Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111051Visninger
AA

41. 40

Lone havde næppe fået sat sig ind i bilen og smækket døren i efter sig, før opkaldet fra skolen bimlede ud fra telefonen. Allerede inden hun havde grebet telefonen, havde hun en bidende fornemmelse i bagtankerne om, hvorfra opkaldet kom, og hvem der gav det. Selvom ringetonen – den xylofoniske melodi – var som alle de andre ringetoner, telefonen fremgav under hvert opkald, var der et eller andet – om end kun indbildsk – i den, som insisterede hårdere, en vigtighed, Lone ikke syntes at kunne lægge helt ord på, en vigtighed der nærmest sagde Det her opkald er vigtigere end alle de andre opkald, vi skal snakke med dig, frk. Larsen, fordi det omhandler din datter der har pjækket igen. Hendes anelser blev grusomt bekræftet af telefonnummeret, der fremviste sig henover displayet.

   Endnu en ringetone af melodiske xylofon-toner.

   Hun pressede tommelfingeren imod det grønne BESVAR OPKALD. Telefonen pressede hun imod øret. Fingrene på venstre hånd strammede sig mærkværdigt imod toppen af rattet. Struben blev tungere. ”Lone Larsen.” Parkeringspladsen strakte sig bredt ud foran hende, og hun så seksten af Hf-centerets elever (de fleste omkring de tyve, men nogen ganske få var ældre end dette) flokvist vandre udover den tjæresorte asfalt. Skolens hovedindgang befandt sig mod højre. En vind greb toppen af de tilspidsende grantræer tværs forude ved parkeringspladsens fjerne ende, så de vippede i en næsten hånlig dans, og en rød lejlighedsbygning strakte sig i fire etager over trætoppene bagved. Selvom hun så imod disse ting – de vandrende og snakkende Hf-elever, hvis skoledag var afsluttet, grantræerne, som viftede sig i vindpåvirkningen, og lejlighedsblokkene bagved – var disse ting fjerne genstande, hun knap nok var opmærksom på. Fingrene på højre hånd, der støttede telefonen imod øret, trykkede hårdere. Hun kunne ikke lade være med at tilstramme sine håndmuskler. Der gik lidt. Så. ”Igen?”

   Stemmen i den anden ende af røret, en mandlig stemme, var stram af alvor. Selvom personen, der havde ringet hende op, ikke havde mulighed for at betragte hendes givne handlinger, nikkede hun alligevel forstående. ”Ja. Ja, det er klart … Ja, jeg snakkede med hende i fredags, men det har jo tydeligvis ikke hjulpet … Ja … Ja, det forstår jeg helt klart … Selvfølgelig. Ja. Hej.” Der blev lagt på i den anden ende, og hun sænkede telefonen og stirrede ligefrem for sig. Så pressede hun øjnene sammen og skar tænder.

   ”Fuck. Fuck, fuck, fuck, fuck!” Hendes hånd bankede imod toppen af rattet, imens hun gentagende gange udbrød de vulgære skældsord. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...