eller gruppelege i gymnastik, hvor det krævede sammenhold og holddisciplin, men selv i disse instanser, var Emilies kommunikation med Anna meget kortfattet. Emilie havde altid været en pige, der fandt det mere fornøjeligt at snakke om hende, fremfor til hende, og det var aldrig om noget godt eller positivt eller opløftende, men altid om noget dårligt. I hvert fald de gange, Anna – på gangene, i omklædningsrummet efter gymnastiktimen og andre steder – havde overhørt det.

   Selvfølgelig, det ville jo være sund fornuft sådan lige at udlevere sit telefonnummer til en pige, som ellers havde givet utrolig meget udtryk af at hade hende – sådan havde det i hvert fald virket på hende –, blot fordi hun – ganske spontant, i øvrigt – syntes at skifte mening. Og selvom hun ganske vist sagde, at det blot var for at hjælpe hende fordi jeg synes det er synd for dig, kunne hun ikke lade være med at tænke på Dennis, som lænede sig indover bordet, Dennis, som klaskede sin hånd med de spredte fingre nedover hendes højre kind, Dennis, som så ud til at kende til Emilies samtale med hende i Only. Emilie måtte have snakket med ham om det, måske var det aftalt spil, måske var Emilie ude på noget, fordi hun hadede hende, som Dennis havde sagt, hadede hende som alle de andre gjorde.

   Men Emilie sagde jo, at hun var sur på Dennis.

   Men virkede det helt ærligt særlig overbevisende, Anna? Hun holder dig for nar, fordi hun hader dig, hader dig som alle andre, hader, hader, HADER!

   ”Ved du hvad, jeg kan også give dig mit nummer, i steden for, og så kan du skrive det ned, hvis du er.” Emilies stemme afbrød Annas tankestrøm. ”Jeg kan godt se, det virker lidt … akavet, at jeg bare sådan … helt random kommer og spørger efter sådan noget.”

   ”Hvorfor vil du have mit nummer?” Det var en kamp for Anna blot at stille spørgsmålet, og halsen var stram og tør og dette gjorde det sværere at udtale blot en simpel sætning.

   ”Hm?” Emilie hævede brynene, på den uskyldige måde, der alligevel forekom Anna som værende en maske, måden, der fik furene til at bølge ganske svagt frem under den lyse hud. Øjnene fæstnede sig på Anna, passive, alt for rolige og ligeså ulæselige som smilet, hun havde før, men som nu var borte.

   Anna sank igen. Halsen kradsede ned i spiserøret.

   Hun stillede spørgsmålet. ”Hvorfor, øh … Hvorfor er det, øh, du gerne … gerne vil h … vil have mit nummer?”

   ”Så vi kan skrive sammen.” Emilie trak på skulderen. Hendes læber vred sig atter ud, i et forsigtigt, skævende smil. ”Måske … vil jeg gerne være din veninde.”

   (Der er ikke nogen, som kan lide forkælede piger, Anna.)

   Lugten var rigtig rådden, som alt for gammel fisk, der stak op i bihulerne og fik tungen til at svulme op.

   ”Min ven?”

   ”Du tror ikke på mig, vel?”

   Nej, Emilie, jeg tror ikke på dig, jeg tror dig ikke fordi ingen vil være min ven, fordi du hader mig, ligesom alle andre gør, fordi jeg er forkælet og grim og tyk og du vil ikke være min ven.

   Anna kiggede blot på hende, ville ryste på hovedet og sige nej, men kunne ikke, og det begyndte at presse svagt udad mod bagsiden af øjeæblerne.

   ”Hør her, Anna. Jeg ved godt, hvad Dennis sagde til dig. Jeg ved godt, hvad Dennis gjorde ved dig, og som jeg også sagde til dig før, er jeg pisse fucking sur på ham over det. Han er en tilbagestående nar, med en hjerne på størrelse med en ært. Jeg fatter ikke engang, hvorfor ham og jeg overhovedet er venner!” Emilie rynkede kortvarigt brynene, som hvis hun tøvede, så herefter ud til at komme i tanker om mere, og smilet sprang atter frem, og hun fortsatte. ”Og jeg forstår også godt, hvis du tror jeg, at jeg hader dig. Det er fair nok. De fleste hader dig jo faktisk, og så er det svært at fatte, hvis der er nogen, der ikke gør. Men hey, Anna, ved du hvad? Haters gonna hate. Jeg hader dig ikke. Jeg har måske givet udtryk for, at jeg hader dig, men …,” hun tøvede, fortsatte så, ”Men det er fordi, at … Du har nok bare været … et ret stort irritationsmoment, da du virkelig godt kan være en belastning. Men – Det er jo ikke din skyld, at du er forkælet og opfører dig egoistisk. Det er ikke din skyld, men dine forældres.”

   Jeg føler mig som en dårlig mor.

   Forkælet.

   ”Anna, må jeg spørge dig om noget?”

   Anna blinkede, og vendte hovedet tilbage mod Emilie. Det brede smil gjorde hende kold i nakken. ”Du ved ikke selv, at du er forkælet, gør du vel?”

   Anna tøvede, og rystede så på hovedet. Vidste hun, at hun var forkælet? Nej. Nej, det gjorde hun ikke, men det var hun da heller ikke, var hun vel?

   ”Det tænkte jeg nok,” sagde Emilie. ”Sådan er det tit. At man ikke selv ved, at man er forkælet. Jeg har egentlig ret ondt af forkælede mennesker, og i det hele taget bare piger som dig … Og det er måske også noget af grunden til, at jeg gerne vil være din ven. Måske for at … prøve at forstå dig lidt, og måske … hjælpe dig. Fordi at … Fordi at jeg har virkelig, virkelig ondt af dig. At du går rundt og er så alene, og at du slet ikke kan se, at … Den eneste grund til, at så mange ikke kan lide dig, er på grund af din attitude og din egoisme. Hvis du ændrer på dig selv, og bliver noget mere som os andre … tænker mere på andre end dig selv – selvom det måske er svært, hvis man er alt for vant til at få sin vilje – at så vil du pludselig få venner, og så vil der ikke være så mange, der ikke kan lide dig og som synes, du er en kælling.”

   Anna kunne ikke svare hende, ligesom hun heller ikke kunne svare hende i tøjbutikken, og hendes øjne viftede sig bort og fremad.

   Emilie betragtede atter sin telefon. ”Konklusionen, Anna, er, at … jeg vil gerne være din veninde. Men det er ikke uden betingelser. Det skal du bare lige være klar over. Jeg gør aldrig nogensinde noget fuldstændig betingelsesløst!” Emilie løftede øjnene fremad. ”Jeg vil gerne være din veninde, hvis du 1) … Hører efter, hvad det er, jeg siger til dig … 2) Holder mund i undervisningen og lader være med at spille bedrevidende constance … 3) Gør noget mere ud af dig selv, bliver noget mere som os andre og mindre egoistisk … og 4) ... Ikke skaber dig, når du ikke får din vilje. Jeg vil gerne hjælpe dig med noget af det, men du bliver også selv nødt til at tage dig lidt sammen, okay? Er det en aftale?”

   Anna svarede ikke, kiggede blot ligefrem, og det var det samme, hun havde sagt i tøjbutikken – måske ikke med de helt samme ord, men det samme – og Emilie gentog spørgsmålet, med stemmen hævet en anelse. ”Er det en aftale, Anna?”

   Selvom den rådne fornemmelse stadigvæk stak hende i svælget – fornemmelsen af, at Emilie hadede hende og altid ville hade hende, at de alle sammen altid ville hade hende – fremtvang Anna et nik. Emilies smil blev bredere. ”Det er jeg glad for. Må jeg så godt få dit nummer?”

   Anna viftede øjnene ned til telefonen. Stirrede i lange sekunder – der syntes at strække sig mere ud i minutter, muligvis endda timer – på den sortnede skærm, uden at foretage sig andet end at stirre, tomt, tankeløst, og så trykkede hun på HJEM-knappen i bunden. Skærmen tændtes. Anna søgte ind til sit telefonnummer. Emilies øjne forblev rettet på Anna, og havde hun kigget op fra telefonen, hvilket hun ikke gjorde, ville hun have lagt mærke til et blik, som blev alt for stirrende og syntes at mørknes af en skygge i sindet. Denne skygge ville muligvis have fået hende til at fortryde, før det var for sent, men hun så den aldrig, og af samme grund, havde hun heller aldrig tid til at ombestemme sig og fortryde udleveringen af sit nummer til en pige, der, indtil om lørdagen i Only, ellers havde givet nok så kraftigt udtryk for, at hade hende.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...