Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

214Likes
1144Kommentarer
110592Visninger
AA

42. 41

Det tog et kvarter at køre fra arbejde og hjem, og Lone havde på intet tidspunkt vredet sit blik bort fra vejen, der blev ved med at udstrække sig foran hende i en uendelighed. Opkaldet fra skolen blev ved med at afspille sig gennem hendes tanker – Hvis din datter pjækker igen, ender det med at der indkaldes til rådsmøde – og en frustration knyttede sig dumpt sammen i maveregionen. En mærkværdig trang til at skrige og bande hæst varmede lungerne, men hun tilbagestod det ved en sammenbidende kæbespænding, sørgede hele tiden for at holde fokus på vejen og ikke på andet.

   Hvordan kunne hun gøre det? Hvordan kunne hun dog gøre det? Hvordan kunne du dog finde på det, Anna, hvordan, og Du Er En Dårlig Mor tanken, som på det seneste havde plaget hende oftere og oftere, slog hende som ud fra den blå luft. En dårlig mor som svigter sine børn er hvad du er, du kan ikke engang finde ud af at opdrage på din ældste datter, hvad er der i vejen med dig, Lone, din datter bliver til en social taber fordi du er så dårlig til at opdrage, en elendig mor, forpulet elendig, er du.

   Hold den inde. Frustrationen. Hold den inde.

   Hun parkerede bilen ved kantstenen foran huset, som hun altid gjorde, greb nøglerne og tasken og svang ud, og allerede som hun stillede sine fødder på vejkanten lige inden hækken, fornemmede hun ringen af metal omslutte sig kraniet, og som en hjelm begynde at presse indad. Der var en hovedpine på vej. Dette ville muligvis være en af de slemme – bare det ikke blev til en af de ulidelige migræner, hun døjede med kun alt for tit, og som lægen sagde skyldtes stress, dem hadede hun som bare pokker – som ville kræve panodiler, men forhåbentligt ikke nogle af de stærkere sager, hun havde liggende.

   Hvorfor gjorde du det, Anna? Hvorfor for pokker gjorde du det? Jeg troede, vi havde en aftale, hvorfor GJORDE du det?

   Hendes skridt var målrettet, og blikket fastholdte sig mod døren. Pulsen var steget, og dette fik det til at dunke imod kraniet. Hun trådte ind i entréen, lukkede døren efter sig og blikket vandrede fremad gennem gangen, standsede ved den blegbrune dør længere nede mod venstre, som var lukket af, og som afgrænsede til Annas værelse. Hjertepulsen blev hidsigere. Hårdere. Hun hang sin jakke op, lod tasken blive stående mod væggen og vandrede fremad. Langede hånden fast i Annas dørhåndtag, trykkede ned og åbnede døren. Hun havde forventet, ligesom om fredagen, da Anna sidst havde pjækket, at hendes datter sad på sengekanten og læste. Derfor kom det som en ganske overraskelse, da hun så sin datter pakket ind i den lyseblå dyne, og hovedet skjult fra døråbningen, og hun stivnede kortvarigt. Anna bevægede sig, så dynestoffet frembragte en blød knitren, ganske svag, og hendes hoved drejede sig opad og mødte søvndrukkent Lones.

   Hun sagde ingenting.

   Lones fingre blev sluppet fra dørhåndtaget. Hun kunne ikke undlade at rynke brynene. ”Anna?”

   ”Jeg er syg, mor,” mumlede Anna, og vendte atter sit hoved væk, således at hun blev skjult i dynestoffet.

   Lone blev stående, i lang tid, i tvivl om, hvorvidt hun skulle føle lettelse eller ej. Hun ville føle lettelse, ville gerne befries fra den hovedtunge strammen og frustrationen, der varmede i lungerne, men noget sagde hende, at Anna ikke var syg, og dette blot var en undskyldning, en løgn, for at slippe for en skideballe.

   ”Jeg hørte, at du ikke mødte op til timerne.”

   ”Jeg fik det dårligt,” svarede Anna tilbage, med den samme lave tone som før. ”Så jeg tog hjem. Jeg er syg, okay?”

   Lone blev stående i yderligere øjeblikke. ”Syg hvordan?”

   ”Skidt tilpas, svimmel, hovedpine … lidt kvalme. Alt sådan noget.”

   Det kunne stadig være en dårlig undskyldning. Så meget var hun klar over.

   ”Er det rigtigt, Anna, eller er det bare noget, du fortæller mig, fordi du ikke vil have skæld ud over, at du pjækkede?”

   Stilheden, der efterfølgende kom fra Anna, var den tøvende en af slagsen, og den varede lidt længere, end Lone brød sig om. Hun skulle til at sige noget, da Anna endelig svarede hende. ”Det er rigtig nok. Hvorfor skulle jeg lyve?”

   ”Hvis det er rigtigt hvad du siger, vil jeg gerne have, at du kigger mig i øjnene, og fortæller mig, at du har det skidt, og at det var derfor, du tog hjem.”

   ”Mor, det er rigtig nok,” begyndte Anna, men Lone afbrød hende, og kunne ikke undlade at hæve stemmen.

   ”Du skal kigge på mig, Anna!”

   Til at starte med – i de første sekunder – var Anna blot stille, uden hverken at tale eller bevæge sig, men så lød hendes stemme atter, og Lone fangede en kraftigere dirren i stemmens undertone, end der havde været forinden. ”Hvorfor tror du ikke på mig?”

   ”Kig så på mig! Jeg siger det ikke én gang til!”

   Anna eftergav, tydeligt modvilligt, sin mors krav, og vred sig rundt så dynen knitrede, og kiggede på hende med stirrende, blågrønlige øjne.

   ”Sig det igen.”

   ”Jeg er syg … og har det dårligt … og derfor tog jeg hjem.” Lone fornemmede en svagt dirrende usikkerhed i Annas stemme, og denne gang var hun ikke længere i tvivl. Anna var ikke syg, Anna havde pjækket, og det her var det endegyldige bevis. 

   ”Hvad er det jeg har sagt til dig om at lyve?”

   Annas ansigt stivnede, som om det blot var en neutral maske af samme slags, som man  ser på dukker og mannequiner, og hun skilte læberne, som for at sige noget, men intet kom ud. Lone vred sine læber stramme. ”Hvorfor er du sådan her, Anna? Hvorfor er du sådan her?”

   Anna stirrede fortsat, i den samme ansigtsforstivnelse, imens noget spejlblankt begyndte at fremvæske sig henover hendes hornhinder. Men Lone var ligeglad, ligeglad med om hendes datter ville begynde at græde – ja sågar ligeglad med, om hun ville udskringre hæse skrig og kaste med pude og dyne og hvad hendes hænder ellers kunne finde på at gribe fat i – for det her skulle ud, og frustrationen gjorde hendes stemme en oktav, eller muligvis to, lysere.

   ”Jeg giver snart op, Anna. Jeg giver snart op overfor dig. Jeg giver snart op overfor dig og din skide egoisme og din ÅNDSSVAGE barnlighed! Jeg giver op, forstår du det?” Hun rystede på hovedet. ”Jeg ville virkelig ønske, at du kunne være som Celine. Måske er hun kun 11, men hun opfører sig allerede langt mere modent, end jeg nogensinde har set dig gøre. Det her er under lavmålet! Jeg synes fandeme du skal skamme dig!” Hun blev stående i dørkarmen i yderligere øjeblikke. Så rystede hun på hovedet og bakkede ud på gangen og bragede døren i efter sig.

   Anna lagde sig tilbage i puden, og stirrede opad mod de blankbrune loftsplanker, og fornemmede en varm kildren af fugtighed smelte sig op fra øjnenes underkanter, og sløret vride sig udover synsfeltet. Tankestemmerne hvislede atter frem fra sindets tågede baggrund, og først Dennis, som sagde vi alle hader dig, du er ikke noget værd, hvorfor hænger du ikke bare dig selv? og så kom Emilie (måske skulle du tabe dig lidt? En fed KOST du er bare en klam fed KOST) og så mor, i sin frustrerede telefonsamtale (Jeg føler mig som en dårlig mor, jeg ved ikke hvad jeg gør forkert) og hun var intet værd, ingenting, en dum datter, en værdiløs KÆLLING, intet værd, intet værd, og så brusede gråden frem, så huden på hendes arme trak sig koldt sammen i gåsehud.

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...