Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111061Visninger
AA

44. 43

Det blæste, men var ikke regnfuldt, da Anna vandrede op langs Grøndals Parkvej, mod Flintholm Station. Den sorte skindjakke lagde sig henover hættetrøjen – den med de lange ærmer, som var den bedste måde at tildække arret på, som ingen, og særligt ikke de andre piger, måtte lægge mærke til – og hun syntes at lægge ekstra mærke til den svage knirken, jakken fremgav i takt til hendes bevægelser. Den knirkede ikke mere, end den plejede, men det gjorde den for hende. Den knirkende lyd var næsten hånlig (syg i hovedet), som om jakken prøvede at afsløre den hemmelighed, hun forsøgte at bortgemme bag sin langærmede trøje, beviset, som hun bare ville skjule, og bare glemme. Og som hun krydsede Grøndals Parkvej – selvfølgelig efter at have forvisset sig om, at der ikke kom nogen biler – og fik øje på de skiftende lys (først dybgrønne, sidenhen gule og røde) lidt længere fremme, på den anden side ad broen med metrosporene og S-banen, slog frygten hende atter koldt i brystet, og hendes armhud spændte sig ud i en stram, elastisk fornemmelse.

   Dennis stemme dirrede igennem hendes tanker. Vi alle hader dig. Hun tænkte på den svedfugtige, lune hånd, han havde klasket udover hendes kind med sine spredte fingre, imens han udbrød, at hun havde et klovneansigt, og hjertet begyndte at banke hurtigere. Pulsen spjættede op gennem halsen. Hun nåede det modsatte fortov. Blæsten rykkede imod hendes hår – der denne dag ikke var sat i en hestehale, men sat op ved panden, så hårlokkerne vred sig blond nedover begge kinder – og smækkede ned på hendes mundparti, så læberne trak sig underligt stramme, ja, næsten følelsesløse og metalliske, og ligesom den sorte skindjakkes læderknirken, var der noget i vinden, hun ikke brød sig om, noget ondskabsfuldt og hånligt, som om den hadede hende, hadede hende som alle de andre, og med sine ruskende, kolde smæk imod ansigtet prøvede at bekræfte hendes værdiløshed, hendes meningsløse tilværelse, og at ingen ville savne hende, absolut ingen, og hun skulle gøre som Dennis sagde, bare hænge sig selv og forsvinde bort til den tomme evighed i det hinsides.

   Nej, nej det var pjat, for vinden sagde ikke noget, ej heller skindjakken, de kunne intet sige, for de var døde, og den knirken, den sorte skindjakke frembragte, var blot en knirken, og den ville stoppe med at sige noget, når hun standsede sine bevægelser, hold op, hold op, hold op.

   Den gule bus holdte på sin plads, og 2-tallet lyste orange i panelet ved bagruden. 2-tallet, der indikerede hvilken rute, bussen tilhørte, denne bus, som kørte til Husum og Brønshøj og ville aflevere hende ved Slotsherrensvej tæt på skolen, på vej mod sin endelige destination, den holdte og ventede i dens dybe, olielugtende brummen, og Anna gled sig hurtigere i bevægelse. Hun fiskede, som hun altid gjorde, sin pung frem. Der var ingen foran hende denne gang, og hun lagde mønten på tælleren ved siden af boksen, hvorfra den hvide papirbillet blev udskrevet. Hun vred sig rundt. Bussen var halvt fyldt, halvt men ikke helt, og pladsen til højre for midtergangen i bussens bagerste ende, bag det hævede gulv (dog befindende sig på hendes venstre side) var tom, som den altid syntes at være. Hun vandrede derop og satte sig, og tasken placerede hun på det tomme sæde til venstre, det der vendte ud mod midtergangen, som hun altid gjorde, så der ikke ville være nogen fremmede mennesker, der ville sætte sig ved siden af hende – der var intet værre end at sidde ved siden af fremmede – og hvis der endelig var nogen, som spurgte, ville hun bare lade som om, at hun sov eller ikke hørte, hvad de spurgte hende om, bare hun slap for at sidde ved siden af dem.

   Hun viftede øjnene ud ad det brede, firkantede vindue, imens hendes hånd fiskede sig ned i lommen og greb sig rundt om telefonens metalkolde kvadrat. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...